Sejlads under corona 2 – To måneder ombord

Sejlads og corona

Da vi krydsede Stillehavet

For mange er det at krydse Stillehavet en meget stor ting. At se land efter lang tid til søs er noget helt særligt. Der er mange ting, man har måttet undvære såsom søvn, andre mennesker og at komme i land. Denne gang var alt anderledes. Det var ikke, som vi havde planlagt, og slet ikke, som vi havde ventet.

Fire uger til søs

Vi kunne se land. Faktisk havde der været land i sigte i et par dage. Den seneste coronaopdatering forbød os dog at sejle ind til de øer, vi mødte. Det var sært nok ikke noget, der gik os på. Vi var bare lettede over, at dette land overhovedet var villig til at tage imod os. Vi var henvist til tre ankersteder, Nuka Hiva, Hiva Oa og Tahiti. 

Selv om vi havde accepteret situationen, var det med et stik af vemod, at vi passerede den ø, vi oprindeligt skulle sejle til; et sted, vi nu aldrig ville få oplevet. Fire uger til søs, og de mange udfordringer og ikke mindst coronasituationen havde gjort os omstillingsparate. Kursen var sat mod Nuka Hiva, en ø i øgruppen Marquesas. Vi så virkelig frem til at sove igennem og ikke mindst til at komme i land.

Flip Flops – velkomst og nyheder

Vi har en evne til altid at ankomme om aftenen, og denne gang var ingen undtagelse og ikke ideelt. VHF´en skrattede, og i den anden ende var båden Flip Flop – en båd fra vores kommende ankerplads. Vi fik en varm velkomst og de nyeste opdateringer. Vi fik også den besked, vi havde frygtet: Fransk Polynesien var i lockdown. Det betød kort sagt, at vi ikke måtte forlade båden. Omstillingsparate eller meget trætte; der blev i hvert fald helt stille ombord.

Da vi nåede ankerbugten på Nuka Hiva, var der mørkt. I bugten vuggede lysene fra de cirka 100 ankerlanterner. Vi kastede anker i mørke på dybt vand. Vi ville gerne tættere på kysten, hvor vandet ikke var så dybt, men der var for mørkt. Med 70 meter ankerkæde ude satte vi os i cockpittet. Vi havde krydset Stillehavet, og den del måtte vi fejre. Champagnen, som var købt til lejligheden, blev åbnet. Hovedparten af champagnen blev ofret til Neptun, lidt fordi vi var for trætte til at drikke den, men mest fordi den var udrikkelig.

Svømmeforbud, alkoholforbud og landforbud 

At sove en helt nat var luksus og tiltrængt. At vågne frisk og udhvilet til synet af den bugt, vi befandt os i, var ubeskrivelig. Hele vejen rundt om bugten strakte de frodige, grønne bjerge sig mod den blå himmel. 

Med kaffen i hånden sad vi og ventede ved VHF`en, som vi havde fået besked på af Flip Flop. Sejlerne i bugten havde lavet sejlerradio, og her blev alt vendt. Der var de sidste opdateringer, status for ankerbugten, nyhederne, vejret og hyggelige indslag i løbet af dagen. Der var franskundervisning, quiz, bestilling af brød, børnekanalen og meget mere. Det, vi ventede på den morgen, var information for nyankomne. Det viste sig mest at være påbud. Vi måtte ikke gå i vandet, vi kunne ikke købe alkohol, og vi måtte ikke besøge de andre både. Det var tilladt at handle ind en gang om ugen. Her måtte én fra hver båd gå i land bevæbnet med et stykke papir, som forklarede ens formål. Papiret skulle vises frem på kajen, eller hvis man blev stoppet ved en af vejafspærringerne. 

Det kan måske virke lidt strengt, men disse regler gjaldt for alle, også de lokale, som heller ikke måtte forlade deres hjem. 

Nuka Hiva – en slags nødhavn

Udfordringerne i Fransk Polynesien var afstandene. De mange tusinde øer er spredt ud over et kæmpestort område. På Nuka Hiva, hvor vi befandt os, var der et lille sygehus. Et af målene med nedlukningen var blandt andet, at ingen skulle få brug for sygehusets eneste respirator.

Planen var at samle alle bådene på en ankerplads ved Tahiti, en uges sejlads fra Nuka Hiva. Vi kunne kun blive på Nuka Hiva, hvis vi havde bådproblemer. Heldigvis havde vi problemer og mange af dem. Vores seneste problem var periodevis lugt af brændt plastik, en sejlers værste frygt. Vi havde også haft denne lugt en dag på Stillehavet, og det bekymrede os meget. Der skulle indsendes en masse dokumentation til de franske myndigheder på Tahiti. Vi kunne ikke officielt få lov til at indklarere på grund af tidspunktet, vi var ankommet på.

To måneder på båd og tynde ben

Den daglige kontakt mellem sejlerne, det stærke sammenhold og den rolige polynesiske holdning til tingene holdt humøret oppe. Vi fik lov til at slippe i land stadig oftere, hvilket var godt for bentøjet, som efterhånden var blevet tynde under fraværet af muskler. 

Marquesas-øerne er klippeøer, der stikker op af havet. Der er ingen beskyttende rev, og båden rullede derfor kraftigt. Det gav, sammen med varmen, anledning til en del frustration, særligt med alle de ting, vi skulle have repareret. Glæden var derfor stor, da vi endelig fik landtilladelse. Vi kendte nu mange af de andre både over VHF´en, men uden at have mødt dem. Det blev fejret med en fælles gåtur i de frodige bjerge. Det var skønt at komme i land, men hårdt for benene og kondien.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.