En måned på de kanariske øer

De kanariske øer

Meget mere

Rigtig mange har besøgt Tenerife og Gran Canaria, som er to meget smukke og unikke øer. Men kigger man lidt uden for de traditionelle rejsedestinationer finder man en perle af fantastiske øer, som trods de korte afstande er meget forskellige.

Ankomst til de kanariske øer

Det var vores første møde med De Kanariske Øer fra vandsiden. Foran os lå øen Tenerife. Tiden var knap, solen nærmede sig hastigt horisonten og ønsket om at komme i havn, inden det blev mørkt, var stor. 

Vi havde forladt Madeira to døgn forinden. Vejret havde spillet os et puds, og vi havde fået meget mere luft end forventet. Vi ankom til Tenerife med røde, kløende saltvandsballer, gennemblødte og trætte. Havnen Port of Santa Cruz de Tenerife, som ligger på østspidsen, blev vores faste base, en havn som vi vendte tilbage til flere gange, ikke kun for at se den store vulkan Teide, men for at besøge øens nok mindst kendte attraktion, immigrationskontoret.

La Gomera

Vi blev anbefalet at sejle til La Gomera. Her er det igen værd at påpege, at sejlere er fantastiske til at hjælpe hinanden. Vi peger hinanden mod de smukkeste og bedste destinationer, og det var tilfældet ved La Gomera.

Vinden mellem øerne kan være meget kraftig, og efter endnu en rusketur nåede vi havnen San Sebastian. Denne lille ø er helt særlig. Ude ved kysten var der varmt og tørt, men inde i landet, eller måske snarere oppe i landet, er der koldt og frodigt. Det er ikke til at tro, at man er på samme lille ø. Det kræver en bil at nå de ca. 1500 meter op til toppen. 

Vi tilbragte senere et par dage for anker ved byen Valle Gran Rey. Denne hyggelige by har stor fokus på meditation, yoga og helse, og der er mange hyggelige økologiske butikker og cafeer. Et meget populært rejsemål for de tyske turister. Desværre blev vores ophold der meget kort, vinden skiftede retning, og vi måtte tage flugten for ikke at ende på den stenede strand.

La Palma

Marina La Palma på østsiden af øen La Palma blev vores næste mål. Her ligger den meget smukke hovedby Santa Cruz. Havnen har ry for at være urolig, og det kan vi bekræfte. Ved indsejlingen til marinaen var der en port, men selv når porten var lukket gyngede bådene, og fortøjningerne knirkede, selvom vi havde polstret dem med klude.

Smukke La Palma har et helt særligt planteliv. Den smukke og frodige ø blev for vores vedkommende oplevet gennem vinduerne på en af de lokale busser. Der er flere ruter rundt på øen. Det var en billig måde at se øen på. Endnu en gang blev vi overraskede over de store forskelle, der var øen rundt.

El Hierro

Øen El Hierro er et magisk sted. Vandet er krystalklart og fyldt med liv. Lyden af de mange fisk i havnen kan tydeligt høres som små kliklyde gennem skroget. Havnen var anderledes end de sidste mange havne, vi havde besøgt. Den var lille, charmerende og uopdaget. Vi blev modtaget af havnemesteren, som også er øens lokale politimand. Han var meget hjælpsom, og efter en kort sludder stormede han af sted for at tage imod færgen. 

Længere oppe på øen ligger hovedbyen Valverde. Det var op ad bakke det meste af vejen, så cyklerne blev ombord. Heldigvis gik der en lille bus op ad de stejle veje til byen. Vi endte dog med at vente forgæves og fik i stedet et lift af nogle andre sejlere. Valverde viste sig at være ventetiden værd. Byen var enormt hyggelig og havde den smukkeste udsigt. 

Gran Canaria

Vi tilbragte kun kort tid på Gran Canaria. Ikke fordi vi bevidst fravalgte øen, men fordi der ikke var plads til os. Arken (en flotille med både fra hele verden) mødes der, inden de sejler over Atlanten. Vi har intet imod Arken. Det er en rigtig fin måde at sejle sammen på, men vi plejer at planlægge vores sejlads omkring dem, af den ene grund at de optager meget plads.

Tenerife

De mange både omkring Tenerife og Gran Canaria gjorde det svært at få plads i havnene. Vi var heldige at få plads i Marine Del Sur på Tenerife, men sejlede efter 2 dage, da de hævede havneprisen til 150 euro pr/nat. Vi tog flugten til Santa Cruz på Tenerife, som er en mindre charmerende havn, men med super venligt og hjælpsomt personale.

Vi tilbragte generelt meget tid i havnen Santa Cruz på Tenerife. Det var en stor havn, og der var gode håndværkere med adgang til reservedele; om vores båd havde brug for hyppige reparationer, eller om det bare er en generel tendens på langtursbåde, er stadig uklart! Vi blev efterhånden gode til at finde de reservedele, vi havde brug for.

På Tenerife fik vi fyldt gas på køleskabet og en ny ovn, som efter en lille ulykke manglede glasset i lågen. Motoren fik den helt store omgang. Alt blev efterset, herunder generator, watermaker og masten.

Grunden til den ekstra grundige gennemgang var den nærtstående Atlanterhavskrydsning. Det var også her, vi fik handlet ind til fem mand i to til tre uger. Stakkels lille Fiat Panda.

Tips til sejlere

Skal du sejle til De Kanariske Øer er her et par guldkorn, vi lærte på vores tur

  • Ind- og udklarering: foregår på Tenerife og Gran Canaria.
  • Pladser: De små hyggelige havne kan være svære at få plads i, særligt for de lidt større både eller både med stor dybgang. Vi stak 2,40 m og blev flere gange afvist på dybden.
  • Vinden: Mellem øerne er vinden kraftig, også tit kraftigere end anvist på vejrudsigten.
  • Du kan kalde de fleste havne på VHF`en, men de er ikke så gode til at svare. Det kan være en god ide at ringe i forvejen for at tjekke, om der er plads, særligt i den tid hvor Arken er i området.

Apps og hjemmesider

Navily. Vi blev anbefalet denne app af andre sejlere. Her kan du læse om ankerpladser og havne.

Windy. Det var også på De Kanariske Øer, at vi blev anbefalet Windy. God og letforståelig vejr-app. Vi tjekkede altid vejret gennem forskellige kanaler.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *