Langtur

Forberedelse Atlanterhavetet

Vores forberedelse til Atlanterhavet

Atlanterhavet

Det at krydse Atlanten er noget helt særligt. Det er også en sejlads, der kræver ekstra forberedelse. Alle tænkelige scenarier skal vendes, for derude er der ingen, der kan hjælpe dig. Det er dit ansvar at få alle med over på den anden side.

Forberedelse til en lang sejlads

Vores forberedelse startede allerede på de Kanariske Øer. Her blev alt gennemgået, båden skulle være forsvarlig, og skulle der ske det forfærdelige, at båden ikke levede op til dette krav, skulle vi også have en plan A, B og C. 

Plan A – Hold båden flydende og i fremdrift

Første prioritet er selvfølgelig altid at holde båden flydende og at nå sin destination i samme båd, som man satte ud i. Derfor havde vi synkeforebyggende materialer ombord. Med det mener jeg remedier, der kan lappe skader på båden, og grej, der kunne sikre, at vi fortsat kunne sejle. 

Hul i skroget kan de fleste nok sætte sig ind i er træls. Der går et utal af historier om sejlere, der har ramt flydende ting på havet. Oftest er der tale om containere, som er blevet tabt af fragtskibe. Vores hemmelige våben mod denne ulykke var noget der hedder splash zone. Det er en masse, man klemmer ned i hullet, og så hærder det, selv under vand.

Knækkede skroggennemføringer efterlader også huller i båden. Vi havde propper monteret ved alle gennemføringer og en gummihammer lige i nærheden, så proppen hurtigt kunne bankes på plads.

Nødpumper til at pumpe vand ud af båden. I kølsvinet havde vi en pumpe med flyder, som automatisk pumpede vand ud, derudover havde vi en manuel pumpe og en 220 v pumpe, som kunne pumpe meget vand, men som kun kunne køre, når generatoren kørte.

Brand er ikke til at spøge med. Mange sejlere siger, at det er det værste, der kan ske. På Jazzi havde vi flere brandslukkere, herunder også en automatisk brandslukker over motoren. Derudover havde vi et brandtæppe hængende i køkkenet.

Nødror var også noget, vi havde ombord på Jazzi. Skulle vi miste evnen til at styre med rattet, havde vi et nødror i kistebænken.

Diesel kunne både bringe os tættere på land, men det kunne også bringe os væk fra et uvejr, hvis vi var varslet på forhånd. Derfor havde vi ekstra diesel med, fortøjret under salonbordet. Alt i alt havde vi, hvis det blev nødvendigt, diesel til fem dages sejlads.

Plan B – Kald på hjælp

Det er ikke let at få hjælp så langt ude på havet. Men der kan være skibe i nærheden, der kan hjælpe, og det kan også være en fordel, at nogen i land ved, at man er i vanskeligheder, og hvor man befinder sig. Ombord på Jazzi havde vi:

VHF radio, både en fast og en håndholdt. Den kunne vi bruge til at kalde både i nærheden.

Satellittelefonen var altid opladt og kunne også bruges til at tilkalde hjælp. 

EPIR`en kunne alarmere alle de vigtige, og dem der ved, hvordan vi kunne hjælpes og hvor.

Plan C – Forlad båden

Vores vigtigste plan C var vores redningsflåde, som var nysynet og let tilgængelig bagerst på båden. Der skulle selvfølgelig være plads til alle, også til proviant, som blev opbevaret i en grab bag i kistebænken. I vores vandtætte grab bag var der: Nødraketter, førstehjælpsudstyr, håndholdt VHF, EPIR (GPS nødsender), vand, mad, lamineret kopi af bådpapirer og kopi af pas, solcreme, søsygepiller, fiskeudstyr, folietæpper, toiletpapir og spillekort. 

Alle andre ulykker

Mand over bord; bare at skrive dette giver mig kuldegysninger. Tanken om at ende i havet og ikke blive fundet, det må bare ikke ske. 

Vi havde klare regler ombord: Gå aldrig på dæk når man er alene, og brug altid livline og GPS-armbånd, hvis man er alene i cockpittet. Faldt en af os i vandet med et af armbåndene, ville der gå en alarm på båden. På badeplatformen havde vi et hejsesystem med trosser til at bjerge en tilskadekommen til platformen. 

Skader: Der er mange muligheder for at komme til skade, men ude på havet er der ingen læger. Man skal derfor kunne håndtere alt selv. Vi havde en del førstehjælpsudstyr og medicin med ombord. Selv små ting kan være farlige, når man er langt fra hjælp. Et sår kan blive betændt, og dage med søsyge eller diarre kan føre til alvorlig væskemangel. Vi havde et utal af medicinpræparater ombord, alt fra det milde som søsygepiller og middel mod forstoppelse til stærkt smertestillende, syudstyr, dropposer og adrenalin. Det bedste er dog, hvis ingen kommer til skade, så vær forsigtig derude.

Vejret er selvfølgelig også vigtigt. Udover at sejle over i den bedste periode, er det også vigtigt at holde øje med vejret. Vores gamle satellittelefon klarede denne opgave. Der findes meget smartere løsninger i dag, men for os virkede satellittelefonen fint. Vi hentede en gripfil hveranden dag og ringede hjem en gang om dagen for at videregive vores position, så der altid var en, der vidste, hvor vi befandt os.

Proviant til mange dage

Vi var fem ombord på vores Atlanterhavstur. Vi handlede ind til ekstra to uger, så vi havde til i alt fem uger. Vi krydsede Atlanten på 12 dage og havde mad til mange uger efterfølgende. Hellere for meget end for lidt. Vi henkogte kød, pakkede grønsager efter alle kunstens regler og pakkede alt ind i bøtter for at undgå insekter og større dyr ombord. Der er mange tips til, hvordan man bedst får fødevarer til at holde længst muligt. Vores bibel på det område var langturssejlerforeningens bog til mad ombord.

Dine overvejelser, hvis du skal af sted

Dette er ikke en manual til, hvordan man skal forberede sig til Atlanterhavet. Det er en fortælling om, hvordan vi forberedte os på vores tur. Din båd er anderledes end vores, og her er der sikkert andre ting at overveje. Vi er på ingen måder eksperter, vi fik viden og tips undervejs og kunne sikkert have gjort meget anderledes og bedre. Men forberedelse er vigtigt, så tænk alt igennem og forbered dig på det værste, så du kan slappe af og nyde turen.

Atlanterhavet

Af sted over Atlanterhavet med båden Jazzi

Over Atlanten

Foran os lå det store Atlanterhav. De sidste forberedelser ved vel overstået, og spændte påbegyndte vi vores rejse. De perfekte vejrforhold gjorde det til en uforglemmelig oplevelse, selvfølgelig med nogle interessante historier undervejs.

Afgang

Planen var at holde jul på Martinique i Caribien. Vi havde allerede sejlet fra De Kanariske Øer til Cap Verde, en forrygende tur med perfekte vejrforhold. 

Vi var fem ombord, da vi satte ud fra Cap Verde. Ingen af os havde krydset et stort hav, men vi var velforberedte. Der var styr på alt det praktiske og alle tænkelige scenarier.

Den 26. november 2019 sejlede vi fra Cap Verde. Vi strøg af sted, vinden var perfekt (15 knob) og vi loggede mellem 6 og 9 knob. Hurtig blev vi alene, og bådene, som vi havde fulgt med ud, og som vi i smug havde sejlet kapsejlads mod, bredte sig på det store hav og forsvandt så helt. 

Fart på

Under sejladsen valgte vi af sikkerhedshensyn ikke at sejle plat, men mere agten for tværs og så bomme hver anden dag. 

Vi stødte hurtigt på et par squalls (små storme med meget vind fra skiftende retninger, ofte ledsaget af regn). Om dagen var de tydeligt synlige som mørke paddehatte mod den blå himmel, men om natten kunne man let blive overrasket af en. Det var vigtigt altid at være forberedt på pludselige skift af vindretning og klar til hurtigt at reducere sejlarealet. 

Hverdagen ombord – god mad og ren båd

Hurtigt gik vi over til at sejle med kun én på nattevagt. Det passede os fint med 3-timers vagter, for det gav mulighed for lidt alenetid og rig mulighed for en god, lang søvn for dem, der ikke var på vagt. Der var masser af tid til at kigge på stjernerne og reflektere over dagens begivenheder. Jeg fandt ud af, at nattevagten var det perfekte tidspunkt til at nulstille og genoplade til næste dag.

Det var generelt en rolig sejlads over Atlanterhavet. Ud over at styre båden mod vest og holde udkig skulle almindelige hverdagsting også gøres; der skulle laves mad, vaskes op, gøres rent, vaskes tøj og normal personlig hygiejne. Vi skiftedes til at lave mad, og det blev hurtigt til en sport, hvem kunne lave den lækreste mad? Til stor fortvivlelse for kokkene blev mesterværkerne af praktiske årsager på den gyngende båd oftest serveret i skåle. 

Overmodige kapsejlere

Det var, da vi var halvvejs over Atlanterhavet, at vi blev lidt overmodige. Båden gjorde det fantastisk, og vi blev lidt kæphøje. Det store kodesejl stod flot og trak os hurtigt over havet, og det var der, vi traf et dårligt valg; vi lod sejlet blive oppe natten over.

Klokken 18 gik solen ned, og alt blev mørkt. Det var også omkring dette tidspunkt, at faldet til vores code zero sprang oppe i masten. Det kæmpestore sejl forsvandt hurtigt ind under båden i det mørke vand. Vi tog alt sejl ned og forsøgte at bjerge sejlet, som nu kun hang i skøderne. Sejlet var ikke kun tungt og fyldt med vand, det havde også sat sig fast under båden. Uden at vide hvad sejlet havde fanget, trak vi forsigtigt sejlet fra den ene side af båden til den anden. Det blev sent, før sejlet endelig slap undersiden af båden og kom indenbords.

Væltet af en kæmpebølge

Det var meget varmt ombord, og alle luger var altid åbne for at få bare en lille smule luftcirkulation. En nat oplevede vi noget, jeg aldrig havde oplevet før eller siden. Lars, vores kaptajn, havde vagten den aften. Jeg var lige vågnet og sad op i køjen under vores to skylights for at få lidt luft. Pludselig væltede jeg ind i siden på båden, idet vi pludselig krængede kraftigt. Søjler af vand stod ned gennem skylighterne som to lysende vandfald. I det mørke rum lyste vandet af lysende plankton. Båden rejste sig hurtigt igen, og jeg løb med bankende hjerte op i cockpittet. 

Heldigvis slap vi godt fra mødet med den kæmpe bølge, som havde ramt os den nat. Lars havde heldigvis livline på og slap fra mødet gennemblødt. Det var en god, men træls påmindelse, vi ikke skulle slække på sikkerheden. 

Bølgen var kommet ud af ingenting, og vi var heldige at slippe uskadte. Desuden var det en god anledning til en gang rengøring. 

Over på den anden side

Vi havde hørt meget om, hvor stor en oplevelse det var at krydse Atlanterhavet og forventede et sus af glæde ved at se land, men det kom ikke. Vi ankom til Martinique om aftenen og smed anker, der blev gjort et forsøg på at fejre vores passage, men vi endte med at gå i seng. 

Næste morgen fik vi plads i havnen La Marin. Det var skønt at være i land. Da faldet til kodesejlet var knækket, og vi alligevel skulle have en mand i masten, besluttede vi at få efterset rig og mast.

Riggerfirmaet var utroligt dygtigt, og de bevægede sig i masten som Spiderman, men kom så hurtigt ned igen. Det var ikke gode nyheder, de bragte med ned fra masten. De to øverste salingshorn var flækkede, rullesystemet var ødelagt og kodellerne i forstaget var trævlet op; det var et under, at vi ikke havde mistet masten.

Dyre lærepenge og en slem forskrækkelse

La Marin på Martinique var en meget stor havn med plads til 800 både og 2500 både for bøjer eller ankre. Der var dygtige håndværkere, og vores båd blev hurtigt søklar igen. Vi lærte meget af denne oplevelse. Det er sjovt at sejle stærkt, men det har konsekvenser, og vi havde presset Jazzi for meget over Atlanterhavet. Vi havde krydset det store hav på bare 12 dage, og det havde været sjovt, men nu blev det dyrt.

Columbia

På kant med loven i Colombia

Sådan endte jeg foran politiet i Colombia

Nogen fejl er større end andre, og de kan få store konsekvenser. Det skete for mig i Colombia, hvor en dumhed bragte mig i problemer med politiet. 

Det vigtige papirarbejde

Når man som sejler kommer til et andet land, er der visse regler, man skal følge. Til forskel fra ankomst gennem en lufthavn, er det ens eget ansvar at kontakte de korrekte myndigheder for at tjekke ind i landet. Uanset hvor langt man har sejlet, og hvor udmattet man er, skal der indklareres. Man kan selvfølgelig ankomme så sent, at kontorerne er lukkede, men så er det det første, man skal gøre næste morgen – og altså ikke noget med lige at spadsere en lille tur eller handle først.

Det kan godt tage en hel dag at indklarere, da man skal besøge forskellige kontorer i den korrekt rækkefølge. De fleste steder står vi selv for at indklarere, men i visse lande er det en fordel eller et krav at have en agent, og i Colombia brugte vi havnens agent.

Afsted mod Colombia

Det var et år siden, at båden sidst var blevet bundmalet, og Colombia var et godt sted for en sådan opgave. Aftalen med værftet var på plads og havde været det længe. Vi havde travlt med at nå vores aftale, og vi tog derfor hurtigt afsked med Aruba. Vi havde forsøgt at skaffe colombianske pesos, uden held, men med et håb om, at de ville tage imod dollars, sejlede vi mod Colombia og havnen puerto Velero.

Det var en blæsende tur. Kysten udenfor Columbia er berygtet for at være meget blæsende, og det gjaldt også for selve havnen. Puerto Velero er en nyopført havn og resort. Det var et sted med mange planer og drømme. Det var også en sandtange med kraftig vind, hvor sandet stak som nåle, og et sted hvor de ikke tog imod dollars. Ups! Vi havde ingen muligheder for at betale, men heldigvis var colombianerne gavmilde. Vi kunne bare betale i morgen.

I Colombia uden penge

For at løse vores pengeproblem måtte vi ind til den nærmeste by Barranquilla, som lå en halv times kørsel fra havnen. Vi havde stadigvæk ikke set skyggen af hverken agent eller immigration, og på dag to blev situationen mindre holdbar. Vi spiste sammen med de lokale og boede på loftet hos en lokal familie, mens båden var på land, men stadig uden at kunne betale.

Hver morgen klokken 8 kørte en bus fra Puerto Velero til Barranquilla. Jeg havde lånt nogle pesos af havnen og hoppede på bussen. Det var skønt endelig at få kontanter, men glæden var kort. Immigrationen var kommet til Puerto Velero, og de var mildest talt utilfredse. 

Det ser ikke godt ud

Lynhurtigt fik jeg fat i en taxa og tog turen tilbage til havnen. Her kom min mand løbende. Vi skulle møde på immigrationskontoret i Barranquilla, så ind i taxaen igen og tilbage til byen. 

Vi vidste, at vi havde begået en stor fejl ved at forlade havnen, men det var først siddende på plastikstolene på immigrationskontoret at alvoren gik op for os. Vi fik ingen forklaring, vores agent var stadig ikke dukket op, og en mand i håndjern med et blødende sår i panden, som var ledsaget af to bevæbnede betjente, blev placeret ved siden af os.

Endelig kom vores agent. Hendes afslappede facon fik mig til at slappe lidt af. En ro, der ellers fuldstændig forsvandt, da jeg få minutter senere blev fotograferet og fik taget fingeraftryk. Stadig uvidende om hvad der skulle ske, sad vi kort efter foran en kvindelig politibetjent. Hendes engelsk var heldigvis bedre end vores agents. Hun var hård og kontant, mens hun læste min forseelse op for mig.

Sigtet som illegal indvandrer

Jeg blev simpelthen sigtet som illegal indvandrer. Jeg havde mulighed for at kontakte den danske ambassade, men de ville køre en sag mod mig, og dommen ville blive afsagt om to uger. 

Der kunne ske en af følgende ting: 

1) Jeg ville blive udvist af Columbia. 

2) Jeg skulle betale en bøde svarende til en halv måneds løn for en colombianer. 

Det var en lang dag på kontoret, og den kvindelige politibetjent blødte heldigvis lidt op og kom med gode råd til, hvad vi skulle se, nu hvor vi var i Columbia. Vi fik lov til at gå ud i byen og spise frokost – dog ledsaget af vores agent. 

Manglende afgørelse og afrejse fra Colombia

Så længe der var en sag kørende mod mig, kunne jeg ikke indklarere, og jeg blev officielt udleveret i min mands varetægt. Han skulle skrive under på, at han tog ansvar for mig. Vores agent ville føre sagen på mine vegne. 

I mellemtiden blev båden blev malet, og vi fik fikset en del andre ting. Alt virkede normalt. Da vi nærmede os afrejse, og sagen endnu ikke var afgjort, steg nervøsiteten igen. Vi forventede, at jeg ville få en bøde, så vi efterlod 150 dollars, så havnen og agenten kunne betale bøden på mine vegne. Immigrationen stemplede endelig mine papirer, og så kunne vi forlade landet på lovlig vis.

Nyt fra Colombia

Indrømmet, jeg havde aldrig forventet at høre fra dem igen! Men her kom det. Hele 9 måneder senere. En mail med en vedhæftet fil med et fotografi af et maskinskrevet dokument. Det var en kort beskrivelse af min forbrydelse, hvor der blandt andet stod, at jeg var taget til Barranquilla for at blive klippet, men pyt nu med det…

Udfordringen var, at jeg skulle møde op i en specifik bank i Colombia og betale en bøde på 300 dollars, ellers ville jeg blive udvist af Columbia. Selvom det er svært at blive udvist fra et land, som man allerede har forladt, valgte jeg alligevel at betale bøden.

Colombia er et helt særligt og meget spændende land. Det er et land, som jeg gerne vil besøge igen. Det var ikke muligt at få fat i min agent. Gennem havnen fik vi at vide, at hun ikke længere arbejdede der. Corona var på sit højeste, og den nyanlagte havn og resort led under nedlukninger. Jeg pressede ikke på for at få dem til at betale bøden, men kontaktede i stedet Colombias immigration for at få en anden måde at betale bøden på. De sendte mig nogle bankoplysninger, som jeg fik min bank til at tjekke for mig. Da alt var godkendt, betalte jeg bøden.

Min fejl

Fejlen i Colombia var hundrede procent vores. Vi havde været på farten længe, rejst gennem mange lande og var blevet uforsigtige. Colombia er et spændende land og et sted, som jeg gerne vil besøge igen. Jeg tror dog, at jeg inden en eventuel rejse dertil lige vil kontakte den danske ambassade for at sikre mig, at der ikke ligger en arrestordre på mig efter min dumme fejltagelse.

Blog fra Venezuela

Er der pirater i farvandet?

Vi er ikke altid i sikkerhed

Det er dejligt at sejle, og særligt at nyde den frihed det er at bevæge sig frit rundt, men det er desværre ikke alle steder, som er helt trygge at være. Der findes steder, hvor sejlads kan være farligt på måder, som vi ikke er vant til, og hvor vind og god navigation ikke nødvendigvis sikrer en sikker passage.

Der er mange ting, som man bør overveje og sikre sig, før man begiver sig ud på en længere sejltur, og vi havde styr på det hele. Vi havde eksempelvis et mindre hospital med om bord. Vi kunne redde hinanden op af vandet, og vi var sikret med livliner, redningsflåde og nødraketter. Men nu skulle vi sejle i et farvand, hvor der havde været piratangreb, og hvordan forbereder man sig på det?

Plan A – hvordan undgår vi pirater, og hvad gør vi, hvis vi møder dem?

Vores næste stræk gik fra Granada til Los Roques – en lille ø ude for Venezuelas kyst. Vi havde læst beretninger om piratangreb på netop det stræk, som vi nu skulle sejle. Sikkerhed var altid en af vores højeste prioriteter – vi skulle jo gerne sejle jorden rundt.

Målet på denne tur blev derfor at undgå pirater, og for at mindske risikoen valgte vi at sejle langt fra kysten. Dog kunne vi ikke være sikre på ikke at støde ind i pirater, selvom vi tog vores forholdsregler og sejlede langt fra land, så vi var nødt til at forberede os på det værste, og det var ikke en let opgave.

Plan B – råb om hjælp

Vi havde ingen planer om at forsvare os, hvis vi skulle møde pirater undervejs. Vores vigtigste og eneste plan var at fortælle omverdenen, at vi var i problemer – og her havde vi tre vigtige våben.

Epir’en var vores vigtigste form for alarmering, da det er en sender, som, hvis den aktiveres, sender nødsignal og position.

Vores anden vigtige kanal var satellittelefonen. Inden afrejse havde vi anskaffet os telefonnummeret til søværnets operative kommando i Danmark.

Vores tredje og sidste sikkerhedsline var VHF-radioen. Via den kunne vi nemlig kontakte skibe nær os, som ville kunne sende vores nødsignal videre. 

Plan C – kryds fingre og håb på det bedste

Derefter var der ikke meget andet, som vi kunne gøre, hvis vi skulle møde pirater. Vi ville for alt i verden ikke give dem grund til at skyde os, så planen var at blive i cockpittet, hvor de kunne se os. Vi var forberedte på at give dem alt af værdi, selv båden, hvis vi kunne få redningsflåden.

På trods af alle vores forberedelser var der en ret anspændt stemning inden afrejse. Heldigvis fik vi en positiv melding fra en båd, som få dage forinden havde foretaget samme rute uden problemer. Det hjalp på nerverne.

Nerver og afgang

Forberedte og spændte forlod vi den trygge havn i Granada og bevægede os nordpå – 90 grader i den forkerte retning. Vi havde fuld navigation tændt, også AIS (AIS-senderen angiver vores position), så hvis nogle observerede bådene, der sejlede fra og til Granada, ville de tro, at vi var på vej nordpå.

Efter en tilpas lang sejlads i den forkerte retning, slukkede vi for AIS’en og skiftede kurs. Det var en mærkelig fornemmelse, lidt som at lege katten efter musen, uden at vide, om der var en modstander. Da det blev mørkt, gjorde vi noget, som vi aldrig havde gjort før; Vi undlod at tænde lyset.

Små lys i mørket, sætter pulsen i vejret

Nerverne sad uden på tøjet. Travlheden inden afrejsen havde været en fordel. Nu var der tid. Tid til at tænke planen igennem og tid til at overveje, om vi havde forberedt os godt nok.

Tidligt på aftenen steg utrygheden. På vandet forude dukkede en masse små lys op. Foran os lå en gruppe små både. Pulsen steg, idet vi nærmede os. Vi vendte situationen flere gange og var i fuldt beredskab. Ville piratbåde have lys på? Vi passerede de små både, som ikke gjorde væsen af sig.

Resten af turen var meget udramatisk. Vi fik en del vand, og tankerne om pirater blev overskygget af skiftende og hyppige vindspring. Da det igen blev lyst, lå vi midt i en storskibsrute. Vi havde igen tændt for AIS`en. Det føltes trygt at være omgivet af de store skibe.

Los Roques – det lille paradis

Los Roques endte med at blive et af mine yndlingssteder. Vi var blevet frarådet at sejle til Venezuela, og det havde heller aldrig været vores plan, men flere rådede os til at besøge Los Roques, som er en lille venezuelansk ø.

Da vi ankom klokken 7 om morgenen, var vi godt trætte. Det havde været en hård tur, hvor vejret havde budt på flere overraskelser. Flere små koncentrerede uvejr, kalde squalls, havde lagt vejen forbi. En motorbåd kom imod os inde fra øen. Da den kom tæt på, kunne vi se manden i den lille motorbåd. Han vinkede, smilede og sejlede så forbi. Det hjalp på humøret.

Fantastisk venezuelansk gæstfrihed

Jeg har sjældent mødt en sådan gæstfrihed, som vi mødte på Los Roques. Min største fortrydelse er, at jeg ikke talte spansk. 

Selve inklareringen var lang og besværlig, men den blev håndteret af de sødeste mennesker. En meget flot klædt politimand førte os rundt i byen til hele fem forskellige kontorer. Vi måtte kommunikere med tegnsprog og tegninger. De havde aldrig hørt om Danmark, og de vidste ikke, hvor det lå. Vi blev som så mange andre steder noteret i en stor tyk bog – garanteret som “tyskere fra byen Danmark”.

Torvet i midten af byen var det helt store samlingssted. Det var samtidig også det eneste sted med WiFi, og som alle andre på jagt efter internet, blev det også her, vi slog os ned, når vi skulle være asociale sammen.

Øen var smuk, og husene var charmerende. Der var ingen biler, ingen asfalt og ingen stress. Det var også det perfekte sted for windsurfere, som fløj hertil via den lille lufthavn.

Tuamotu

Sejlads under corona 3 – Afslutning på vores jordomsejling

Svære beslutninger og en tyfonsæson

Det kan være svært at opgive en drøm, man har haft længe; at erkende, at man trods meget forberedelse ikke når i mål.

Usikkerhed og nye muligheder

Det franske militærpoliti, gendarmerne, holdt et skarpt øje med os. Langsomt fik bådene svar på deres ansøgning om at blive, og man kunne uden videre forvente en gendarm forlange, at man skulle sejle omgående. Når gendarmerbåden sejlede rundt og prikkede både ud, var stemningen meget anspændt. Frygten for at blive prikket var stor. Vi var bange for, at de lyttede med på VHF`en, så samtaler om gendarmernes udpegning foregik i det skjulte. Ønsket var at samle os alle ved Tahiti til trods for, at ankerpladserne der allerede var fyldte. 

Endelig kunne vi sejle videre

Det tog lang tid, men langsomt løsnede regeringen sit tag. Det blev fortalt i morgenens nyheder, at vi nu kunne besøge andre ankerpladser på Nuka Hiva. Glæden blev kort, for de lokale gendarmer havde fortolket reglerne anderledes og truede med store bøder, hvis vi så meget som løftede ankeret. 

Da vi officielt ikke var tjekket ind i landet, turde vi ikke bevæge os, og først da alle restriktioner blev hævet, løftede vi ankeret. Det blev til tre måneder på Nuka Hiva. 

Efter den hårde nedlukning var Fransk Polynesien coronafri. Der var stadig lukket for al flytransport. Det var et hårdt slag for turistindustrien, og for mange af dem var corona nådestødet. 

Smukke Fransk Polynesien og nye sejlervenner

Endelig fik vi muligheden for at opleve Fransk Polynesien og med en uventet gave. De mange uger i den samme bugt og med de samme både havde skabt et sammenhold. Da det endnu ikke var muligt at sejle videre, sejlede vi alle rundt i Fransk Polynesien. Vi mødte derfor igen og igen sejlere, vi kendte.

At få mulighed for at opleve de smukke øer var noget, vi nu satte ekstra stor pris på. Det blev til mange måneds fantastiske oplevelser på de smukkeste øer. Vi sejlede fra de frodige Marquesas-øer, til de smukke, hvide strande og de turkisblå laguner på Tuamotu-øerne og videre til de fantastisk smukke Selskabsøer. Vi nød at ligge i havn på Tahiti efter mange måneder for anker.

Fanget i tyfonsæson

Men vi længtes også efter at komme videre. Det var ved at være sidste udkald, hvis vi skulle nå Australien eller New Zealand inden tyfonsæsonen, som starter i november og slutter i april. En sejltur på 4 uger. 

Mange sejlere bruger sommerhalvåret på at sejle mellem stillehavsøerne. Når tyfonsæsonen nærmer sig søger de sikkerhed i New Zealand og de dele af Australien, der ligger udenfor tyfonbæltet. Men i år var anderledes. Det var stadig i starten af coronapandemien, og usikkerhed og frygt herskede stadig.

Ocean Cruising Club

Til trods for, at tyfonsæsonen nærmede sig, ville Australien og New Zealand ikke åbne grænserne for os. OCC (Ocean Cruising Club) gjorde et stort arbejde for sejlerne. De kæmpede for at forklare Australien og New Zealand konsekvenserne for sejlerne, hvis de ikke kunne søge sikkerhed i tyfonsæsonen. De kom med forslag til karantæneplaner og henviste til dem, der havde været brugt i Caribien. Men lige lidt hjalp det

Det var en svær situation for sejlere og beslutningstagerne. Alle lande omkring os forblev lukkede. De få både, der i desperation sejlede mod et lukket land, blev ofte anholdt ved ankomst. 

I Fransk Polynesien på ubestemt tid

Til alt held tydede de seneste temperaturmålinger i Stillehavet på, at denne tyfonsæson ville blive en mild en af slagsen. Prognoserne og mange års statistik pegede i retning af, at Fransk Polynesien ville gå fri. 

Vi havde nu været i Fransk Polynesien i 9 måneder. Tyfonsæsonen var startet, og selv hvis landene omkring os åbnede deres grænser ville der gå yderligere 6 måneder, før vi kunne sejle videre. Vi trængte til en pause og fløj til Danmark for at holde jul. Situationen lod ikke til at ændre sig, og vi havde inden afrejse sat vores båd og hjem gennem fire år til salg.

Hvad med båden?

Det viste sig at være svært at sælge sin båd under en pandemi. Rejserestriktioner gjorde det svært (eller umuligt) for folk at bevæge sig over landegrænser. Oveni kom, at flere af de store charterfirmaer solgte ud af deres både til billige penge.

Pengene var ved at slippe op, og det er dyrt at have en båd liggende i Fransk Polynesien. 

Firmaet Seven Star transporterer både rundt i det meste af verden. Det var ombord på Seven Star, at vores båd igen sejlede gennem Panamakanalen og op til Nordsøen. Sydengland var det nærmeste stoppested. I september 2021 hentede vi vores båd i England og sejlede hende selv det sidste stykke til Vejle.

Afsked 

Vi solgte vores båd i Vejle, hvor vi 2 år tidligere var sejlet af sted fra. Prisen for at få hende hjem havde været høj, og vi havde ikke råd til at beholde hende.

Mange lande lukkede deres grænser, hvilket var helt forståeligt. Vi var bare uheldige at blive fanget på det forkerte ben. Der skete så meget det første år med Corona, så det er klart at os på havet blev lidt glemt. Vi var heldige, for vi mistede kun vores båd og ikke hverken liv eller levebrød. 

For de sejlere, der blev i Stillehavet, blev det til en ventetid på to år, før de kunne sejle videre. God vind og god tur til dem, der blev 🙂

Corona og Stillehavet

Sejlads under corona 1 – Fra Galapagos og ud i Stillehavet

Da corona overraskede og ændrede alle planer

Corona kom bag på rigtig mange af os. Til at starte med virkede det så fjernt, indtil det pludselig kom helt tæt på og fangede os på det forkerte ben.

Indhentet af corona

Da vi i august 2019 forlod Danmark, var det uden bekymringer om en pandemi. Set i bakspejlet var vi heldige, for vi sejlede væk fra corona, men ikke hurtigt nok. 

Det var først, da vi i marts 2020 lå på Galapagos, at corona indhentede os. 

Det første tilfælde af corona var netop registreret på Galapagos. Med et forsvandt den hyggelige og afslappede stemning, hvorimod utryghed og panik lynhurtigt dukkede op. Hvor vi dagen før havde drukket kaffe på en af de lokale cafeer, var det nu helt anderledes. Der blev trængsel i supermarkederne, og skulle vi i land, blev vi lyst i panden med et lasertermometer af vagter iført hvide dragter og med mundbind. 

Usikre tider og forberedelse

Adgang til og fra Galapagos blev begrænset. På fastlandet Ecuador var coronasituationen ved at eskalere. Turister på Galapagos ville hjem, inden grænserne lukkede, og køerne foran turistbureauerne var enorme.

Der var lukket for nye både, som nu kun måtte tanke, inden de sejlede videre. 

At krydse et stort hav kræver lidt ekstra planlægning. Vi var så småt ved at forberede os. Vi havde handlet det meste i Panama og suppleret med frisk frugt og grønt på Galapagos. Båden var også sejlklar. Vi havde diesel, vand og gas. 

To timers varsel og fire ugers sejlads forude

Det var kun småting, der manglede. Det var en opringning fra vores agent, der fik os op i omdrejninger: Vil I sejle, så er det nu, for alle offentlige kontorer er ved at lukke. 

Skulle vi sejle eller blive på Galapagos på ubestemt tid? 

Få minutter senere sad vi i en vandtaxa på vej til diverse kontorer for at få stemplet papirerne. Båden blev inspiceret. Nu var der ingen vej tilbage.

Vi vinkede til et militærskib, der lå uden for Galapagos og satte kursen mod Fransk Polynesien. Det var først der, det virkelig gik op for os. Det hele var gået meget stærkt, og det var det længste stræk, vi nogensinde havde taget. Foran os lå en fire uger lang tur. Med Galapagos stadig i sigte fik vi hentet en vejrmelding.

Lukket land – hvem vil lukke os ind?

De første fem dage svigtede vinden os. Det samme kunne desværre ikke siges om den konstante regn. Det var med opløste fødder og vådt tøj, at vi langsomt nåede ned til vinden. Vi jagtede den gode, stabile vind, som lå længere sydpå. 

Når man krydser et stort ocean, er hjælpen langt væk. Vi prøvede derfor at forberede os så godt, vi kunne, men intet kunne forberede os på, hvad der nu ville ske. Det var et godt stykke inde i anden uge. Vinden var bedre, og regnen havde langt om længe forladt os. Netop som alt var, som det skulle være, fik vi nyt fra Fransk Polynesien. De havde lukket grænserne. Det var noget af en mavepuster, og vi var på ingen måde forberedt på denne melding. Kunne vi vende om og sejle mod vind og strøm til Mexico eller Colombia? Det ville tage os tre uger at nå Mexico, og måske ville vi også møde en lukket grænse der. 

Den eneste form for kommunikation om bord var vores satellittelefon, som kostede 20 kr. i minuttet. Vi besluttede at holde næsen i sporet og fortsætte, indtil vi fandt ud af mere. Vi havde mad nok til 2,5 mdr. og en watermaker. Vi kunne uden problemer sejle forbi Fransk Polynesien og videre mod Australien eller New Zealand, – en sejltur på to måneder. 

Det var ikke kun corona, der skabte problemer

Informationerne fra Fransk Polynesien skiftede konstant, og det var svært at finde ud af, hvad vi havde i vente. Meldingerne gik på alt fra karantæne, til at vi skulle forlade båden og flyve hjem.

Coronasituationen kom til at fylde meget for os, men det var ikke vores eneste udfordring. Vi havde problemer med bommen og måtte i perioder sejle uden storsejl. Med kun os to ombord var vi ekstra forsigtige. Det kom til et punkt, hvor vi ikke kunne ignorere vores bom-problem. Den store og meget tunge bom måtte af og tilpasses med nye skiver, inden den igen skulle monteres. 

Én ting er at lave reparationer i en havn, hvor båden ligger stille, men når båden ruller, kan der let ske ulykker, og en klemt finger eller en brækket tå kan ikke tilses eller smertelindres af en læge. Heldigvis gik alt som planlagt. Vi tog os god tid. Vi havde ikke travlt, og det passede os fint at sænke tempoet. Måske corona ville være overstået, inden vi nåede frem. 

Vores første forsøg med Tequilavagt

Vi havde forsøgt os med forskellige vagtplaner, tre-timers, fire-timers og vores seneste seks-timers. På Galapagos mødte vi båden Tequila. De introducerede os til seks-timers vagtplanen. Vi havde derfor en vagt, der gik fra kl. 19:00 til 01:00, hvor næste mand overtog fra 01:00 til 07:00. Vi fortsatte også vagten i dagtimerne. Tequilavagtplanen passede os rigtig godt og er den vagt, vi oftest benytter den dag i dag. Vi var selvfølgelig begge på vagt, når ting skulle fikses, og når en skulle på dæk, eller som på dag tre på vores stillehavssejlads, når en skulle i vandet for at fjerne en sæk fra skruen.

Ulykker og god hjælp fra Danmark

Halvvejs inde i vores sejlads ville vores generator ikke starte. Det var et stort problem. Generatoren lavede strøm til vores watermaker, så nu kunne vi heller ikke lave vand. Vi havde tre vandtanke ombord med i alt 750 l vand. Tankene er altid fyldte, når vi sejler langt, og vi erstatter dagligt det vand, vi bruger. Så heldigvis var alle tankene fyldte. 

GPS og selvstyre bruger meget strøm, og solpanelerne var ikke tilstrækkeligt til at holde strøm på batterierne. Vi havde indtil nu kørt generatoren en time om dagen, så vi kunne lade batterierne, en opgave der nu var op til motoren. Men heldet var ikke med os. Få dage senere kunne motoren ikke starte. Det er svært helt at forklare stemningen ombord. Det var varmt, meget varmt, vi sov dårligt, og tanken om at skulle rode rundt i det varme motorrum var kvalmende, men der var ingen vej udenom. 

Efter en kort samtale med vores altid hjælpsomme mekaniker, Peer Høj, kastede vi os over dieseltilførslen. Agterkøjen blev skilt ad for at få adgang til dieseltanken i det 40 grader varme rum. Snart blev sved blandet med diesel. Problemet viste sig at være en klat i dieselen, som var suget op i slangen. Pyha, nu virkede motoren igen.

Sejlads og corona

Sejlads under corona 2 – To måneder ombord

Da vi krydsede Stillehavet

For mange er det at krydse Stillehavet en meget stor ting. At se land efter lang tid til søs er noget helt særligt. Der er mange ting, man har måttet undvære såsom søvn, andre mennesker og at komme i land. Denne gang var alt anderledes. Det var ikke, som vi havde planlagt, og slet ikke, som vi havde ventet.

Fire uger til søs

Vi kunne se land. Faktisk havde der været land i sigte i et par dage. Den seneste coronaopdatering forbød os dog at sejle ind til de øer, vi mødte. Det var sært nok ikke noget, der gik os på. Vi var bare lettede over, at dette land overhovedet var villig til at tage imod os. Vi var henvist til tre ankersteder, Nuka Hiva, Hiva Oa og Tahiti. 

Selv om vi havde accepteret situationen, var det med et stik af vemod, at vi passerede den ø, vi oprindeligt skulle sejle til; et sted, vi nu aldrig ville få oplevet. Fire uger til søs, og de mange udfordringer og ikke mindst coronasituationen havde gjort os omstillingsparate. Kursen var sat mod Nuka Hiva, en ø i øgruppen Marquesas. Vi så virkelig frem til at sove igennem og ikke mindst til at komme i land.

Flip Flops – velkomst og nyheder

Vi har en evne til altid at ankomme om aftenen, og denne gang var ingen undtagelse og ikke ideelt. VHF´en skrattede, og i den anden ende var båden Flip Flop – en båd fra vores kommende ankerplads. Vi fik en varm velkomst og de nyeste opdateringer. Vi fik også den besked, vi havde frygtet: Fransk Polynesien var i lockdown. Det betød kort sagt, at vi ikke måtte forlade båden. Omstillingsparate eller meget trætte; der blev i hvert fald helt stille ombord.

Da vi nåede ankerbugten på Nuka Hiva, var der mørkt. I bugten vuggede lysene fra de cirka 100 ankerlanterner. Vi kastede anker i mørke på dybt vand. Vi ville gerne tættere på kysten, hvor vandet ikke var så dybt, men der var for mørkt. Med 70 meter ankerkæde ude satte vi os i cockpittet. Vi havde krydset Stillehavet, og den del måtte vi fejre. Champagnen, som var købt til lejligheden, blev åbnet. Hovedparten af champagnen blev ofret til Neptun, lidt fordi vi var for trætte til at drikke den, men mest fordi den var udrikkelig.

Svømmeforbud, alkoholforbud og landforbud 

At sove en helt nat var luksus og tiltrængt. At vågne frisk og udhvilet til synet af den bugt, vi befandt os i, var ubeskrivelig. Hele vejen rundt om bugten strakte de frodige, grønne bjerge sig mod den blå himmel. 

Med kaffen i hånden sad vi og ventede ved VHF`en, som vi havde fået besked på af Flip Flop. Sejlerne i bugten havde lavet sejlerradio, og her blev alt vendt. Der var de sidste opdateringer, status for ankerbugten, nyhederne, vejret og hyggelige indslag i løbet af dagen. Der var franskundervisning, quiz, bestilling af brød, børnekanalen og meget mere. Det, vi ventede på den morgen, var information for nyankomne. Det viste sig mest at være påbud. Vi måtte ikke gå i vandet, vi kunne ikke købe alkohol, og vi måtte ikke besøge de andre både. Det var tilladt at handle ind en gang om ugen. Her måtte én fra hver båd gå i land bevæbnet med et stykke papir, som forklarede ens formål. Papiret skulle vises frem på kajen, eller hvis man blev stoppet ved en af vejafspærringerne. 

Det kan måske virke lidt strengt, men disse regler gjaldt for alle, også de lokale, som heller ikke måtte forlade deres hjem. 

Nuka Hiva – en slags nødhavn

Udfordringerne i Fransk Polynesien var afstandene. De mange tusinde øer er spredt ud over et kæmpestort område. På Nuka Hiva, hvor vi befandt os, var der et lille sygehus. Et af målene med nedlukningen var blandt andet, at ingen skulle få brug for sygehusets eneste respirator.

Planen var at samle alle bådene på en ankerplads ved Tahiti, en uges sejlads fra Nuka Hiva. Vi kunne kun blive på Nuka Hiva, hvis vi havde bådproblemer. Heldigvis havde vi problemer og mange af dem. Vores seneste problem var periodevis lugt af brændt plastik, en sejlers værste frygt. Vi havde også haft denne lugt en dag på Stillehavet, og det bekymrede os meget. Der skulle indsendes en masse dokumentation til de franske myndigheder på Tahiti. Vi kunne ikke officielt få lov til at indklarere på grund af tidspunktet, vi var ankommet på.

To måneder på båd og tynde ben

Den daglige kontakt mellem sejlerne, det stærke sammenhold og den rolige polynesiske holdning til tingene holdt humøret oppe. Vi fik lov til at slippe i land stadig oftere, hvilket var godt for bentøjet, som efterhånden var blevet tynde under fraværet af muskler. 

Marquesas-øerne er klippeøer, der stikker op af havet. Der er ingen beskyttende rev, og båden rullede derfor kraftigt. Det gav, sammen med varmen, anledning til en del frustration, særligt med alle de ting, vi skulle have repareret. Glæden var derfor stor, da vi endelig fik landtilladelse. Vi kendte nu mange af de andre både over VHF´en, men uden at have mødt dem. Det blev fejret med en fælles gåtur i de frodige bjerge. Det var skønt at komme i land, men hårdt for benene og kondien.