Atlanterhavet

Forberedelse Atlanterhavetet

Vores forberedelse til Atlanterhavet

Atlanterhavet

Det at krydse Atlanten er noget helt særligt. Det er også en sejlads, der kræver ekstra forberedelse. Alle tænkelige scenarier skal vendes, for derude er der ingen, der kan hjælpe dig. Det er dit ansvar at få alle med over på den anden side.

Forberedelse til en lang sejlads

Vores forberedelse startede allerede på de Kanariske Øer. Her blev alt gennemgået, båden skulle være forsvarlig, og skulle der ske det forfærdelige, at båden ikke levede op til dette krav, skulle vi også have en plan A, B og C. 

Plan A – Hold båden flydende og i fremdrift

Første prioritet er selvfølgelig altid at holde båden flydende og at nå sin destination i samme båd, som man satte ud i. Derfor havde vi synkeforebyggende materialer ombord. Med det mener jeg remedier, der kan lappe skader på båden, og grej, der kunne sikre, at vi fortsat kunne sejle. 

Hul i skroget kan de fleste nok sætte sig ind i er træls. Der går et utal af historier om sejlere, der har ramt flydende ting på havet. Oftest er der tale om containere, som er blevet tabt af fragtskibe. Vores hemmelige våben mod denne ulykke var noget der hedder splash zone. Det er en masse, man klemmer ned i hullet, og så hærder det, selv under vand.

Knækkede skroggennemføringer efterlader også huller i båden. Vi havde propper monteret ved alle gennemføringer og en gummihammer lige i nærheden, så proppen hurtigt kunne bankes på plads.

Nødpumper til at pumpe vand ud af båden. I kølsvinet havde vi en pumpe med flyder, som automatisk pumpede vand ud, derudover havde vi en manuel pumpe og en 220 v pumpe, som kunne pumpe meget vand, men som kun kunne køre, når generatoren kørte.

Brand er ikke til at spøge med. Mange sejlere siger, at det er det værste, der kan ske. På Jazzi havde vi flere brandslukkere, herunder også en automatisk brandslukker over motoren. Derudover havde vi et brandtæppe hængende i køkkenet.

Nødror var også noget, vi havde ombord på Jazzi. Skulle vi miste evnen til at styre med rattet, havde vi et nødror i kistebænken.

Diesel kunne både bringe os tættere på land, men det kunne også bringe os væk fra et uvejr, hvis vi var varslet på forhånd. Derfor havde vi ekstra diesel med, fortøjret under salonbordet. Alt i alt havde vi, hvis det blev nødvendigt, diesel til fem dages sejlads.

Plan B – Kald på hjælp

Det er ikke let at få hjælp så langt ude på havet. Men der kan være skibe i nærheden, der kan hjælpe, og det kan også være en fordel, at nogen i land ved, at man er i vanskeligheder, og hvor man befinder sig. Ombord på Jazzi havde vi:

VHF radio, både en fast og en håndholdt. Den kunne vi bruge til at kalde både i nærheden.

Satellittelefonen var altid opladt og kunne også bruges til at tilkalde hjælp. 

EPIR`en kunne alarmere alle de vigtige, og dem der ved, hvordan vi kunne hjælpes og hvor.

Plan C – Forlad båden

Vores vigtigste plan C var vores redningsflåde, som var nysynet og let tilgængelig bagerst på båden. Der skulle selvfølgelig være plads til alle, også til proviant, som blev opbevaret i en grab bag i kistebænken. I vores vandtætte grab bag var der: Nødraketter, førstehjælpsudstyr, håndholdt VHF, EPIR (GPS nødsender), vand, mad, lamineret kopi af bådpapirer og kopi af pas, solcreme, søsygepiller, fiskeudstyr, folietæpper, toiletpapir og spillekort. 

Alle andre ulykker

Mand over bord; bare at skrive dette giver mig kuldegysninger. Tanken om at ende i havet og ikke blive fundet, det må bare ikke ske. 

Vi havde klare regler ombord: Gå aldrig på dæk når man er alene, og brug altid livline og GPS-armbånd, hvis man er alene i cockpittet. Faldt en af os i vandet med et af armbåndene, ville der gå en alarm på båden. På badeplatformen havde vi et hejsesystem med trosser til at bjerge en tilskadekommen til platformen. 

Skader: Der er mange muligheder for at komme til skade, men ude på havet er der ingen læger. Man skal derfor kunne håndtere alt selv. Vi havde en del førstehjælpsudstyr og medicin med ombord. Selv små ting kan være farlige, når man er langt fra hjælp. Et sår kan blive betændt, og dage med søsyge eller diarre kan føre til alvorlig væskemangel. Vi havde et utal af medicinpræparater ombord, alt fra det milde som søsygepiller og middel mod forstoppelse til stærkt smertestillende, syudstyr, dropposer og adrenalin. Det bedste er dog, hvis ingen kommer til skade, så vær forsigtig derude.

Vejret er selvfølgelig også vigtigt. Udover at sejle over i den bedste periode, er det også vigtigt at holde øje med vejret. Vores gamle satellittelefon klarede denne opgave. Der findes meget smartere løsninger i dag, men for os virkede satellittelefonen fint. Vi hentede en gripfil hveranden dag og ringede hjem en gang om dagen for at videregive vores position, så der altid var en, der vidste, hvor vi befandt os.

Proviant til mange dage

Vi var fem ombord på vores Atlanterhavstur. Vi handlede ind til ekstra to uger, så vi havde til i alt fem uger. Vi krydsede Atlanten på 12 dage og havde mad til mange uger efterfølgende. Hellere for meget end for lidt. Vi henkogte kød, pakkede grønsager efter alle kunstens regler og pakkede alt ind i bøtter for at undgå insekter og større dyr ombord. Der er mange tips til, hvordan man bedst får fødevarer til at holde længst muligt. Vores bibel på det område var langturssejlerforeningens bog til mad ombord.

Dine overvejelser, hvis du skal af sted

Dette er ikke en manual til, hvordan man skal forberede sig til Atlanterhavet. Det er en fortælling om, hvordan vi forberedte os på vores tur. Din båd er anderledes end vores, og her er der sikkert andre ting at overveje. Vi er på ingen måder eksperter, vi fik viden og tips undervejs og kunne sikkert have gjort meget anderledes og bedre. Men forberedelse er vigtigt, så tænk alt igennem og forbered dig på det værste, så du kan slappe af og nyde turen.

Atlanterhavet

Af sted over Atlanterhavet med båden Jazzi

Over Atlanten

Foran os lå det store Atlanterhav. De sidste forberedelser ved vel overstået, og spændte påbegyndte vi vores rejse. De perfekte vejrforhold gjorde det til en uforglemmelig oplevelse, selvfølgelig med nogle interessante historier undervejs.

Afgang

Planen var at holde jul på Martinique i Caribien. Vi havde allerede sejlet fra De Kanariske Øer til Cap Verde, en forrygende tur med perfekte vejrforhold. 

Vi var fem ombord, da vi satte ud fra Cap Verde. Ingen af os havde krydset et stort hav, men vi var velforberedte. Der var styr på alt det praktiske og alle tænkelige scenarier.

Den 26. november 2019 sejlede vi fra Cap Verde. Vi strøg af sted, vinden var perfekt (15 knob) og vi loggede mellem 6 og 9 knob. Hurtig blev vi alene, og bådene, som vi havde fulgt med ud, og som vi i smug havde sejlet kapsejlads mod, bredte sig på det store hav og forsvandt så helt. 

Fart på

Under sejladsen valgte vi af sikkerhedshensyn ikke at sejle plat, men mere agten for tværs og så bomme hver anden dag. 

Vi stødte hurtigt på et par squalls (små storme med meget vind fra skiftende retninger, ofte ledsaget af regn). Om dagen var de tydeligt synlige som mørke paddehatte mod den blå himmel, men om natten kunne man let blive overrasket af en. Det var vigtigt altid at være forberedt på pludselige skift af vindretning og klar til hurtigt at reducere sejlarealet. 

Hverdagen ombord – god mad og ren båd

Hurtigt gik vi over til at sejle med kun én på nattevagt. Det passede os fint med 3-timers vagter, for det gav mulighed for lidt alenetid og rig mulighed for en god, lang søvn for dem, der ikke var på vagt. Der var masser af tid til at kigge på stjernerne og reflektere over dagens begivenheder. Jeg fandt ud af, at nattevagten var det perfekte tidspunkt til at nulstille og genoplade til næste dag.

Det var generelt en rolig sejlads over Atlanterhavet. Ud over at styre båden mod vest og holde udkig skulle almindelige hverdagsting også gøres; der skulle laves mad, vaskes op, gøres rent, vaskes tøj og normal personlig hygiejne. Vi skiftedes til at lave mad, og det blev hurtigt til en sport, hvem kunne lave den lækreste mad? Til stor fortvivlelse for kokkene blev mesterværkerne af praktiske årsager på den gyngende båd oftest serveret i skåle. 

Overmodige kapsejlere

Det var, da vi var halvvejs over Atlanterhavet, at vi blev lidt overmodige. Båden gjorde det fantastisk, og vi blev lidt kæphøje. Det store kodesejl stod flot og trak os hurtigt over havet, og det var der, vi traf et dårligt valg; vi lod sejlet blive oppe natten over.

Klokken 18 gik solen ned, og alt blev mørkt. Det var også omkring dette tidspunkt, at faldet til vores code zero sprang oppe i masten. Det kæmpestore sejl forsvandt hurtigt ind under båden i det mørke vand. Vi tog alt sejl ned og forsøgte at bjerge sejlet, som nu kun hang i skøderne. Sejlet var ikke kun tungt og fyldt med vand, det havde også sat sig fast under båden. Uden at vide hvad sejlet havde fanget, trak vi forsigtigt sejlet fra den ene side af båden til den anden. Det blev sent, før sejlet endelig slap undersiden af båden og kom indenbords.

Væltet af en kæmpebølge

Det var meget varmt ombord, og alle luger var altid åbne for at få bare en lille smule luftcirkulation. En nat oplevede vi noget, jeg aldrig havde oplevet før eller siden. Lars, vores kaptajn, havde vagten den aften. Jeg var lige vågnet og sad op i køjen under vores to skylights for at få lidt luft. Pludselig væltede jeg ind i siden på båden, idet vi pludselig krængede kraftigt. Søjler af vand stod ned gennem skylighterne som to lysende vandfald. I det mørke rum lyste vandet af lysende plankton. Båden rejste sig hurtigt igen, og jeg løb med bankende hjerte op i cockpittet. 

Heldigvis slap vi godt fra mødet med den kæmpe bølge, som havde ramt os den nat. Lars havde heldigvis livline på og slap fra mødet gennemblødt. Det var en god, men træls påmindelse, vi ikke skulle slække på sikkerheden. 

Bølgen var kommet ud af ingenting, og vi var heldige at slippe uskadte. Desuden var det en god anledning til en gang rengøring. 

Over på den anden side

Vi havde hørt meget om, hvor stor en oplevelse det var at krydse Atlanterhavet og forventede et sus af glæde ved at se land, men det kom ikke. Vi ankom til Martinique om aftenen og smed anker, der blev gjort et forsøg på at fejre vores passage, men vi endte med at gå i seng. 

Næste morgen fik vi plads i havnen La Marin. Det var skønt at være i land. Da faldet til kodesejlet var knækket, og vi alligevel skulle have en mand i masten, besluttede vi at få efterset rig og mast.

Riggerfirmaet var utroligt dygtigt, og de bevægede sig i masten som Spiderman, men kom så hurtigt ned igen. Det var ikke gode nyheder, de bragte med ned fra masten. De to øverste salingshorn var flækkede, rullesystemet var ødelagt og kodellerne i forstaget var trævlet op; det var et under, at vi ikke havde mistet masten.

Dyre lærepenge og en slem forskrækkelse

La Marin på Martinique var en meget stor havn med plads til 800 både og 2500 både for bøjer eller ankre. Der var dygtige håndværkere, og vores båd blev hurtigt søklar igen. Vi lærte meget af denne oplevelse. Det er sjovt at sejle stærkt, men det har konsekvenser, og vi havde presset Jazzi for meget over Atlanterhavet. Vi havde krydset det store hav på bare 12 dage, og det havde været sjovt, men nu blev det dyrt.