Af sted over Atlanterhavet med båden Jazzi

Atlanterhavet

Over Atlanten

Foran os lå det store Atlanterhav. De sidste forberedelser ved vel overstået, og spændte påbegyndte vi vores rejse. De perfekte vejrforhold gjorde det til en uforglemmelig oplevelse, selvfølgelig med nogle interessante historier undervejs.

Afgang

Planen var at holde jul på Martinique i Caribien. Vi havde allerede sejlet fra De Kanariske Øer til Cap Verde, en forrygende tur med perfekte vejrforhold. 

Vi var fem ombord, da vi satte ud fra Cap Verde. Ingen af os havde krydset et stort hav, men vi var velforberedte. Der var styr på alt det praktiske og alle tænkelige scenarier.

Den 26. november 2019 sejlede vi fra Cap Verde. Vi strøg af sted, vinden var perfekt (15 knob) og vi loggede mellem 6 og 9 knob. Hurtig blev vi alene, og bådene, som vi havde fulgt med ud, og som vi i smug havde sejlet kapsejlads mod, bredte sig på det store hav og forsvandt så helt. 

Fart på

Under sejladsen valgte vi af sikkerhedshensyn ikke at sejle plat, men mere agten for tværs og så bomme hver anden dag. 

Vi stødte hurtigt på et par squalls (små storme med meget vind fra skiftende retninger, ofte ledsaget af regn). Om dagen var de tydeligt synlige som mørke paddehatte mod den blå himmel, men om natten kunne man let blive overrasket af en. Det var vigtigt altid at være forberedt på pludselige skift af vindretning og klar til hurtigt at reducere sejlarealet. 

Hverdagen ombord – god mad og ren båd

Hurtigt gik vi over til at sejle med kun én på nattevagt. Det passede os fint med 3-timers vagter, for det gav mulighed for lidt alenetid og rig mulighed for en god, lang søvn for dem, der ikke var på vagt. Der var masser af tid til at kigge på stjernerne og reflektere over dagens begivenheder. Jeg fandt ud af, at nattevagten var det perfekte tidspunkt til at nulstille og genoplade til næste dag.

Det var generelt en rolig sejlads over Atlanterhavet. Ud over at styre båden mod vest og holde udkig skulle almindelige hverdagsting også gøres; der skulle laves mad, vaskes op, gøres rent, vaskes tøj og normal personlig hygiejne. Vi skiftedes til at lave mad, og det blev hurtigt til en sport, hvem kunne lave den lækreste mad? Til stor fortvivlelse for kokkene blev mesterværkerne af praktiske årsager på den gyngende båd oftest serveret i skåle. 

Overmodige kapsejlere

Det var, da vi var halvvejs over Atlanterhavet, at vi blev lidt overmodige. Båden gjorde det fantastisk, og vi blev lidt kæphøje. Det store kodesejl stod flot og trak os hurtigt over havet, og det var der, vi traf et dårligt valg; vi lod sejlet blive oppe natten over.

Klokken 18 gik solen ned, og alt blev mørkt. Det var også omkring dette tidspunkt, at faldet til vores code zero sprang oppe i masten. Det kæmpestore sejl forsvandt hurtigt ind under båden i det mørke vand. Vi tog alt sejl ned og forsøgte at bjerge sejlet, som nu kun hang i skøderne. Sejlet var ikke kun tungt og fyldt med vand, det havde også sat sig fast under båden. Uden at vide hvad sejlet havde fanget, trak vi forsigtigt sejlet fra den ene side af båden til den anden. Det blev sent, før sejlet endelig slap undersiden af båden og kom indenbords.

Væltet af en kæmpebølge

Det var meget varmt ombord, og alle luger var altid åbne for at få bare en lille smule luftcirkulation. En nat oplevede vi noget, jeg aldrig havde oplevet før eller siden. Lars, vores kaptajn, havde vagten den aften. Jeg var lige vågnet og sad op i køjen under vores to skylights for at få lidt luft. Pludselig væltede jeg ind i siden på båden, idet vi pludselig krængede kraftigt. Søjler af vand stod ned gennem skylighterne som to lysende vandfald. I det mørke rum lyste vandet af lysende plankton. Båden rejste sig hurtigt igen, og jeg løb med bankende hjerte op i cockpittet. 

Heldigvis slap vi godt fra mødet med den kæmpe bølge, som havde ramt os den nat. Lars havde heldigvis livline på og slap fra mødet gennemblødt. Det var en god, men træls påmindelse, vi ikke skulle slække på sikkerheden. 

Bølgen var kommet ud af ingenting, og vi var heldige at slippe uskadte. Desuden var det en god anledning til en gang rengøring. 

Over på den anden side

Vi havde hørt meget om, hvor stor en oplevelse det var at krydse Atlanterhavet og forventede et sus af glæde ved at se land, men det kom ikke. Vi ankom til Martinique om aftenen og smed anker, der blev gjort et forsøg på at fejre vores passage, men vi endte med at gå i seng. 

Næste morgen fik vi plads i havnen La Marin. Det var skønt at være i land. Da faldet til kodesejlet var knækket, og vi alligevel skulle have en mand i masten, besluttede vi at få efterset rig og mast.

Riggerfirmaet var utroligt dygtigt, og de bevægede sig i masten som Spiderman, men kom så hurtigt ned igen. Det var ikke gode nyheder, de bragte med ned fra masten. De to øverste salingshorn var flækkede, rullesystemet var ødelagt og kodellerne i forstaget var trævlet op; det var et under, at vi ikke havde mistet masten.

Dyre lærepenge og en slem forskrækkelse

La Marin på Martinique var en meget stor havn med plads til 800 både og 2500 både for bøjer eller ankre. Der var dygtige håndværkere, og vores båd blev hurtigt søklar igen. Vi lærte meget af denne oplevelse. Det er sjovt at sejle stærkt, men det har konsekvenser, og vi havde presset Jazzi for meget over Atlanterhavet. Vi havde krydset det store hav på bare 12 dage, og det havde været sjovt, men nu blev det dyrt.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.