På kant med loven i Colombia

Columbia

Sådan endte jeg foran politiet i Colombia

Nogen fejl er større end andre, og de kan få store konsekvenser. Det skete for mig i Colombia, hvor en dumhed bragte mig i problemer med politiet. 

Det vigtige papirarbejde

Når man som sejler kommer til et andet land, er der visse regler, man skal følge. Til forskel fra ankomst gennem en lufthavn, er det ens eget ansvar at kontakte de korrekte myndigheder for at tjekke ind i landet. Uanset hvor langt man har sejlet, og hvor udmattet man er, skal der indklareres. Man kan selvfølgelig ankomme så sent, at kontorerne er lukkede, men så er det det første, man skal gøre næste morgen – og altså ikke noget med lige at spadsere en lille tur eller handle først.

Det kan godt tage en hel dag at indklarere, da man skal besøge forskellige kontorer i den korrekt rækkefølge. De fleste steder står vi selv for at indklarere, men i visse lande er det en fordel eller et krav at have en agent, og i Colombia brugte vi havnens agent.

Afsted mod Colombia

Det var et år siden, at båden sidst var blevet bundmalet, og Colombia var et godt sted for en sådan opgave. Aftalen med værftet var på plads og havde været det længe. Vi havde travlt med at nå vores aftale, og vi tog derfor hurtigt afsked med Aruba. Vi havde forsøgt at skaffe colombianske pesos, uden held, men med et håb om, at de ville tage imod dollars, sejlede vi mod Colombia og havnen puerto Velero.

Det var en blæsende tur. Kysten udenfor Columbia er berygtet for at være meget blæsende, og det gjaldt også for selve havnen. Puerto Velero er en nyopført havn og resort. Det var et sted med mange planer og drømme. Det var også en sandtange med kraftig vind, hvor sandet stak som nåle, og et sted hvor de ikke tog imod dollars. Ups! Vi havde ingen muligheder for at betale, men heldigvis var colombianerne gavmilde. Vi kunne bare betale i morgen.

I Colombia uden penge

For at løse vores pengeproblem måtte vi ind til den nærmeste by Barranquilla, som lå en halv times kørsel fra havnen. Vi havde stadigvæk ikke set skyggen af hverken agent eller immigration, og på dag to blev situationen mindre holdbar. Vi spiste sammen med de lokale og boede på loftet hos en lokal familie, mens båden var på land, men stadig uden at kunne betale.

Hver morgen klokken 8 kørte en bus fra Puerto Velero til Barranquilla. Jeg havde lånt nogle pesos af havnen og hoppede på bussen. Det var skønt endelig at få kontanter, men glæden var kort. Immigrationen var kommet til Puerto Velero, og de var mildest talt utilfredse. 

Det ser ikke godt ud

Lynhurtigt fik jeg fat i en taxa og tog turen tilbage til havnen. Her kom min mand løbende. Vi skulle møde på immigrationskontoret i Barranquilla, så ind i taxaen igen og tilbage til byen. 

Vi vidste, at vi havde begået en stor fejl ved at forlade havnen, men det var først siddende på plastikstolene på immigrationskontoret at alvoren gik op for os. Vi fik ingen forklaring, vores agent var stadig ikke dukket op, og en mand i håndjern med et blødende sår i panden, som var ledsaget af to bevæbnede betjente, blev placeret ved siden af os.

Endelig kom vores agent. Hendes afslappede facon fik mig til at slappe lidt af. En ro, der ellers fuldstændig forsvandt, da jeg få minutter senere blev fotograferet og fik taget fingeraftryk. Stadig uvidende om hvad der skulle ske, sad vi kort efter foran en kvindelig politibetjent. Hendes engelsk var heldigvis bedre end vores agents. Hun var hård og kontant, mens hun læste min forseelse op for mig.

Sigtet som illegal indvandrer

Jeg blev simpelthen sigtet som illegal indvandrer. Jeg havde mulighed for at kontakte den danske ambassade, men de ville køre en sag mod mig, og dommen ville blive afsagt om to uger. 

Der kunne ske en af følgende ting: 

1) Jeg ville blive udvist af Columbia. 

2) Jeg skulle betale en bøde svarende til en halv måneds løn for en colombianer. 

Det var en lang dag på kontoret, og den kvindelige politibetjent blødte heldigvis lidt op og kom med gode råd til, hvad vi skulle se, nu hvor vi var i Columbia. Vi fik lov til at gå ud i byen og spise frokost – dog ledsaget af vores agent. 

Manglende afgørelse og afrejse fra Colombia

Så længe der var en sag kørende mod mig, kunne jeg ikke indklarere, og jeg blev officielt udleveret i min mands varetægt. Han skulle skrive under på, at han tog ansvar for mig. Vores agent ville føre sagen på mine vegne. 

I mellemtiden blev båden blev malet, og vi fik fikset en del andre ting. Alt virkede normalt. Da vi nærmede os afrejse, og sagen endnu ikke var afgjort, steg nervøsiteten igen. Vi forventede, at jeg ville få en bøde, så vi efterlod 150 dollars, så havnen og agenten kunne betale bøden på mine vegne. Immigrationen stemplede endelig mine papirer, og så kunne vi forlade landet på lovlig vis.

Nyt fra Colombia

Indrømmet, jeg havde aldrig forventet at høre fra dem igen! Men her kom det. Hele 9 måneder senere. En mail med en vedhæftet fil med et fotografi af et maskinskrevet dokument. Det var en kort beskrivelse af min forbrydelse, hvor der blandt andet stod, at jeg var taget til Barranquilla for at blive klippet, men pyt nu med det…

Udfordringen var, at jeg skulle møde op i en specifik bank i Colombia og betale en bøde på 300 dollars, ellers ville jeg blive udvist af Columbia. Selvom det er svært at blive udvist fra et land, som man allerede har forladt, valgte jeg alligevel at betale bøden.

Colombia er et helt særligt og meget spændende land. Det er et land, som jeg gerne vil besøge igen. Det var ikke muligt at få fat i min agent. Gennem havnen fik vi at vide, at hun ikke længere arbejdede der. Corona var på sit højeste, og den nyanlagte havn og resort led under nedlukninger. Jeg pressede ikke på for at få dem til at betale bøden, men kontaktede i stedet Colombias immigration for at få en anden måde at betale bøden på. De sendte mig nogle bankoplysninger, som jeg fik min bank til at tjekke for mig. Da alt var godkendt, betalte jeg bøden.

Min fejl

Fejlen i Colombia var hundrede procent vores. Vi havde været på farten længe, rejst gennem mange lande og var blevet uforsigtige. Colombia er et spændende land og et sted, som jeg gerne vil besøge igen. Jeg tror dog, at jeg inden en eventuel rejse dertil lige vil kontakte den danske ambassade for at sikre mig, at der ikke ligger en arrestordre på mig efter min dumme fejltagelse.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.