Corona og Stillehavet

Sejlads under corona 1 – Fra Galapagos og ud i Stillehavet

Da corona overraskede og ændrede alle planer

Corona kom bag på rigtig mange af os. Til at starte med virkede det så fjernt, indtil det pludselig kom helt tæt på og fangede os på det forkerte ben.

Indhentet af corona

Da vi i august 2019 forlod Danmark, var det uden bekymringer om en pandemi. Set i bakspejlet var vi heldige, for vi sejlede væk fra corona, men ikke hurtigt nok. 

Det var først, da vi i marts 2020 lå på Galapagos, at corona indhentede os. 

Det første tilfælde af corona var netop registreret på Galapagos. Med et forsvandt den hyggelige og afslappede stemning, hvorimod utryghed og panik lynhurtigt dukkede op. Hvor vi dagen før havde drukket kaffe på en af de lokale cafeer, var det nu helt anderledes. Der blev trængsel i supermarkederne, og skulle vi i land, blev vi lyst i panden med et lasertermometer af vagter iført hvide dragter og med mundbind. 

Usikre tider og forberedelse

Adgang til og fra Galapagos blev begrænset. På fastlandet Ecuador var coronasituationen ved at eskalere. Turister på Galapagos ville hjem, inden grænserne lukkede, og køerne foran turistbureauerne var enorme.

Der var lukket for nye både, som nu kun måtte tanke, inden de sejlede videre. 

At krydse et stort hav kræver lidt ekstra planlægning. Vi var så småt ved at forberede os. Vi havde handlet det meste i Panama og suppleret med frisk frugt og grønt på Galapagos. Båden var også sejlklar. Vi havde diesel, vand og gas. 

To timers varsel og fire ugers sejlads forude

Det var kun småting, der manglede. Det var en opringning fra vores agent, der fik os op i omdrejninger: Vil I sejle, så er det nu, for alle offentlige kontorer er ved at lukke. 

Skulle vi sejle eller blive på Galapagos på ubestemt tid? 

Få minutter senere sad vi i en vandtaxa på vej til diverse kontorer for at få stemplet papirerne. Båden blev inspiceret. Nu var der ingen vej tilbage.

Vi vinkede til et militærskib, der lå uden for Galapagos og satte kursen mod Fransk Polynesien. Det var først der, det virkelig gik op for os. Det hele var gået meget stærkt, og det var det længste stræk, vi nogensinde havde taget. Foran os lå en fire uger lang tur. Med Galapagos stadig i sigte fik vi hentet en vejrmelding.

Lukket land – hvem vil lukke os ind?

De første fem dage svigtede vinden os. Det samme kunne desværre ikke siges om den konstante regn. Det var med opløste fødder og vådt tøj, at vi langsomt nåede ned til vinden. Vi jagtede den gode, stabile vind, som lå længere sydpå. 

Når man krydser et stort ocean, er hjælpen langt væk. Vi prøvede derfor at forberede os så godt, vi kunne, men intet kunne forberede os på, hvad der nu ville ske. Det var et godt stykke inde i anden uge. Vinden var bedre, og regnen havde langt om længe forladt os. Netop som alt var, som det skulle være, fik vi nyt fra Fransk Polynesien. De havde lukket grænserne. Det var noget af en mavepuster, og vi var på ingen måde forberedt på denne melding. Kunne vi vende om og sejle mod vind og strøm til Mexico eller Colombia? Det ville tage os tre uger at nå Mexico, og måske ville vi også møde en lukket grænse der. 

Den eneste form for kommunikation om bord var vores satellittelefon, som kostede 20 kr. i minuttet. Vi besluttede at holde næsen i sporet og fortsætte, indtil vi fandt ud af mere. Vi havde mad nok til 2,5 mdr. og en watermaker. Vi kunne uden problemer sejle forbi Fransk Polynesien og videre mod Australien eller New Zealand, – en sejltur på to måneder. 

Det var ikke kun corona, der skabte problemer

Informationerne fra Fransk Polynesien skiftede konstant, og det var svært at finde ud af, hvad vi havde i vente. Meldingerne gik på alt fra karantæne, til at vi skulle forlade båden og flyve hjem.

Coronasituationen kom til at fylde meget for os, men det var ikke vores eneste udfordring. Vi havde problemer med bommen og måtte i perioder sejle uden storsejl. Med kun os to ombord var vi ekstra forsigtige. Det kom til et punkt, hvor vi ikke kunne ignorere vores bom-problem. Den store og meget tunge bom måtte af og tilpasses med nye skiver, inden den igen skulle monteres. 

Én ting er at lave reparationer i en havn, hvor båden ligger stille, men når båden ruller, kan der let ske ulykker, og en klemt finger eller en brækket tå kan ikke tilses eller smertelindres af en læge. Heldigvis gik alt som planlagt. Vi tog os god tid. Vi havde ikke travlt, og det passede os fint at sænke tempoet. Måske corona ville være overstået, inden vi nåede frem. 

Vores første forsøg med Tequilavagt

Vi havde forsøgt os med forskellige vagtplaner, tre-timers, fire-timers og vores seneste seks-timers. På Galapagos mødte vi båden Tequila. De introducerede os til seks-timers vagtplanen. Vi havde derfor en vagt, der gik fra kl. 19:00 til 01:00, hvor næste mand overtog fra 01:00 til 07:00. Vi fortsatte også vagten i dagtimerne. Tequilavagtplanen passede os rigtig godt og er den vagt, vi oftest benytter den dag i dag. Vi var selvfølgelig begge på vagt, når ting skulle fikses, og når en skulle på dæk, eller som på dag tre på vores stillehavssejlads, når en skulle i vandet for at fjerne en sæk fra skruen.

Ulykker og god hjælp fra Danmark

Halvvejs inde i vores sejlads ville vores generator ikke starte. Det var et stort problem. Generatoren lavede strøm til vores watermaker, så nu kunne vi heller ikke lave vand. Vi havde tre vandtanke ombord med i alt 750 l vand. Tankene er altid fyldte, når vi sejler langt, og vi erstatter dagligt det vand, vi bruger. Så heldigvis var alle tankene fyldte. 

GPS og selvstyre bruger meget strøm, og solpanelerne var ikke tilstrækkeligt til at holde strøm på batterierne. Vi havde indtil nu kørt generatoren en time om dagen, så vi kunne lade batterierne, en opgave der nu var op til motoren. Men heldet var ikke med os. Få dage senere kunne motoren ikke starte. Det er svært helt at forklare stemningen ombord. Det var varmt, meget varmt, vi sov dårligt, og tanken om at skulle rode rundt i det varme motorrum var kvalmende, men der var ingen vej udenom. 

Efter en kort samtale med vores altid hjælpsomme mekaniker, Peer Høj, kastede vi os over dieseltilførslen. Agterkøjen blev skilt ad for at få adgang til dieseltanken i det 40 grader varme rum. Snart blev sved blandet med diesel. Problemet viste sig at være en klat i dieselen, som var suget op i slangen. Pyha, nu virkede motoren igen.