Sejlads under corona 3 – Afslutning på vores jordomsejling

Tuamotu

Svære beslutninger og en tyfonsæson

Det kan være svært at opgive en drøm, man har haft længe; at erkende, at man trods meget forberedelse ikke når i mål.

Usikkerhed og nye muligheder

Det franske militærpoliti, gendarmerne, holdt et skarpt øje med os. Langsomt fik bådene svar på deres ansøgning om at blive, og man kunne uden videre forvente en gendarm forlange, at man skulle sejle omgående. Når gendarmerbåden sejlede rundt og prikkede både ud, var stemningen meget anspændt. Frygten for at blive prikket var stor. Vi var bange for, at de lyttede med på VHF`en, så samtaler om gendarmernes udpegning foregik i det skjulte. Ønsket var at samle os alle ved Tahiti til trods for, at ankerpladserne der allerede var fyldte. 

Endelig kunne vi sejle videre

Det tog lang tid, men langsomt løsnede regeringen sit tag. Det blev fortalt i morgenens nyheder, at vi nu kunne besøge andre ankerpladser på Nuka Hiva. Glæden blev kort, for de lokale gendarmer havde fortolket reglerne anderledes og truede med store bøder, hvis vi så meget som løftede ankeret. 

Da vi officielt ikke var tjekket ind i landet, turde vi ikke bevæge os, og først da alle restriktioner blev hævet, løftede vi ankeret. Det blev til tre måneder på Nuka Hiva. 

Efter den hårde nedlukning var Fransk Polynesien coronafri. Der var stadig lukket for al flytransport. Det var et hårdt slag for turistindustrien, og for mange af dem var corona nådestødet. 

Smukke Fransk Polynesien og nye sejlervenner

Endelig fik vi muligheden for at opleve Fransk Polynesien og med en uventet gave. De mange uger i den samme bugt og med de samme både havde skabt et sammenhold. Da det endnu ikke var muligt at sejle videre, sejlede vi alle rundt i Fransk Polynesien. Vi mødte derfor igen og igen sejlere, vi kendte.

At få mulighed for at opleve de smukke øer var noget, vi nu satte ekstra stor pris på. Det blev til mange måneds fantastiske oplevelser på de smukkeste øer. Vi sejlede fra de frodige Marquesas-øer, til de smukke, hvide strande og de turkisblå laguner på Tuamotu-øerne og videre til de fantastisk smukke Selskabsøer. Vi nød at ligge i havn på Tahiti efter mange måneder for anker.

Fanget i tyfonsæson

Men vi længtes også efter at komme videre. Det var ved at være sidste udkald, hvis vi skulle nå Australien eller New Zealand inden tyfonsæsonen, som starter i november og slutter i april. En sejltur på 4 uger. 

Mange sejlere bruger sommerhalvåret på at sejle mellem stillehavsøerne. Når tyfonsæsonen nærmer sig søger de sikkerhed i New Zealand og de dele af Australien, der ligger udenfor tyfonbæltet. Men i år var anderledes. Det var stadig i starten af coronapandemien, og usikkerhed og frygt herskede stadig.

Ocean Cruising Club

Til trods for, at tyfonsæsonen nærmede sig, ville Australien og New Zealand ikke åbne grænserne for os. OCC (Ocean Cruising Club) gjorde et stort arbejde for sejlerne. De kæmpede for at forklare Australien og New Zealand konsekvenserne for sejlerne, hvis de ikke kunne søge sikkerhed i tyfonsæsonen. De kom med forslag til karantæneplaner og henviste til dem, der havde været brugt i Caribien. Men lige lidt hjalp det

Det var en svær situation for sejlere og beslutningstagerne. Alle lande omkring os forblev lukkede. De få både, der i desperation sejlede mod et lukket land, blev ofte anholdt ved ankomst. 

I Fransk Polynesien på ubestemt tid

Til alt held tydede de seneste temperaturmålinger i Stillehavet på, at denne tyfonsæson ville blive en mild en af slagsen. Prognoserne og mange års statistik pegede i retning af, at Fransk Polynesien ville gå fri. 

Vi havde nu været i Fransk Polynesien i 9 måneder. Tyfonsæsonen var startet, og selv hvis landene omkring os åbnede deres grænser ville der gå yderligere 6 måneder, før vi kunne sejle videre. Vi trængte til en pause og fløj til Danmark for at holde jul. Situationen lod ikke til at ændre sig, og vi havde inden afrejse sat vores båd og hjem gennem fire år til salg.

Hvad med båden?

Det viste sig at være svært at sælge sin båd under en pandemi. Rejserestriktioner gjorde det svært (eller umuligt) for folk at bevæge sig over landegrænser. Oveni kom, at flere af de store charterfirmaer solgte ud af deres både til billige penge.

Pengene var ved at slippe op, og det er dyrt at have en båd liggende i Fransk Polynesien. 

Firmaet Seven Star transporterer både rundt i det meste af verden. Det var ombord på Seven Star, at vores båd igen sejlede gennem Panamakanalen og op til Nordsøen. Sydengland var det nærmeste stoppested. I september 2021 hentede vi vores båd i England og sejlede hende selv det sidste stykke til Vejle.

Afsked 

Vi solgte vores båd i Vejle, hvor vi 2 år tidligere var sejlet af sted fra. Prisen for at få hende hjem havde været høj, og vi havde ikke råd til at beholde hende.

Mange lande lukkede deres grænser, hvilket var helt forståeligt. Vi var bare uheldige at blive fanget på det forkerte ben. Der skete så meget det første år med Corona, så det er klart at os på havet blev lidt glemt. Vi var heldige, for vi mistede kun vores båd og ikke hverken liv eller levebrød. 

For de sejlere, der blev i Stillehavet, blev det til en ventetid på to år, før de kunne sejle videre. God vind og god tur til dem, der blev 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.