Marquesas

Tuamotu

Sejlads under corona 3 – Afslutning på vores jordomsejling

Svære beslutninger og en tyfonsæson

Det kan være svært at opgive en drøm, man har haft længe; at erkende, at man trods meget forberedelse ikke når i mål.

Usikkerhed og nye muligheder

Det franske militærpoliti, gendarmerne, holdt et skarpt øje med os. Langsomt fik bådene svar på deres ansøgning om at blive, og man kunne uden videre forvente en gendarm forlange, at man skulle sejle omgående. Når gendarmerbåden sejlede rundt og prikkede både ud, var stemningen meget anspændt. Frygten for at blive prikket var stor. Vi var bange for, at de lyttede med på VHF`en, så samtaler om gendarmernes udpegning foregik i det skjulte. Ønsket var at samle os alle ved Tahiti til trods for, at ankerpladserne der allerede var fyldte. 

Endelig kunne vi sejle videre

Det tog lang tid, men langsomt løsnede regeringen sit tag. Det blev fortalt i morgenens nyheder, at vi nu kunne besøge andre ankerpladser på Nuka Hiva. Glæden blev kort, for de lokale gendarmer havde fortolket reglerne anderledes og truede med store bøder, hvis vi så meget som løftede ankeret. 

Da vi officielt ikke var tjekket ind i landet, turde vi ikke bevæge os, og først da alle restriktioner blev hævet, løftede vi ankeret. Det blev til tre måneder på Nuka Hiva. 

Efter den hårde nedlukning var Fransk Polynesien coronafri. Der var stadig lukket for al flytransport. Det var et hårdt slag for turistindustrien, og for mange af dem var corona nådestødet. 

Smukke Fransk Polynesien og nye sejlervenner

Endelig fik vi muligheden for at opleve Fransk Polynesien og med en uventet gave. De mange uger i den samme bugt og med de samme både havde skabt et sammenhold. Da det endnu ikke var muligt at sejle videre, sejlede vi alle rundt i Fransk Polynesien. Vi mødte derfor igen og igen sejlere, vi kendte.

At få mulighed for at opleve de smukke øer var noget, vi nu satte ekstra stor pris på. Det blev til mange måneds fantastiske oplevelser på de smukkeste øer. Vi sejlede fra de frodige Marquesas-øer, til de smukke, hvide strande og de turkisblå laguner på Tuamotu-øerne og videre til de fantastisk smukke Selskabsøer. Vi nød at ligge i havn på Tahiti efter mange måneder for anker.

Fanget i tyfonsæson

Men vi længtes også efter at komme videre. Det var ved at være sidste udkald, hvis vi skulle nå Australien eller New Zealand inden tyfonsæsonen, som starter i november og slutter i april. En sejltur på 4 uger. 

Mange sejlere bruger sommerhalvåret på at sejle mellem stillehavsøerne. Når tyfonsæsonen nærmer sig søger de sikkerhed i New Zealand og de dele af Australien, der ligger udenfor tyfonbæltet. Men i år var anderledes. Det var stadig i starten af coronapandemien, og usikkerhed og frygt herskede stadig.

Ocean Cruising Club

Til trods for, at tyfonsæsonen nærmede sig, ville Australien og New Zealand ikke åbne grænserne for os. OCC (Ocean Cruising Club) gjorde et stort arbejde for sejlerne. De kæmpede for at forklare Australien og New Zealand konsekvenserne for sejlerne, hvis de ikke kunne søge sikkerhed i tyfonsæsonen. De kom med forslag til karantæneplaner og henviste til dem, der havde været brugt i Caribien. Men lige lidt hjalp det

Det var en svær situation for sejlere og beslutningstagerne. Alle lande omkring os forblev lukkede. De få både, der i desperation sejlede mod et lukket land, blev ofte anholdt ved ankomst. 

I Fransk Polynesien på ubestemt tid

Til alt held tydede de seneste temperaturmålinger i Stillehavet på, at denne tyfonsæson ville blive en mild en af slagsen. Prognoserne og mange års statistik pegede i retning af, at Fransk Polynesien ville gå fri. 

Vi havde nu været i Fransk Polynesien i 9 måneder. Tyfonsæsonen var startet, og selv hvis landene omkring os åbnede deres grænser ville der gå yderligere 6 måneder, før vi kunne sejle videre. Vi trængte til en pause og fløj til Danmark for at holde jul. Situationen lod ikke til at ændre sig, og vi havde inden afrejse sat vores båd og hjem gennem fire år til salg.

Hvad med båden?

Det viste sig at være svært at sælge sin båd under en pandemi. Rejserestriktioner gjorde det svært (eller umuligt) for folk at bevæge sig over landegrænser. Oveni kom, at flere af de store charterfirmaer solgte ud af deres både til billige penge.

Pengene var ved at slippe op, og det er dyrt at have en båd liggende i Fransk Polynesien. 

Firmaet Seven Star transporterer både rundt i det meste af verden. Det var ombord på Seven Star, at vores båd igen sejlede gennem Panamakanalen og op til Nordsøen. Sydengland var det nærmeste stoppested. I september 2021 hentede vi vores båd i England og sejlede hende selv det sidste stykke til Vejle.

Afsked 

Vi solgte vores båd i Vejle, hvor vi 2 år tidligere var sejlet af sted fra. Prisen for at få hende hjem havde været høj, og vi havde ikke råd til at beholde hende.

Mange lande lukkede deres grænser, hvilket var helt forståeligt. Vi var bare uheldige at blive fanget på det forkerte ben. Der skete så meget det første år med Corona, så det er klart at os på havet blev lidt glemt. Vi var heldige, for vi mistede kun vores båd og ikke hverken liv eller levebrød. 

For de sejlere, der blev i Stillehavet, blev det til en ventetid på to år, før de kunne sejle videre. God vind og god tur til dem, der blev 🙂

Corona og Stillehavet

Sejlads under corona 1 – Fra Galapagos og ud i Stillehavet

Da corona overraskede og ændrede alle planer

Corona kom bag på rigtig mange af os. Til at starte med virkede det så fjernt, indtil det pludselig kom helt tæt på og fangede os på det forkerte ben.

Indhentet af corona

Da vi i august 2019 forlod Danmark, var det uden bekymringer om en pandemi. Set i bakspejlet var vi heldige, for vi sejlede væk fra corona, men ikke hurtigt nok. 

Det var først, da vi i marts 2020 lå på Galapagos, at corona indhentede os. 

Det første tilfælde af corona var netop registreret på Galapagos. Med et forsvandt den hyggelige og afslappede stemning, hvorimod utryghed og panik lynhurtigt dukkede op. Hvor vi dagen før havde drukket kaffe på en af de lokale cafeer, var det nu helt anderledes. Der blev trængsel i supermarkederne, og skulle vi i land, blev vi lyst i panden med et lasertermometer af vagter iført hvide dragter og med mundbind. 

Usikre tider og forberedelse

Adgang til og fra Galapagos blev begrænset. På fastlandet Ecuador var coronasituationen ved at eskalere. Turister på Galapagos ville hjem, inden grænserne lukkede, og køerne foran turistbureauerne var enorme.

Der var lukket for nye både, som nu kun måtte tanke, inden de sejlede videre. 

At krydse et stort hav kræver lidt ekstra planlægning. Vi var så småt ved at forberede os. Vi havde handlet det meste i Panama og suppleret med frisk frugt og grønt på Galapagos. Båden var også sejlklar. Vi havde diesel, vand og gas. 

To timers varsel og fire ugers sejlads forude

Det var kun småting, der manglede. Det var en opringning fra vores agent, der fik os op i omdrejninger: Vil I sejle, så er det nu, for alle offentlige kontorer er ved at lukke. 

Skulle vi sejle eller blive på Galapagos på ubestemt tid? 

Få minutter senere sad vi i en vandtaxa på vej til diverse kontorer for at få stemplet papirerne. Båden blev inspiceret. Nu var der ingen vej tilbage.

Vi vinkede til et militærskib, der lå uden for Galapagos og satte kursen mod Fransk Polynesien. Det var først der, det virkelig gik op for os. Det hele var gået meget stærkt, og det var det længste stræk, vi nogensinde havde taget. Foran os lå en fire uger lang tur. Med Galapagos stadig i sigte fik vi hentet en vejrmelding.

Lukket land – hvem vil lukke os ind?

De første fem dage svigtede vinden os. Det samme kunne desværre ikke siges om den konstante regn. Det var med opløste fødder og vådt tøj, at vi langsomt nåede ned til vinden. Vi jagtede den gode, stabile vind, som lå længere sydpå. 

Når man krydser et stort ocean, er hjælpen langt væk. Vi prøvede derfor at forberede os så godt, vi kunne, men intet kunne forberede os på, hvad der nu ville ske. Det var et godt stykke inde i anden uge. Vinden var bedre, og regnen havde langt om længe forladt os. Netop som alt var, som det skulle være, fik vi nyt fra Fransk Polynesien. De havde lukket grænserne. Det var noget af en mavepuster, og vi var på ingen måde forberedt på denne melding. Kunne vi vende om og sejle mod vind og strøm til Mexico eller Colombia? Det ville tage os tre uger at nå Mexico, og måske ville vi også møde en lukket grænse der. 

Den eneste form for kommunikation om bord var vores satellittelefon, som kostede 20 kr. i minuttet. Vi besluttede at holde næsen i sporet og fortsætte, indtil vi fandt ud af mere. Vi havde mad nok til 2,5 mdr. og en watermaker. Vi kunne uden problemer sejle forbi Fransk Polynesien og videre mod Australien eller New Zealand, – en sejltur på to måneder. 

Det var ikke kun corona, der skabte problemer

Informationerne fra Fransk Polynesien skiftede konstant, og det var svært at finde ud af, hvad vi havde i vente. Meldingerne gik på alt fra karantæne, til at vi skulle forlade båden og flyve hjem.

Coronasituationen kom til at fylde meget for os, men det var ikke vores eneste udfordring. Vi havde problemer med bommen og måtte i perioder sejle uden storsejl. Med kun os to ombord var vi ekstra forsigtige. Det kom til et punkt, hvor vi ikke kunne ignorere vores bom-problem. Den store og meget tunge bom måtte af og tilpasses med nye skiver, inden den igen skulle monteres. 

Én ting er at lave reparationer i en havn, hvor båden ligger stille, men når båden ruller, kan der let ske ulykker, og en klemt finger eller en brækket tå kan ikke tilses eller smertelindres af en læge. Heldigvis gik alt som planlagt. Vi tog os god tid. Vi havde ikke travlt, og det passede os fint at sænke tempoet. Måske corona ville være overstået, inden vi nåede frem. 

Vores første forsøg med Tequilavagt

Vi havde forsøgt os med forskellige vagtplaner, tre-timers, fire-timers og vores seneste seks-timers. På Galapagos mødte vi båden Tequila. De introducerede os til seks-timers vagtplanen. Vi havde derfor en vagt, der gik fra kl. 19:00 til 01:00, hvor næste mand overtog fra 01:00 til 07:00. Vi fortsatte også vagten i dagtimerne. Tequilavagtplanen passede os rigtig godt og er den vagt, vi oftest benytter den dag i dag. Vi var selvfølgelig begge på vagt, når ting skulle fikses, og når en skulle på dæk, eller som på dag tre på vores stillehavssejlads, når en skulle i vandet for at fjerne en sæk fra skruen.

Ulykker og god hjælp fra Danmark

Halvvejs inde i vores sejlads ville vores generator ikke starte. Det var et stort problem. Generatoren lavede strøm til vores watermaker, så nu kunne vi heller ikke lave vand. Vi havde tre vandtanke ombord med i alt 750 l vand. Tankene er altid fyldte, når vi sejler langt, og vi erstatter dagligt det vand, vi bruger. Så heldigvis var alle tankene fyldte. 

GPS og selvstyre bruger meget strøm, og solpanelerne var ikke tilstrækkeligt til at holde strøm på batterierne. Vi havde indtil nu kørt generatoren en time om dagen, så vi kunne lade batterierne, en opgave der nu var op til motoren. Men heldet var ikke med os. Få dage senere kunne motoren ikke starte. Det er svært helt at forklare stemningen ombord. Det var varmt, meget varmt, vi sov dårligt, og tanken om at skulle rode rundt i det varme motorrum var kvalmende, men der var ingen vej udenom. 

Efter en kort samtale med vores altid hjælpsomme mekaniker, Peer Høj, kastede vi os over dieseltilførslen. Agterkøjen blev skilt ad for at få adgang til dieseltanken i det 40 grader varme rum. Snart blev sved blandet med diesel. Problemet viste sig at være en klat i dieselen, som var suget op i slangen. Pyha, nu virkede motoren igen.