Bolig på vandet

Vores båd

Vores båd

Oyster 37 One Ton. JAZZI

Oyster 37 blev konstrueret i midt 70’erne af Don Pye of Helman and Pye. Der blev bygget ca. 43 både og ifølge Oyster værftet forlod den sidste Oyster 37 værftet i 1983. Vi har været i dialog med værftet for at spore vores båd, de mener at vores båd var den sidste de lavede. Den var rød som vores og var apteret til tursejlads og solgt til Tyskland i 1983. Oyster 37 er en One Ton har sig DNA i IOR klassen, International Offshore Rule. IOR reglen blev introduceret 1960erne og satte standarden for kapsejladsbåde op gennem 1970erne og begyndelsen af 80erne. 

Sejlevner

Vores Oyster 37 har et meget dybt undervandsskrog og efter moderne standarder et smalt agterskib. Dette betyder at Jazzi ikke kan komme op at surfe, den vil simpelthen bare grave sig ned, når den maximale tophastighed er nået, På læns logger vi max 10 knob. Fribordet er meget udfaldene, altså har tykke kinder, eller som de siger i England form som en tekedel. Forskibet er meget dybt og smalt, dette design betyder at den kan går højt og kløver søen smukt, vi har endnu ikke oplevet at den banker pæle. Jazzi går virkeligt godt på kryds.  For motor i cruising fart med 1500 omdrejninger logger vi 5,5 knob og ved max omdrejninger går vi 7,5 knob.

Jazzi i tal

Skroget på Jazzi er utroligt stift. Det er bygget op som et gitter, hvilket giver et meget stærkt og stift skrog, men også et tungt skrog. Jazzi har en finkøl med 3,6 ton bly, i alt vejer båden ca. 9 ton. Den stikker ca 2,05 meter og er 3,70 meter bred. Overalt Længden er 11,30 meter og vandlinjen 9,50 meter.  Ombord har vi 90 liter diesel og 240 liter vand. Vi har monteret et kulfilter ved vandhanen. Da vi i 2019 forlod Vejle og sejlede til Fransk Polynesien i vores gamle båd, en Jeanneau 49 Performance, tankede vi ikke andet end havnevand og havde aldrig dårlig mave.  

Om læ

Når man kommer om læ er det som en tidslomme. Masser af teak, fine udskæringer og meget kraftige skot. Forskibs har vi en dobbeltkøje, i salonen er der en u-sofa samt en pilot køje. Pantryet har et traditionelt u-form og er udstyret med køl, frys og komfur med ovn. Agter har vi en dobbelt køje. Kahytten har ikke meget lysindfald og det smukke men mørke teak giver en lidt mørk kahyt. Vi har derfor fået nye hynder i en lys alcantare, som skulle være nem at gøre ren. De nye hynder har virkeligt lysnet kahytten op.

På dæk

Cockpittet er ikke særligt stort i forhold til moderne både. Vi kan lige sidde 4 foran rattet. Bag rattet er det muligt at betjene alle skøder, indhal osv. da de store spil er flyttet agter. Masten er popnittet sammen og har 2 salinger. Salingerne står i 90 grader og derfor har båden et babystag og løbende undervant for at holde styr på det hele i grov sø. Vi har endnu ikke oplevet at masten står og pumper.  

Klar til langtur

Jazzi er udstyret med nyt navigationsudstyr, radar, ny motor 42 hk, nye sejl, redningsflåde, nyere batteripakke, nye fald og selden blogge, osv. Den snart 40 år gamle dame er klar til langtur. Vi håber at kunne komme afsted til Middelhavet i Jazzi inden for et par år.
Bo på båd

Hvordan er det at bo på en båd fuldtid?

Stor frihed

At bo på en båd er meget anderledes end en traditionel bolig. Det er ikke for alle, og der er helt sikkert nogle udfordringer, der følger med at bo på vandet, men for mig var det en mulighed for at udleve drømmen om mere fritid, om at arbejde færre timer og at drikke min kaffe i solskin og ikke bag rattet i min bil.

Men hvordan er det så at bo på en båd?

For mig var det meget en praktisk beslutning, men det endte med at blive meget mere end det. Der er en del skjulte glæder ved at bo på båd;, glæder jeg først opdagede hen adf vejen. 

For det første er havnemiljøet enormt hyggeligt, og folk er for det meste glade, idet de er på ferie. Her er den største fare at ende i en evig ferierus. 

Den anden store overraskelse er, at naturen kommer meget tæt på. Forestil dig en tidlig morgen, kaffen i koppen er varm, vandet er helt stille og en sæl stikker hovedet op af vandet og kigger på dig. Det er særlige øjeblikke som disse, der gør det at bo på båd så mindeværdigt og det hele værd.

Det skal dog siges, at det langt fra er alle morgener, der kommer med solskin og sæler. Det er oftere regn, herunder regn for femte dag i træk så alt dit overtøj er vådt i ærmerne, og luftfugtigheden i båden er så høj, at intet tørrer lige foreløbig. Men her må man tage det sure med det søde.

Det kan være virkelig hårdt at bo på båd

Det bringer mig til udfordringerne ved at bo på båd, og dem er der mange af. 

Plads er helt klart en af udfordringerne ved at bo på en båd. Alt skal overvejes og planlægges nøje, fordi der simpelthen ikke er plads til noget ekstra. Jeg har været nødt til at skille mig af med en masse ting og lære at leve med mindre. Det kan være hårdt, men det er på en måde også meget befriende, og jeg værdsætter de ting, jeg har, meget mere. Kun få ekstra ting overlevede og endte i flyttekasser på min fars loft, så tak for det, far. 

Det er desuden en god måde at spare penge på, for der bliver aldrig plads til ekstra ting! 

Vand kan også blive en udfordring. De fleste havne lukker for vandet om vinteren, og man skal derfor hente vandet i spande og bære det ned til båden. 

“Er det ikke koldt at bo på båd”? Det er nok det hyppigste spørgsmål, og jo det er koldt, hvis man ikke forbereder sig. Et godt trick mange bruger er vintermåtter, da de holder på varmen. Pladsen går nu igen fra en ulempe til en fordel, for det er nemlig lettere at opvarme et lille rum. Jeg brugte olieradiator om natten og oliefyr om dagen.

Flytningen fra land til vand havde bestemt sine udfordringer, men jeg ville ikke bytte dem for noget som helst. For mig var kompromiserne det hele værd.

Min båd og hjem

Der var mange overvejelser, inden jeg købte min båd, ikke mindst fordi det også var min første båd. Mit duelighedsbevis var kun få uger gammelt, da jeg købte min første båd. 

Jeg ville have en mindre og billig båd. Efter at have lavet en del research besluttede jeg mig for Edith, en Bianca 27. Hun var 50 år gammel og trængte til en del arbejde. Det bedste ved Edith var, at hun var meget overkommelig, hvilket var perfekt for mig som ny sejler. Det viste sig, at Edith var den perfekte båd for mig. Hun lærte mig en masse og hjalp mig med at blive forelsket i sporten. 

Det er hårdt at lære

Jeg fik engang at vide, at man først udvikler sig, når man kommer ud af sin komfortzone, og det var det, Edith og jeg gjorde sammen. Processen med at renovere den gamle båd var hård og langsom – ofte smertefuldt. Men hver gang det blev rigtig svært, sagde jeg til mig selv: Det er nu, du udvikler dig. Det var ikke altid let, men det var det hele værd. For i sidste ende kom vi begge ud af det stærkere og bedre end før.

Glæden var ekstra stor, da jeg endelig kunne flytte ombord; det var starten på sommeren. Min billige husleje gjorde, at jeg de fleste morgener kunne nyde kaffen i cockpittet. 

Min husleje var gennemsnitligt på 500 kr. pr. md. Det inkluderer havneplads, forsikring af båden, kontingent til klubben og strøm. Med i prisen er ikke depositum, som for min havn er 15.000 kr. Priserne varierer meget fra havn til havn.

Hvad nu?

Ville jeg have gjort noget anderledes? Ja, meget ville jeg i dag have gjort anderledes, men ikke dengang. Den gamle Bianca var en god starterbåd, og jeg vidste, at jeg ville lave fejl. Jeg vidste, at jeg ville købe katten i sækken. Så hvorfor ikke gøre det med fuldt overlæg. Gamle Edith lærte mig meget, og jeg sendte hende videre ud i verden i bedre stand.

Jeg endte med at bo på båd i fire år, det første stykke tid på Edith og senere med min bedre halvdel på hans båd. Efter to år på båd i Danmark, sejlede vi mod varmere himmelstrøg, først over Atlanterhavet og senere ud i Stillehavet. 

Nu er jeg tilbage på land, og nyder ekstra meget at tænde for vandhanen, at fjernvarmen opvarmer min lejlighed og lyden af opvaskemaskinen. 

Kunne jeg finde på at flytte på båd igen? Ja.