admin

Vores båd

Vores båd

Oyster 37 One Ton. JAZZI

Oyster 37 blev konstrueret i midt 70’erne af Don Pye of Helman and Pye. Der blev bygget ca. 43 både og ifølge Oyster værftet forlod den sidste Oyster 37 værftet i 1983. Vi har været i dialog med værftet for at spore vores båd, de mener at vores båd var den sidste de lavede. Den var rød som vores og var apteret til tursejlads og solgt til Tyskland i 1983.

Oyster 37 er en One Ton har sig DNA i IOR klassen, International Offshore Rule. IOR reglen blev introduceret 1960erne og satte standarden for kapsejladsbåde op gennem 1970erne og begyndelsen af 80erne. 

Sejlevner

Vores Oyster 37 har et meget dybt undervandsskrog og efter moderne standarder et smalt agterskib. Dette betyder at Jazzi ikke kan komme op at surfe, den vil simpelthen bare grave sig ned, når den maximale tophastighed er nået, På læns logger vi max 10 knob. Fribordet er meget udfaldene, altså har tykke kinder, eller som de siger i England form som en tekedel. Forskibet er meget dybt og smalt, dette design betyder at den kan går højt og kløver søen smukt, vi har endnu ikke oplevet at den banker pæle. Jazzi går virkeligt godt på kryds. 

For motor i cruising fart med 1500 omdrejninger logger vi 5,5 knob og ved max omdrejninger går vi 7,5 knob.

Jazzi i tal

Skroget på Jazzi er utroligt stift. Det er bygget op som et gitter, hvilket giver et meget stærkt og stift skrog, men også et tungt skrog. Jazzi har en finkøl med 3,6 ton bly, i alt vejer båden ca. 9 ton. Den stikker ca 2,05 meter og er 3,70 meter bred. Overalt Længden er 11,30 meter og vandlinjen 9,50 meter. 

Ombord har vi 90 liter diesel og 240 liter vand. Vi har monteret et kulfilter ved vandhanen. Da vi i 2019 forlod Vejle og sejlede til Fransk Polynesien i vores gamle båd, en Jeanneau 49 Performance, tankede vi ikke andet end havnevand og havde aldrig dårlig mave.  

Om læ

Når man kommer om læ er det som en tidslomme. Masser af teak, fine udskæringer og meget kraftige skot. Forskibs har vi en dobbeltkøje, i salonen er der en u-sofa samt en pilot køje. Pantryet har et traditionelt u-form og er udstyret med køl, frys og komfur med ovn. Agter har vi en dobbelt køje. Kahytten har ikke meget lysindfald og det smukke men mørke teak giver en lidt mørk kahyt. Vi har derfor fået nye hynder i en lys alcantare, som skulle være nem at gøre ren. De nye hynder har virkeligt lysnet kahytten op.

På dæk

Cockpittet er ikke særligt stort i forhold til moderne både. Vi kan lige sidde 4 foran rattet. Bag rattet er det muligt at betjene alle skøder, indhal osv. da de store spil er flyttet agter.

Masten er popnittet sammen og har 2 salinger. Salingerne står i 90 grader og derfor har båden et babystag og løbende undervant for at holde styr på det hele i grov sø. Vi har endnu ikke oplevet at masten står og pumper.  

Klar til langtur

Jazzi er udstyret med nyt navigationsudstyr, radar, ny motor 42 hk, nye sejl, redningsflåde, nyere batteripakke, nye fald og selden blogge, osv. Den snart 40 år gamle dame er klar til langtur. Vi håber at kunne komme afsted til Middelhavet i Jazzi inden for et par år.

Forberedelse Atlanterhavetet

Vores forberedelse til Atlanterhavet

Atlanterhavet

Det at krydse Atlanten er noget helt særligt. Det er også en sejlads, der kræver ekstra forberedelse. Alle tænkelige scenarier skal vendes, for derude er der ingen, der kan hjælpe dig. Det er dit ansvar at få alle med over på den anden side.

Forberedelse til en lang sejlads

Vores forberedelse startede allerede på de Kanariske Øer. Her blev alt gennemgået, båden skulle være forsvarlig, og skulle der ske det forfærdelige, at båden ikke levede op til dette krav, skulle vi også have en plan A, B og C. 

Plan A – Hold båden flydende og i fremdrift

Første prioritet er selvfølgelig altid at holde båden flydende og at nå sin destination i samme båd, som man satte ud i. Derfor havde vi synkeforebyggende materialer ombord. Med det mener jeg remedier, der kan lappe skader på båden, og grej, der kunne sikre, at vi fortsat kunne sejle. 

Hul i skroget kan de fleste nok sætte sig ind i er træls. Der går et utal af historier om sejlere, der har ramt flydende ting på havet. Oftest er der tale om containere, som er blevet tabt af fragtskibe. Vores hemmelige våben mod denne ulykke var noget der hedder splash zone. Det er en masse, man klemmer ned i hullet, og så hærder det, selv under vand.

Knækkede skroggennemføringer efterlader også huller i båden. Vi havde propper monteret ved alle gennemføringer og en gummihammer lige i nærheden, så proppen hurtigt kunne bankes på plads.

Nødpumper til at pumpe vand ud af båden. I kølsvinet havde vi en pumpe med flyder, som automatisk pumpede vand ud, derudover havde vi en manuel pumpe og en 220 v pumpe, som kunne pumpe meget vand, men som kun kunne køre, når generatoren kørte.

Brand er ikke til at spøge med. Mange sejlere siger, at det er det værste, der kan ske. På Jazzi havde vi flere brandslukkere, herunder også en automatisk brandslukker over motoren. Derudover havde vi et brandtæppe hængende i køkkenet.

Nødror var også noget, vi havde ombord på Jazzi. Skulle vi miste evnen til at styre med rattet, havde vi et nødror i kistebænken.

Diesel kunne både bringe os tættere på land, men det kunne også bringe os væk fra et uvejr, hvis vi var varslet på forhånd. Derfor havde vi ekstra diesel med, fortøjret under salonbordet. Alt i alt havde vi, hvis det blev nødvendigt, diesel til fem dages sejlads.

Plan B – Kald på hjælp

Det er ikke let at få hjælp så langt ude på havet. Men der kan være skibe i nærheden, der kan hjælpe, og det kan også være en fordel, at nogen i land ved, at man er i vanskeligheder, og hvor man befinder sig. Ombord på Jazzi havde vi:

VHF radio, både en fast og en håndholdt. Den kunne vi bruge til at kalde både i nærheden.

Satellittelefonen var altid opladt og kunne også bruges til at tilkalde hjælp. 

EPIR`en kunne alarmere alle de vigtige, og dem der ved, hvordan vi kunne hjælpes og hvor.

Plan C – Forlad båden

Vores vigtigste plan C var vores redningsflåde, som var nysynet og let tilgængelig bagerst på båden. Der skulle selvfølgelig være plads til alle, også til proviant, som blev opbevaret i en grab bag i kistebænken. I vores vandtætte grab bag var der: Nødraketter, førstehjælpsudstyr, håndholdt VHF, EPIR (GPS nødsender), vand, mad, lamineret kopi af bådpapirer og kopi af pas, solcreme, søsygepiller, fiskeudstyr, folietæpper, toiletpapir og spillekort. 

Alle andre ulykker

Mand over bord; bare at skrive dette giver mig kuldegysninger. Tanken om at ende i havet og ikke blive fundet, det må bare ikke ske. 

Vi havde klare regler ombord: Gå aldrig på dæk når man er alene, og brug altid livline og GPS-armbånd, hvis man er alene i cockpittet. Faldt en af os i vandet med et af armbåndene, ville der gå en alarm på båden. På badeplatformen havde vi et hejsesystem med trosser til at bjerge en tilskadekommen til platformen. 

Skader: Der er mange muligheder for at komme til skade, men ude på havet er der ingen læger. Man skal derfor kunne håndtere alt selv. Vi havde en del førstehjælpsudstyr og medicin med ombord. Selv små ting kan være farlige, når man er langt fra hjælp. Et sår kan blive betændt, og dage med søsyge eller diarre kan føre til alvorlig væskemangel. Vi havde et utal af medicinpræparater ombord, alt fra det milde som søsygepiller og middel mod forstoppelse til stærkt smertestillende, syudstyr, dropposer og adrenalin. Det bedste er dog, hvis ingen kommer til skade, så vær forsigtig derude.

Vejret er selvfølgelig også vigtigt. Udover at sejle over i den bedste periode, er det også vigtigt at holde øje med vejret. Vores gamle satellittelefon klarede denne opgave. Der findes meget smartere løsninger i dag, men for os virkede satellittelefonen fint. Vi hentede en gripfil hveranden dag og ringede hjem en gang om dagen for at videregive vores position, så der altid var en, der vidste, hvor vi befandt os.

Proviant til mange dage

Vi var fem ombord på vores Atlanterhavstur. Vi handlede ind til ekstra to uger, så vi havde til i alt fem uger. Vi krydsede Atlanten på 12 dage og havde mad til mange uger efterfølgende. Hellere for meget end for lidt. Vi henkogte kød, pakkede grønsager efter alle kunstens regler og pakkede alt ind i bøtter for at undgå insekter og større dyr ombord. Der er mange tips til, hvordan man bedst får fødevarer til at holde længst muligt. Vores bibel på det område var langturssejlerforeningens bog til mad ombord.

Dine overvejelser, hvis du skal af sted

Dette er ikke en manual til, hvordan man skal forberede sig til Atlanterhavet. Det er en fortælling om, hvordan vi forberedte os på vores tur. Din båd er anderledes end vores, og her er der sikkert andre ting at overveje. Vi er på ingen måder eksperter, vi fik viden og tips undervejs og kunne sikkert have gjort meget anderledes og bedre. Men forberedelse er vigtigt, så tænk alt igennem og forbered dig på det værste, så du kan slappe af og nyde turen.

Atlanterhavet

Af sted over Atlanterhavet med båden Jazzi

Over Atlanten

Foran os lå det store Atlanterhav. De sidste forberedelser ved vel overstået, og spændte påbegyndte vi vores rejse. De perfekte vejrforhold gjorde det til en uforglemmelig oplevelse, selvfølgelig med nogle interessante historier undervejs.

Afgang

Planen var at holde jul på Martinique i Caribien. Vi havde allerede sejlet fra De Kanariske Øer til Cap Verde, en forrygende tur med perfekte vejrforhold. 

Vi var fem ombord, da vi satte ud fra Cap Verde. Ingen af os havde krydset et stort hav, men vi var velforberedte. Der var styr på alt det praktiske og alle tænkelige scenarier.

Den 26. november 2019 sejlede vi fra Cap Verde. Vi strøg af sted, vinden var perfekt (15 knob) og vi loggede mellem 6 og 9 knob. Hurtig blev vi alene, og bådene, som vi havde fulgt med ud, og som vi i smug havde sejlet kapsejlads mod, bredte sig på det store hav og forsvandt så helt. 

Fart på

Under sejladsen valgte vi af sikkerhedshensyn ikke at sejle plat, men mere agten for tværs og så bomme hver anden dag. 

Vi stødte hurtigt på et par squalls (små storme med meget vind fra skiftende retninger, ofte ledsaget af regn). Om dagen var de tydeligt synlige som mørke paddehatte mod den blå himmel, men om natten kunne man let blive overrasket af en. Det var vigtigt altid at være forberedt på pludselige skift af vindretning og klar til hurtigt at reducere sejlarealet. 

Hverdagen ombord – god mad og ren båd

Hurtigt gik vi over til at sejle med kun én på nattevagt. Det passede os fint med 3-timers vagter, for det gav mulighed for lidt alenetid og rig mulighed for en god, lang søvn for dem, der ikke var på vagt. Der var masser af tid til at kigge på stjernerne og reflektere over dagens begivenheder. Jeg fandt ud af, at nattevagten var det perfekte tidspunkt til at nulstille og genoplade til næste dag.

Det var generelt en rolig sejlads over Atlanterhavet. Ud over at styre båden mod vest og holde udkig skulle almindelige hverdagsting også gøres; der skulle laves mad, vaskes op, gøres rent, vaskes tøj og normal personlig hygiejne. Vi skiftedes til at lave mad, og det blev hurtigt til en sport, hvem kunne lave den lækreste mad? Til stor fortvivlelse for kokkene blev mesterværkerne af praktiske årsager på den gyngende båd oftest serveret i skåle. 

Overmodige kapsejlere

Det var, da vi var halvvejs over Atlanterhavet, at vi blev lidt overmodige. Båden gjorde det fantastisk, og vi blev lidt kæphøje. Det store kodesejl stod flot og trak os hurtigt over havet, og det var der, vi traf et dårligt valg; vi lod sejlet blive oppe natten over.

Klokken 18 gik solen ned, og alt blev mørkt. Det var også omkring dette tidspunkt, at faldet til vores code zero sprang oppe i masten. Det kæmpestore sejl forsvandt hurtigt ind under båden i det mørke vand. Vi tog alt sejl ned og forsøgte at bjerge sejlet, som nu kun hang i skøderne. Sejlet var ikke kun tungt og fyldt med vand, det havde også sat sig fast under båden. Uden at vide hvad sejlet havde fanget, trak vi forsigtigt sejlet fra den ene side af båden til den anden. Det blev sent, før sejlet endelig slap undersiden af båden og kom indenbords.

Væltet af en kæmpebølge

Det var meget varmt ombord, og alle luger var altid åbne for at få bare en lille smule luftcirkulation. En nat oplevede vi noget, jeg aldrig havde oplevet før eller siden. Lars, vores kaptajn, havde vagten den aften. Jeg var lige vågnet og sad op i køjen under vores to skylights for at få lidt luft. Pludselig væltede jeg ind i siden på båden, idet vi pludselig krængede kraftigt. Søjler af vand stod ned gennem skylighterne som to lysende vandfald. I det mørke rum lyste vandet af lysende plankton. Båden rejste sig hurtigt igen, og jeg løb med bankende hjerte op i cockpittet. 

Heldigvis slap vi godt fra mødet med den kæmpe bølge, som havde ramt os den nat. Lars havde heldigvis livline på og slap fra mødet gennemblødt. Det var en god, men træls påmindelse, vi ikke skulle slække på sikkerheden. 

Bølgen var kommet ud af ingenting, og vi var heldige at slippe uskadte. Desuden var det en god anledning til en gang rengøring. 

Over på den anden side

Vi havde hørt meget om, hvor stor en oplevelse det var at krydse Atlanterhavet og forventede et sus af glæde ved at se land, men det kom ikke. Vi ankom til Martinique om aftenen og smed anker, der blev gjort et forsøg på at fejre vores passage, men vi endte med at gå i seng. 

Næste morgen fik vi plads i havnen La Marin. Det var skønt at være i land. Da faldet til kodesejlet var knækket, og vi alligevel skulle have en mand i masten, besluttede vi at få efterset rig og mast.

Riggerfirmaet var utroligt dygtigt, og de bevægede sig i masten som Spiderman, men kom så hurtigt ned igen. Det var ikke gode nyheder, de bragte med ned fra masten. De to øverste salingshorn var flækkede, rullesystemet var ødelagt og kodellerne i forstaget var trævlet op; det var et under, at vi ikke havde mistet masten.

Dyre lærepenge og en slem forskrækkelse

La Marin på Martinique var en meget stor havn med plads til 800 både og 2500 både for bøjer eller ankre. Der var dygtige håndværkere, og vores båd blev hurtigt søklar igen. Vi lærte meget af denne oplevelse. Det er sjovt at sejle stærkt, men det har konsekvenser, og vi havde presset Jazzi for meget over Atlanterhavet. Vi havde krydset det store hav på bare 12 dage, og det havde været sjovt, men nu blev det dyrt.

De kanariske øer

En måned på de kanariske øer

Meget mere

Rigtig mange har besøgt Tenerife og Gran Canaria, som er to meget smukke og unikke øer. Men kigger man lidt uden for de traditionelle rejsedestinationer finder man en perle af fantastiske øer, som trods de korte afstande er meget forskellige.

Ankomst til de kanariske øer

Det var vores første møde med De Kanariske Øer fra vandsiden. Foran os lå øen Tenerife. Tiden var knap, solen nærmede sig hastigt horisonten og ønsket om at komme i havn, inden det blev mørkt, var stor. 

Vi havde forladt Madeira to døgn forinden. Vejret havde spillet os et puds, og vi havde fået meget mere luft end forventet. Vi ankom til Tenerife med røde, kløende saltvandsballer, gennemblødte og trætte. Havnen Port of Santa Cruz de Tenerife, som ligger på østspidsen, blev vores faste base, en havn som vi vendte tilbage til flere gange, ikke kun for at se den store vulkan Teide, men for at besøge øens nok mindst kendte attraktion, immigrationskontoret.

La Gomera

Vi blev anbefalet at sejle til La Gomera. Her er det igen værd at påpege, at sejlere er fantastiske til at hjælpe hinanden. Vi peger hinanden mod de smukkeste og bedste destinationer, og det var tilfældet ved La Gomera.

Vinden mellem øerne kan være meget kraftig, og efter endnu en rusketur nåede vi havnen San Sebastian. Denne lille ø er helt særlig. Ude ved kysten var der varmt og tørt, men inde i landet, eller måske snarere oppe i landet, er der koldt og frodigt. Det er ikke til at tro, at man er på samme lille ø. Det kræver en bil at nå de ca. 1500 meter op til toppen. 

Vi tilbragte senere et par dage for anker ved byen Valle Gran Rey. Denne hyggelige by har stor fokus på meditation, yoga og helse, og der er mange hyggelige økologiske butikker og cafeer. Et meget populært rejsemål for de tyske turister. Desværre blev vores ophold der meget kort, vinden skiftede retning, og vi måtte tage flugten for ikke at ende på den stenede strand.

La Palma

Marina La Palma på østsiden af øen La Palma blev vores næste mål. Her ligger den meget smukke hovedby Santa Cruz. Havnen har ry for at være urolig, og det kan vi bekræfte. Ved indsejlingen til marinaen var der en port, men selv når porten var lukket gyngede bådene, og fortøjningerne knirkede, selvom vi havde polstret dem med klude.

Smukke La Palma har et helt særligt planteliv. Den smukke og frodige ø blev for vores vedkommende oplevet gennem vinduerne på en af de lokale busser. Der er flere ruter rundt på øen. Det var en billig måde at se øen på. Endnu en gang blev vi overraskede over de store forskelle, der var øen rundt.

El Hierro

Øen El Hierro er et magisk sted. Vandet er krystalklart og fyldt med liv. Lyden af de mange fisk i havnen kan tydeligt høres som små kliklyde gennem skroget. Havnen var anderledes end de sidste mange havne, vi havde besøgt. Den var lille, charmerende og uopdaget. Vi blev modtaget af havnemesteren, som også er øens lokale politimand. Han var meget hjælpsom, og efter en kort sludder stormede han af sted for at tage imod færgen. 

Længere oppe på øen ligger hovedbyen Valverde. Det var op ad bakke det meste af vejen, så cyklerne blev ombord. Heldigvis gik der en lille bus op ad de stejle veje til byen. Vi endte dog med at vente forgæves og fik i stedet et lift af nogle andre sejlere. Valverde viste sig at være ventetiden værd. Byen var enormt hyggelig og havde den smukkeste udsigt. 

Gran Canaria

Vi tilbragte kun kort tid på Gran Canaria. Ikke fordi vi bevidst fravalgte øen, men fordi der ikke var plads til os. Arken (en flotille med både fra hele verden) mødes der, inden de sejler over Atlanten. Vi har intet imod Arken. Det er en rigtig fin måde at sejle sammen på, men vi plejer at planlægge vores sejlads omkring dem, af den ene grund at de optager meget plads.

Tenerife

De mange både omkring Tenerife og Gran Canaria gjorde det svært at få plads i havnene. Vi var heldige at få plads i Marine Del Sur på Tenerife, men sejlede efter 2 dage, da de hævede havneprisen til 150 euro pr/nat. Vi tog flugten til Santa Cruz på Tenerife, som er en mindre charmerende havn, men med super venligt og hjælpsomt personale.

Vi tilbragte generelt meget tid i havnen Santa Cruz på Tenerife. Det var en stor havn, og der var gode håndværkere med adgang til reservedele; om vores båd havde brug for hyppige reparationer, eller om det bare er en generel tendens på langtursbåde, er stadig uklart! Vi blev efterhånden gode til at finde de reservedele, vi havde brug for.

På Tenerife fik vi fyldt gas på køleskabet og en ny ovn, som efter en lille ulykke manglede glasset i lågen. Motoren fik den helt store omgang. Alt blev efterset, herunder generator, watermaker og masten.

Grunden til den ekstra grundige gennemgang var den nærtstående Atlanterhavskrydsning. Det var også her, vi fik handlet ind til fem mand i to til tre uger. Stakkels lille Fiat Panda.

Tips til sejlere

Skal du sejle til De Kanariske Øer er her et par guldkorn, vi lærte på vores tur

  • Ind- og udklarering: foregår på Tenerife og Gran Canaria.
  • Pladser: De små hyggelige havne kan være svære at få plads i, særligt for de lidt større både eller både med stor dybgang. Vi stak 2,40 m og blev flere gange afvist på dybden.
  • Vinden: Mellem øerne er vinden kraftig, også tit kraftigere end anvist på vejrudsigten.
  • Du kan kalde de fleste havne på VHF`en, men de er ikke så gode til at svare. Det kan være en god ide at ringe i forvejen for at tjekke, om der er plads, særligt i den tid hvor Arken er i området.

Apps og hjemmesider

Navily. Vi blev anbefalet denne app af andre sejlere. Her kan du læse om ankerpladser og havne.

Windy. Det var også på De Kanariske Øer, at vi blev anbefalet Windy. God og letforståelig vejr-app. Vi tjekkede altid vejret gennem forskellige kanaler.

Bo på båd

Hvordan er det at bo på en båd fuldtid?

Stor frihed

At bo på en båd er meget anderledes end en traditionel bolig. Det er ikke for alle, og der er helt sikkert nogle udfordringer, der følger med at bo på vandet, men for mig var det en mulighed for at udleve drømmen om mere fritid, om at arbejde færre timer og at drikke min kaffe i solskin og ikke bag rattet i min bil.

Men hvordan er det så at bo på en båd?

For mig var det meget en praktisk beslutning, men det endte med at blive meget mere end det. Der er en del skjulte glæder ved at bo på båd;, glæder jeg først opdagede hen adf vejen. 

For det første er havnemiljøet enormt hyggeligt, og folk er for det meste glade, idet de er på ferie. Her er den største fare at ende i en evig ferierus. 

Den anden store overraskelse er, at naturen kommer meget tæt på. Forestil dig en tidlig morgen, kaffen i koppen er varm, vandet er helt stille og en sæl stikker hovedet op af vandet og kigger på dig. Det er særlige øjeblikke som disse, der gør det at bo på båd så mindeværdigt og det hele værd.

Det skal dog siges, at det langt fra er alle morgener, der kommer med solskin og sæler. Det er oftere regn, herunder regn for femte dag i træk så alt dit overtøj er vådt i ærmerne, og luftfugtigheden i båden er så høj, at intet tørrer lige foreløbig. Men her må man tage det sure med det søde.

Det kan være virkelig hårdt at bo på båd

Det bringer mig til udfordringerne ved at bo på båd, og dem er der mange af. 

Plads er helt klart en af udfordringerne ved at bo på en båd. Alt skal overvejes og planlægges nøje, fordi der simpelthen ikke er plads til noget ekstra. Jeg har været nødt til at skille mig af med en masse ting og lære at leve med mindre. Det kan være hårdt, men det er på en måde også meget befriende, og jeg værdsætter de ting, jeg har, meget mere. Kun få ekstra ting overlevede og endte i flyttekasser på min fars loft, så tak for det, far. 

Det er desuden en god måde at spare penge på, for der bliver aldrig plads til ekstra ting! 

Vand kan også blive en udfordring. De fleste havne lukker for vandet om vinteren, og man skal derfor hente vandet i spande og bære det ned til båden. 

“Er det ikke koldt at bo på båd”? Det er nok det hyppigste spørgsmål, og jo det er koldt, hvis man ikke forbereder sig. Et godt trick mange bruger er vintermåtter, da de holder på varmen. Pladsen går nu igen fra en ulempe til en fordel, for det er nemlig lettere at opvarme et lille rum. Jeg brugte olieradiator om natten og oliefyr om dagen.

Flytningen fra land til vand havde bestemt sine udfordringer, men jeg ville ikke bytte dem for noget som helst. For mig var kompromiserne det hele værd.

Min båd og hjem

Der var mange overvejelser, inden jeg købte min båd, ikke mindst fordi det også var min første båd. Mit duelighedsbevis var kun få uger gammelt, da jeg købte min første båd. 

Jeg ville have en mindre og billig båd. Efter at have lavet en del research besluttede jeg mig for Edith, en Bianca 27. Hun var 50 år gammel og trængte til en del arbejde. Det bedste ved Edith var, at hun var meget overkommelig, hvilket var perfekt for mig som ny sejler. Det viste sig, at Edith var den perfekte båd for mig. Hun lærte mig en masse og hjalp mig med at blive forelsket i sporten. 

Det er hårdt at lære

Jeg fik engang at vide, at man først udvikler sig, når man kommer ud af sin komfortzone, og det var det, Edith og jeg gjorde sammen. Processen med at renovere den gamle båd var hård og langsom – ofte smertefuldt. Men hver gang det blev rigtig svært, sagde jeg til mig selv: Det er nu, du udvikler dig. Det var ikke altid let, men det var det hele værd. For i sidste ende kom vi begge ud af det stærkere og bedre end før.

Glæden var ekstra stor, da jeg endelig kunne flytte ombord; det var starten på sommeren. Min billige husleje gjorde, at jeg de fleste morgener kunne nyde kaffen i cockpittet. 

Min husleje var gennemsnitligt på 500 kr. pr. md. Det inkluderer havneplads, forsikring af båden, kontingent til klubben og strøm. Med i prisen er ikke depositum, som for min havn er 15.000 kr. Priserne varierer meget fra havn til havn.

Hvad nu?

Ville jeg have gjort noget anderledes? Ja, meget ville jeg i dag have gjort anderledes, men ikke dengang. Den gamle Bianca var en god starterbåd, og jeg vidste, at jeg ville lave fejl. Jeg vidste, at jeg ville købe katten i sækken. Så hvorfor ikke gøre det med fuldt overlæg. Gamle Edith lærte mig meget, og jeg sendte hende videre ud i verden i bedre stand.

Jeg endte med at bo på båd i fire år, det første stykke tid på Edith og senere med min bedre halvdel på hans båd. Efter to år på båd i Danmark, sejlede vi mod varmere himmelstrøg, først over Atlanterhavet og senere ud i Stillehavet. 

Nu er jeg tilbage på land, og nyder ekstra meget at tænde for vandhanen, at fjernvarmen opvarmer min lejlighed og lyden af opvaskemaskinen. 

Kunne jeg finde på at flytte på båd igen? Ja.

Columbia

På kant med loven i Colombia

Sådan endte jeg foran politiet i Colombia

Nogen fejl er større end andre, og de kan få store konsekvenser. Det skete for mig i Colombia, hvor en dumhed bragte mig i problemer med politiet. 

Det vigtige papirarbejde

Når man som sejler kommer til et andet land, er der visse regler, man skal følge. Til forskel fra ankomst gennem en lufthavn, er det ens eget ansvar at kontakte de korrekte myndigheder for at tjekke ind i landet. Uanset hvor langt man har sejlet, og hvor udmattet man er, skal der indklareres. Man kan selvfølgelig ankomme så sent, at kontorerne er lukkede, men så er det det første, man skal gøre næste morgen – og altså ikke noget med lige at spadsere en lille tur eller handle først.

Det kan godt tage en hel dag at indklarere, da man skal besøge forskellige kontorer i den korrekt rækkefølge. De fleste steder står vi selv for at indklarere, men i visse lande er det en fordel eller et krav at have en agent, og i Colombia brugte vi havnens agent.

Afsted mod Colombia

Det var et år siden, at båden sidst var blevet bundmalet, og Colombia var et godt sted for en sådan opgave. Aftalen med værftet var på plads og havde været det længe. Vi havde travlt med at nå vores aftale, og vi tog derfor hurtigt afsked med Aruba. Vi havde forsøgt at skaffe colombianske pesos, uden held, men med et håb om, at de ville tage imod dollars, sejlede vi mod Colombia og havnen puerto Velero.

Det var en blæsende tur. Kysten udenfor Columbia er berygtet for at være meget blæsende, og det gjaldt også for selve havnen. Puerto Velero er en nyopført havn og resort. Det var et sted med mange planer og drømme. Det var også en sandtange med kraftig vind, hvor sandet stak som nåle, og et sted hvor de ikke tog imod dollars. Ups! Vi havde ingen muligheder for at betale, men heldigvis var colombianerne gavmilde. Vi kunne bare betale i morgen.

I Colombia uden penge

For at løse vores pengeproblem måtte vi ind til den nærmeste by Barranquilla, som lå en halv times kørsel fra havnen. Vi havde stadigvæk ikke set skyggen af hverken agent eller immigration, og på dag to blev situationen mindre holdbar. Vi spiste sammen med de lokale og boede på loftet hos en lokal familie, mens båden var på land, men stadig uden at kunne betale.

Hver morgen klokken 8 kørte en bus fra Puerto Velero til Barranquilla. Jeg havde lånt nogle pesos af havnen og hoppede på bussen. Det var skønt endelig at få kontanter, men glæden var kort. Immigrationen var kommet til Puerto Velero, og de var mildest talt utilfredse. 

Det ser ikke godt ud

Lynhurtigt fik jeg fat i en taxa og tog turen tilbage til havnen. Her kom min mand løbende. Vi skulle møde på immigrationskontoret i Barranquilla, så ind i taxaen igen og tilbage til byen. 

Vi vidste, at vi havde begået en stor fejl ved at forlade havnen, men det var først siddende på plastikstolene på immigrationskontoret at alvoren gik op for os. Vi fik ingen forklaring, vores agent var stadig ikke dukket op, og en mand i håndjern med et blødende sår i panden, som var ledsaget af to bevæbnede betjente, blev placeret ved siden af os.

Endelig kom vores agent. Hendes afslappede facon fik mig til at slappe lidt af. En ro, der ellers fuldstændig forsvandt, da jeg få minutter senere blev fotograferet og fik taget fingeraftryk. Stadig uvidende om hvad der skulle ske, sad vi kort efter foran en kvindelig politibetjent. Hendes engelsk var heldigvis bedre end vores agents. Hun var hård og kontant, mens hun læste min forseelse op for mig.

Sigtet som illegal indvandrer

Jeg blev simpelthen sigtet som illegal indvandrer. Jeg havde mulighed for at kontakte den danske ambassade, men de ville køre en sag mod mig, og dommen ville blive afsagt om to uger. 

Der kunne ske en af følgende ting: 

1) Jeg ville blive udvist af Columbia. 

2) Jeg skulle betale en bøde svarende til en halv måneds løn for en colombianer. 

Det var en lang dag på kontoret, og den kvindelige politibetjent blødte heldigvis lidt op og kom med gode råd til, hvad vi skulle se, nu hvor vi var i Columbia. Vi fik lov til at gå ud i byen og spise frokost – dog ledsaget af vores agent. 

Manglende afgørelse og afrejse fra Colombia

Så længe der var en sag kørende mod mig, kunne jeg ikke indklarere, og jeg blev officielt udleveret i min mands varetægt. Han skulle skrive under på, at han tog ansvar for mig. Vores agent ville føre sagen på mine vegne. 

I mellemtiden blev båden blev malet, og vi fik fikset en del andre ting. Alt virkede normalt. Da vi nærmede os afrejse, og sagen endnu ikke var afgjort, steg nervøsiteten igen. Vi forventede, at jeg ville få en bøde, så vi efterlod 150 dollars, så havnen og agenten kunne betale bøden på mine vegne. Immigrationen stemplede endelig mine papirer, og så kunne vi forlade landet på lovlig vis.

Nyt fra Colombia

Indrømmet, jeg havde aldrig forventet at høre fra dem igen! Men her kom det. Hele 9 måneder senere. En mail med en vedhæftet fil med et fotografi af et maskinskrevet dokument. Det var en kort beskrivelse af min forbrydelse, hvor der blandt andet stod, at jeg var taget til Barranquilla for at blive klippet, men pyt nu med det…

Udfordringen var, at jeg skulle møde op i en specifik bank i Colombia og betale en bøde på 300 dollars, ellers ville jeg blive udvist af Columbia. Selvom det er svært at blive udvist fra et land, som man allerede har forladt, valgte jeg alligevel at betale bøden.

Colombia er et helt særligt og meget spændende land. Det er et land, som jeg gerne vil besøge igen. Det var ikke muligt at få fat i min agent. Gennem havnen fik vi at vide, at hun ikke længere arbejdede der. Corona var på sit højeste, og den nyanlagte havn og resort led under nedlukninger. Jeg pressede ikke på for at få dem til at betale bøden, men kontaktede i stedet Colombias immigration for at få en anden måde at betale bøden på. De sendte mig nogle bankoplysninger, som jeg fik min bank til at tjekke for mig. Da alt var godkendt, betalte jeg bøden.

Min fejl

Fejlen i Colombia var hundrede procent vores. Vi havde været på farten længe, rejst gennem mange lande og var blevet uforsigtige. Colombia er et spændende land og et sted, som jeg gerne vil besøge igen. Jeg tror dog, at jeg inden en eventuel rejse dertil lige vil kontakte den danske ambassade for at sikre mig, at der ikke ligger en arrestordre på mig efter min dumme fejltagelse.

Blog fra Venezuela

Er der pirater i farvandet?

Vi er ikke altid i sikkerhed

Det er dejligt at sejle, og særligt at nyde den frihed det er at bevæge sig frit rundt, men det er desværre ikke alle steder, som er helt trygge at være. Der findes steder, hvor sejlads kan være farligt på måder, som vi ikke er vant til, og hvor vind og god navigation ikke nødvendigvis sikrer en sikker passage.

Der er mange ting, som man bør overveje og sikre sig, før man begiver sig ud på en længere sejltur, og vi havde styr på det hele. Vi havde eksempelvis et mindre hospital med om bord. Vi kunne redde hinanden op af vandet, og vi var sikret med livliner, redningsflåde og nødraketter. Men nu skulle vi sejle i et farvand, hvor der havde været piratangreb, og hvordan forbereder man sig på det?

Plan A – hvordan undgår vi pirater, og hvad gør vi, hvis vi møder dem?

Vores næste stræk gik fra Granada til Los Roques – en lille ø ude for Venezuelas kyst. Vi havde læst beretninger om piratangreb på netop det stræk, som vi nu skulle sejle. Sikkerhed var altid en af vores højeste prioriteter – vi skulle jo gerne sejle jorden rundt.

Målet på denne tur blev derfor at undgå pirater, og for at mindske risikoen valgte vi at sejle langt fra kysten. Dog kunne vi ikke være sikre på ikke at støde ind i pirater, selvom vi tog vores forholdsregler og sejlede langt fra land, så vi var nødt til at forberede os på det værste, og det var ikke en let opgave.

Plan B – råb om hjælp

Vi havde ingen planer om at forsvare os, hvis vi skulle møde pirater undervejs. Vores vigtigste og eneste plan var at fortælle omverdenen, at vi var i problemer – og her havde vi tre vigtige våben.

Epir’en var vores vigtigste form for alarmering, da det er en sender, som, hvis den aktiveres, sender nødsignal og position.

Vores anden vigtige kanal var satellittelefonen. Inden afrejse havde vi anskaffet os telefonnummeret til søværnets operative kommando i Danmark.

Vores tredje og sidste sikkerhedsline var VHF-radioen. Via den kunne vi nemlig kontakte skibe nær os, som ville kunne sende vores nødsignal videre. 

Plan C – kryds fingre og håb på det bedste

Derefter var der ikke meget andet, som vi kunne gøre, hvis vi skulle møde pirater. Vi ville for alt i verden ikke give dem grund til at skyde os, så planen var at blive i cockpittet, hvor de kunne se os. Vi var forberedte på at give dem alt af værdi, selv båden, hvis vi kunne få redningsflåden.

På trods af alle vores forberedelser var der en ret anspændt stemning inden afrejse. Heldigvis fik vi en positiv melding fra en båd, som få dage forinden havde foretaget samme rute uden problemer. Det hjalp på nerverne.

Nerver og afgang

Forberedte og spændte forlod vi den trygge havn i Granada og bevægede os nordpå – 90 grader i den forkerte retning. Vi havde fuld navigation tændt, også AIS (AIS-senderen angiver vores position), så hvis nogle observerede bådene, der sejlede fra og til Granada, ville de tro, at vi var på vej nordpå.

Efter en tilpas lang sejlads i den forkerte retning, slukkede vi for AIS’en og skiftede kurs. Det var en mærkelig fornemmelse, lidt som at lege katten efter musen, uden at vide, om der var en modstander. Da det blev mørkt, gjorde vi noget, som vi aldrig havde gjort før; Vi undlod at tænde lyset.

Små lys i mørket, sætter pulsen i vejret

Nerverne sad uden på tøjet. Travlheden inden afrejsen havde været en fordel. Nu var der tid. Tid til at tænke planen igennem og tid til at overveje, om vi havde forberedt os godt nok.

Tidligt på aftenen steg utrygheden. På vandet forude dukkede en masse små lys op. Foran os lå en gruppe små både. Pulsen steg, idet vi nærmede os. Vi vendte situationen flere gange og var i fuldt beredskab. Ville piratbåde have lys på? Vi passerede de små både, som ikke gjorde væsen af sig.

Resten af turen var meget udramatisk. Vi fik en del vand, og tankerne om pirater blev overskygget af skiftende og hyppige vindspring. Da det igen blev lyst, lå vi midt i en storskibsrute. Vi havde igen tændt for AIS`en. Det føltes trygt at være omgivet af de store skibe.

Los Roques – det lille paradis

Los Roques endte med at blive et af mine yndlingssteder. Vi var blevet frarådet at sejle til Venezuela, og det havde heller aldrig været vores plan, men flere rådede os til at besøge Los Roques, som er en lille venezuelansk ø.

Da vi ankom klokken 7 om morgenen, var vi godt trætte. Det havde været en hård tur, hvor vejret havde budt på flere overraskelser. Flere små koncentrerede uvejr, kalde squalls, havde lagt vejen forbi. En motorbåd kom imod os inde fra øen. Da den kom tæt på, kunne vi se manden i den lille motorbåd. Han vinkede, smilede og sejlede så forbi. Det hjalp på humøret.

Fantastisk venezuelansk gæstfrihed

Jeg har sjældent mødt en sådan gæstfrihed, som vi mødte på Los Roques. Min største fortrydelse er, at jeg ikke talte spansk. 

Selve inklareringen var lang og besværlig, men den blev håndteret af de sødeste mennesker. En meget flot klædt politimand førte os rundt i byen til hele fem forskellige kontorer. Vi måtte kommunikere med tegnsprog og tegninger. De havde aldrig hørt om Danmark, og de vidste ikke, hvor det lå. Vi blev som så mange andre steder noteret i en stor tyk bog – garanteret som “tyskere fra byen Danmark”.

Torvet i midten af byen var det helt store samlingssted. Det var samtidig også det eneste sted med WiFi, og som alle andre på jagt efter internet, blev det også her, vi slog os ned, når vi skulle være asociale sammen.

Øen var smuk, og husene var charmerende. Der var ingen biler, ingen asfalt og ingen stress. Det var også det perfekte sted for windsurfere, som fløj hertil via den lille lufthavn.

Tuamotu

Sejlads under corona 3 – Afslutning på vores jordomsejling

Svære beslutninger og en tyfonsæson

Det kan være svært at opgive en drøm, man har haft længe; at erkende, at man trods meget forberedelse ikke når i mål.

Usikkerhed og nye muligheder

Det franske militærpoliti, gendarmerne, holdt et skarpt øje med os. Langsomt fik bådene svar på deres ansøgning om at blive, og man kunne uden videre forvente en gendarm forlange, at man skulle sejle omgående. Når gendarmerbåden sejlede rundt og prikkede både ud, var stemningen meget anspændt. Frygten for at blive prikket var stor. Vi var bange for, at de lyttede med på VHF`en, så samtaler om gendarmernes udpegning foregik i det skjulte. Ønsket var at samle os alle ved Tahiti til trods for, at ankerpladserne der allerede var fyldte. 

Endelig kunne vi sejle videre

Det tog lang tid, men langsomt løsnede regeringen sit tag. Det blev fortalt i morgenens nyheder, at vi nu kunne besøge andre ankerpladser på Nuka Hiva. Glæden blev kort, for de lokale gendarmer havde fortolket reglerne anderledes og truede med store bøder, hvis vi så meget som løftede ankeret. 

Da vi officielt ikke var tjekket ind i landet, turde vi ikke bevæge os, og først da alle restriktioner blev hævet, løftede vi ankeret. Det blev til tre måneder på Nuka Hiva. 

Efter den hårde nedlukning var Fransk Polynesien coronafri. Der var stadig lukket for al flytransport. Det var et hårdt slag for turistindustrien, og for mange af dem var corona nådestødet. 

Smukke Fransk Polynesien og nye sejlervenner

Endelig fik vi muligheden for at opleve Fransk Polynesien og med en uventet gave. De mange uger i den samme bugt og med de samme både havde skabt et sammenhold. Da det endnu ikke var muligt at sejle videre, sejlede vi alle rundt i Fransk Polynesien. Vi mødte derfor igen og igen sejlere, vi kendte.

At få mulighed for at opleve de smukke øer var noget, vi nu satte ekstra stor pris på. Det blev til mange måneds fantastiske oplevelser på de smukkeste øer. Vi sejlede fra de frodige Marquesas-øer, til de smukke, hvide strande og de turkisblå laguner på Tuamotu-øerne og videre til de fantastisk smukke Selskabsøer. Vi nød at ligge i havn på Tahiti efter mange måneder for anker.

Fanget i tyfonsæson

Men vi længtes også efter at komme videre. Det var ved at være sidste udkald, hvis vi skulle nå Australien eller New Zealand inden tyfonsæsonen, som starter i november og slutter i april. En sejltur på 4 uger. 

Mange sejlere bruger sommerhalvåret på at sejle mellem stillehavsøerne. Når tyfonsæsonen nærmer sig søger de sikkerhed i New Zealand og de dele af Australien, der ligger udenfor tyfonbæltet. Men i år var anderledes. Det var stadig i starten af coronapandemien, og usikkerhed og frygt herskede stadig.

Ocean Cruising Club

Til trods for, at tyfonsæsonen nærmede sig, ville Australien og New Zealand ikke åbne grænserne for os. OCC (Ocean Cruising Club) gjorde et stort arbejde for sejlerne. De kæmpede for at forklare Australien og New Zealand konsekvenserne for sejlerne, hvis de ikke kunne søge sikkerhed i tyfonsæsonen. De kom med forslag til karantæneplaner og henviste til dem, der havde været brugt i Caribien. Men lige lidt hjalp det

Det var en svær situation for sejlere og beslutningstagerne. Alle lande omkring os forblev lukkede. De få både, der i desperation sejlede mod et lukket land, blev ofte anholdt ved ankomst. 

I Fransk Polynesien på ubestemt tid

Til alt held tydede de seneste temperaturmålinger i Stillehavet på, at denne tyfonsæson ville blive en mild en af slagsen. Prognoserne og mange års statistik pegede i retning af, at Fransk Polynesien ville gå fri. 

Vi havde nu været i Fransk Polynesien i 9 måneder. Tyfonsæsonen var startet, og selv hvis landene omkring os åbnede deres grænser ville der gå yderligere 6 måneder, før vi kunne sejle videre. Vi trængte til en pause og fløj til Danmark for at holde jul. Situationen lod ikke til at ændre sig, og vi havde inden afrejse sat vores båd og hjem gennem fire år til salg.

Hvad med båden?

Det viste sig at være svært at sælge sin båd under en pandemi. Rejserestriktioner gjorde det svært (eller umuligt) for folk at bevæge sig over landegrænser. Oveni kom, at flere af de store charterfirmaer solgte ud af deres både til billige penge.

Pengene var ved at slippe op, og det er dyrt at have en båd liggende i Fransk Polynesien. 

Firmaet Seven Star transporterer både rundt i det meste af verden. Det var ombord på Seven Star, at vores båd igen sejlede gennem Panamakanalen og op til Nordsøen. Sydengland var det nærmeste stoppested. I september 2021 hentede vi vores båd i England og sejlede hende selv det sidste stykke til Vejle.

Afsked 

Vi solgte vores båd i Vejle, hvor vi 2 år tidligere var sejlet af sted fra. Prisen for at få hende hjem havde været høj, og vi havde ikke råd til at beholde hende.

Mange lande lukkede deres grænser, hvilket var helt forståeligt. Vi var bare uheldige at blive fanget på det forkerte ben. Der skete så meget det første år med Corona, så det er klart at os på havet blev lidt glemt. Vi var heldige, for vi mistede kun vores båd og ikke hverken liv eller levebrød. 

For de sejlere, der blev i Stillehavet, blev det til en ventetid på to år, før de kunne sejle videre. God vind og god tur til dem, der blev 🙂

Sejlads i Skotland

Smukke Skotland, den Kaledoniske kanal med de mange sluser

Sejlads i Skotland

Vores første rigtig langtur gik til skotland. Planen var at teste båd og besætning. Et rigtigt klogt valg. Det blev en tur med store naturoplevelser, kanalsejlads, motorproblemer og introduktion til tidevandstabeller.

Nordsøen, bølger og blå mærker

Efter en sejltur fra Vejle gennem limfjorden til Thyborøn, lå vi nu i nordsøen, bølgerne kom fra alle sider. 

Det var en rigtig hård tur, ikke fordi der var meget vind, faktisk var der ingen luft. Den foregående dag havde brugt alt vinden, det var gårsdagens bølger, vi nu sejlede i. De var små, stejle og kom fra alle sider. Iført fuldt sejlertøj væltede vi rundt på båden, mens den konstante småregn holdt os fra at tørre ud. 

Et godt stykke inde i turen mødte vi de første boreplatforme, som man skal passere med stor afstand. En enkelt kaldte os over VHF radioen, og bad os ændrer kurs, da vi var for tæt på. Vi var langt uden for sikkerhedsafstanden, men selvfølgelig ændrer man kurs, når en følgebåd ligger klar til at eskortere os væk.  

Motorproblemer og søde naboer 

Trætte, våde og fyldt med blå mærker ankom vi til Skotland. Det bedste ved denne passage var, at den var overstået. Eller snarere det næstbedste, det bedste var de kæmpestore delfiner. Deres store øjne kiggede op på os gennem det oprørte hav, som undrede de sig over hvad vi lavede der, noget vi også selv havde undret os over.

Kursen var sat mod Inverness, som ligger lige ved indsejlingen til den Kaledoniske kanal. En kanal der går tværs gennem Skotland. 

Den manglende vind blev en fordel, da vi sejlede ind i Inverness havn. Motoren gik i stå. Der blev pludselig stor aktivitet på den 65 fods store katamaran, der lå ved indsejlingen. De kunne se, at vi havde problemer, og løb rundt på katamaranen med fendere. Da den dyre kulfiberkatamaran var sikkert passeret, sprang besætningen i land for at hjælpe os. Vi ser det så tit, sejlere der hjælper sejlere. Vi mødte i øvrigt den selv samme katamaran tre år senere i Fransk Polynesien, det er en lille verden.

29 sluser, er virkelig mange

Vores første møde med kanalen, gik ikke som forventet. Skal jeg være helt ærlig, så var vi dårligt forberedt og nåede ikke slusetiden, som er sat ud for tidevandet. Næste dag gik noget bedre. Personalet der opererer de mange sluser er venlige, noget vi især oplevede ved den første sluse. Her betaler man for adgang til hele kanalen. I 2018 hvor vi sejlede igennem, kostede det 304 pund for vores 49 fods båd, men så er der også betalt for toilet, havnepenge og  slusepassager i hele kanalen. Vi fik også gennemgået processen, af en meget grundig og venlig mand. 

Den første dag sejlede vi gennem 6 sluser. Det er en meget enkel proces. Vi kalder de enkelte sluser eller svingbroerne, over VHF`en på kanal 74, og får så anvisninger, enten til at vente ved den nærliggende bro, eller hvilken side i slusen vi skal ligge. Det fungerede rigtig fint. To mand springer i land med for og agterfortøjning, det er så bare at følge med båden op. I nogle sluser lukkes vandet hurtigt ind, og her kan båden være svær at holde. Var der flere sluser efter hinanden, trak man båden videre til næste sluse. Den længste slusetrappe er 8 sluser i træk og hedder neptuns trappe. 

Loch Ness

Der er en del udlejningsbåde, oftest motorbåde. De havde lettere ved at holde deres både på plads, da de ikke stikker så dybt. Nogle af sluserne var store turistmål, og vi blev fotograferet til den helt store guldmedalje. 

Langs kanalen er der flere steder, hvor man kan lægge til for at overnatte eller holde en pause. Her er også oftest toiletter og bad. 

Vi nåede søen Loch Ness den første dag. Det var planen at ligge for anker, eller ved en af ankerbøjerne. Det viste sig at være en svær opgave. Alle bøjerne var optaget og søen er meget dyb. De stejle skrænter, der omgiver den berømte sø, fortsætter dybt ned i søen. Foyer Bay blev vores redning og det blev en rolig nat for anker, uden søuhyre eller ankeralarmer og på en meget smuk ankerplads. 

Ude på den anden side, hvor tidevandstabeller skal læres

På dag to blev vi lidt slusetrætte, og mistede overblikket over hvor mange sluser vi havde været igennem. Glæden, da vi på tredje dagen passerede de sidste to sluser, var stor. 

Øen Karrera blev vores næste destination, en lille ø med 40 indbyggere. Turen dertil havde budt på marsvin, delfiner og sæler. Vandet i havnen var klart og fyldt med liv. En gang i timen sejlede en lille færge over til byen Oban. 

Vores største udfordring uden for kanalen var tidevandet. Det kan være et meget strømfyldt farvand. Bevæbnet med tidevandstabeller forsøgte vi det bedste vi kunne at regne os frem til det rigtige sejltidspunkt. 

Fri for sluser, men bundet af tidevand

Reeds, vores trofaste tidevandstabel og guide, frarådede at sejle til Malfort uden lokalkendskab, men vi besluttede at forsøge alligevel. Sejlturen gennem fjorden var smuk, og problemfri. Men turen derfra var det stik modsatte. Vi sejlede ud af den klippefyldte fjord en halv time før tidevandstabellens anbefaling. Det mindede mest af alt om en flod. 7 knobs modstrøm og en meget bleg skipper. Motoren måtte arbejde for at bevare en knobs fremdrift. På klipperne langs fjorden lå en efterladt sejlbåd, de havde nok heller ikke lyttede til anbefalingerne. 

Selv om turen uden for sluserne bød på udfordringer, var det smukt, og vi mødte de dejligste mennesker på vores vej. 

Det kan ikke siges nok, den skotske natur er utrolig smuk, vejret er til gengæld meget omskifteligt. 

Eventyrlyst og store drømme

Selv om turen gennem den kaledoniske kanal havde været spændende, simrede en stemning af eventyrlyst ombord på båden. Vi ville nord om Skotland.

Det var som sagt vores første langtur, og det var gået over al forventning. Jo.. det ville være en omvej, men vi var langturssejlere, som nu kunne regne tæt på rigtigt, når det kom til tidevand. Inden drømmen blev en realitet, faldt den til jorden. Et uvejr var på vej. Det var i forvejen en meget vanskelig sejlrute, og vejret var ikke med os. Vi havde fortsat motorproblemer når motoren var kold. Det viste sig at være brændstofpumpen, så jeg måtte overtage denne opgave. Min plads var ved motoren, hvor jeg kunne pumpe på brændstofpumpen, når motoren gik ud. Ikke ideelt hvis vi havde valgt at sejle nord om skotland

Tilbage til sluserne

På turen tilbage mod sluserne tog vi en overnatning i Tobermory på øen Mull. Her lå den smukkeste og mest farverige by. Det var klart også et sted, hvor der kom turister og flere af bådene i havnen skiltede med hvalsafarier. Vi havde uden held spejdet efter de store hvaler. 

Det var nu tid til at vende næsen mod kanalen, og heldigvis var vinden med os. Tiden var knap, vi skulle nå Fort William og slusen Seaside Loch inden kl 18. 

Heldet var ikke med os, vinden døde, og den on/off regn vi havde sejlet i var nu permanent på on. Vi nåede ikke slusetiden og ankerspillet virkede nu pludselig ikke. Der var ikke mange muligheder og vi endte med at fortøjre til selve slusen, men så var vi også sikre på at komme ind næste morgen. 

Tilbage i kanalen, glemte vi hurtigt nordskotland. Den smukke kanal, der snor sig gennem det grønne og barske landskab, er helt unik.

Nye drømme

Vi fik hurtigt nye planer. Da drømmen om at komme nord om Skotland ikke kunne blive en realitet, blev der hurtigt lagt nye planer. Denne gang var vejret og ruten fornuftige. Da vi igen var ude af kanalen satte vi kurs mod Norge. 

Jeg har siden Skotlandsturen, sejlet i nordsøen flere gange og det har aldrig været en fornøjelse. Turen til Norge var ingen undtagelse, og det var en træt besætning, der nåede Farsund. Indsejlingen til Farsund er fantastisk smuk. De enestående klipper og husene der putter sig mellem dem, for ikke at tale om det rolige vand var den perfekte afslutning på sejladsen i nordsøen. 

Vil jeg tilbage til Skotland?

Jeg vil gerne til skotland igen. Også gerne gennem den kaledoniske kanal, selv om man kan få en slem overdosis af sluser. Der er flere ting jeg i dag ville have gjort anderledes. Den vigtigste er nok tiden. Vi skulle have sat mere tid af. 

Hvad vi lærte og ville ønske vi viste

  • Tidevand: Er der ikke styr på tidevandet kan det let gå galt. Vi brugte to forskellige metoder og sammenlignede resultaterne. Den ene er Navionic og den anden er Reeds
  • God forberedelse, så man ikke misser slusetiderne. Havde vi læst på lektien ville det have sparet os for meget tid og mange små fejl: https://www.scottishcanals.co.uk/activities/boating/ Her kan du også læse om priser og meget andet.
  • Opdateret søkort: Der er en del boreplatforme og vindmøller. Trods et nyere søkort, manglede vi en vindmøllepark. Det skabte lidt forvirring i mørket, på det meget trafikerede vand.
Corona og Stillehavet

Sejlads under corona 1 – Fra Galapagos og ud i Stillehavet

Da corona overraskede og ændrede alle planer

Corona kom bag på rigtig mange af os. Til at starte med virkede det så fjernt, indtil det pludselig kom helt tæt på og fangede os på det forkerte ben.

Indhentet af corona

Da vi i august 2019 forlod Danmark, var det uden bekymringer om en pandemi. Set i bakspejlet var vi heldige, for vi sejlede væk fra corona, men ikke hurtigt nok. 

Det var først, da vi i marts 2020 lå på Galapagos, at corona indhentede os. 

Det første tilfælde af corona var netop registreret på Galapagos. Med et forsvandt den hyggelige og afslappede stemning, hvorimod utryghed og panik lynhurtigt dukkede op. Hvor vi dagen før havde drukket kaffe på en af de lokale cafeer, var det nu helt anderledes. Der blev trængsel i supermarkederne, og skulle vi i land, blev vi lyst i panden med et lasertermometer af vagter iført hvide dragter og med mundbind. 

Usikre tider og forberedelse

Adgang til og fra Galapagos blev begrænset. På fastlandet Ecuador var coronasituationen ved at eskalere. Turister på Galapagos ville hjem, inden grænserne lukkede, og køerne foran turistbureauerne var enorme.

Der var lukket for nye både, som nu kun måtte tanke, inden de sejlede videre. 

At krydse et stort hav kræver lidt ekstra planlægning. Vi var så småt ved at forberede os. Vi havde handlet det meste i Panama og suppleret med frisk frugt og grønt på Galapagos. Båden var også sejlklar. Vi havde diesel, vand og gas. 

To timers varsel og fire ugers sejlads forude

Det var kun småting, der manglede. Det var en opringning fra vores agent, der fik os op i omdrejninger: Vil I sejle, så er det nu, for alle offentlige kontorer er ved at lukke. 

Skulle vi sejle eller blive på Galapagos på ubestemt tid? 

Få minutter senere sad vi i en vandtaxa på vej til diverse kontorer for at få stemplet papirerne. Båden blev inspiceret. Nu var der ingen vej tilbage.

Vi vinkede til et militærskib, der lå uden for Galapagos og satte kursen mod Fransk Polynesien. Det var først der, det virkelig gik op for os. Det hele var gået meget stærkt, og det var det længste stræk, vi nogensinde havde taget. Foran os lå en fire uger lang tur. Med Galapagos stadig i sigte fik vi hentet en vejrmelding.

Lukket land – hvem vil lukke os ind?

De første fem dage svigtede vinden os. Det samme kunne desværre ikke siges om den konstante regn. Det var med opløste fødder og vådt tøj, at vi langsomt nåede ned til vinden. Vi jagtede den gode, stabile vind, som lå længere sydpå. 

Når man krydser et stort ocean, er hjælpen langt væk. Vi prøvede derfor at forberede os så godt, vi kunne, men intet kunne forberede os på, hvad der nu ville ske. Det var et godt stykke inde i anden uge. Vinden var bedre, og regnen havde langt om længe forladt os. Netop som alt var, som det skulle være, fik vi nyt fra Fransk Polynesien. De havde lukket grænserne. Det var noget af en mavepuster, og vi var på ingen måde forberedt på denne melding. Kunne vi vende om og sejle mod vind og strøm til Mexico eller Colombia? Det ville tage os tre uger at nå Mexico, og måske ville vi også møde en lukket grænse der. 

Den eneste form for kommunikation om bord var vores satellittelefon, som kostede 20 kr. i minuttet. Vi besluttede at holde næsen i sporet og fortsætte, indtil vi fandt ud af mere. Vi havde mad nok til 2,5 mdr. og en watermaker. Vi kunne uden problemer sejle forbi Fransk Polynesien og videre mod Australien eller New Zealand, – en sejltur på to måneder. 

Det var ikke kun corona, der skabte problemer

Informationerne fra Fransk Polynesien skiftede konstant, og det var svært at finde ud af, hvad vi havde i vente. Meldingerne gik på alt fra karantæne, til at vi skulle forlade båden og flyve hjem.

Coronasituationen kom til at fylde meget for os, men det var ikke vores eneste udfordring. Vi havde problemer med bommen og måtte i perioder sejle uden storsejl. Med kun os to ombord var vi ekstra forsigtige. Det kom til et punkt, hvor vi ikke kunne ignorere vores bom-problem. Den store og meget tunge bom måtte af og tilpasses med nye skiver, inden den igen skulle monteres. 

Én ting er at lave reparationer i en havn, hvor båden ligger stille, men når båden ruller, kan der let ske ulykker, og en klemt finger eller en brækket tå kan ikke tilses eller smertelindres af en læge. Heldigvis gik alt som planlagt. Vi tog os god tid. Vi havde ikke travlt, og det passede os fint at sænke tempoet. Måske corona ville være overstået, inden vi nåede frem. 

Vores første forsøg med Tequilavagt

Vi havde forsøgt os med forskellige vagtplaner, tre-timers, fire-timers og vores seneste seks-timers. På Galapagos mødte vi båden Tequila. De introducerede os til seks-timers vagtplanen. Vi havde derfor en vagt, der gik fra kl. 19:00 til 01:00, hvor næste mand overtog fra 01:00 til 07:00. Vi fortsatte også vagten i dagtimerne. Tequilavagtplanen passede os rigtig godt og er den vagt, vi oftest benytter den dag i dag. Vi var selvfølgelig begge på vagt, når ting skulle fikses, og når en skulle på dæk, eller som på dag tre på vores stillehavssejlads, når en skulle i vandet for at fjerne en sæk fra skruen.

Ulykker og god hjælp fra Danmark

Halvvejs inde i vores sejlads ville vores generator ikke starte. Det var et stort problem. Generatoren lavede strøm til vores watermaker, så nu kunne vi heller ikke lave vand. Vi havde tre vandtanke ombord med i alt 750 l vand. Tankene er altid fyldte, når vi sejler langt, og vi erstatter dagligt det vand, vi bruger. Så heldigvis var alle tankene fyldte. 

GPS og selvstyre bruger meget strøm, og solpanelerne var ikke tilstrækkeligt til at holde strøm på batterierne. Vi havde indtil nu kørt generatoren en time om dagen, så vi kunne lade batterierne, en opgave der nu var op til motoren. Men heldet var ikke med os. Få dage senere kunne motoren ikke starte. Det er svært helt at forklare stemningen ombord. Det var varmt, meget varmt, vi sov dårligt, og tanken om at skulle rode rundt i det varme motorrum var kvalmende, men der var ingen vej udenom. 

Efter en kort samtale med vores altid hjælpsomme mekaniker, Peer Høj, kastede vi os over dieseltilførslen. Agterkøjen blev skilt ad for at få adgang til dieseltanken i det 40 grader varme rum. Snart blev sved blandet med diesel. Problemet viste sig at være en klat i dieselen, som var suget op i slangen. Pyha, nu virkede motoren igen.