Stillehavet

Tuamotu

Sejlads under corona 3 – Afslutning på vores jordomsejling

Svære beslutninger og en tyfonsæson

Det kan være svært at opgive en drøm, man har haft længe; at erkende, at man trods meget forberedelse ikke når i mål.

Usikkerhed og nye muligheder

Det franske militærpoliti, gendarmerne, holdt et skarpt øje med os. Langsomt fik bådene svar på deres ansøgning om at blive, og man kunne uden videre forvente en gendarm forlange, at man skulle sejle omgående. Når gendarmerbåden sejlede rundt og prikkede både ud, var stemningen meget anspændt. Frygten for at blive prikket var stor. Vi var bange for, at de lyttede med på VHF`en, så samtaler om gendarmernes udpegning foregik i det skjulte. Ønsket var at samle os alle ved Tahiti til trods for, at ankerpladserne der allerede var fyldte. 

Endelig kunne vi sejle videre

Det tog lang tid, men langsomt løsnede regeringen sit tag. Det blev fortalt i morgenens nyheder, at vi nu kunne besøge andre ankerpladser på Nuka Hiva. Glæden blev kort, for de lokale gendarmer havde fortolket reglerne anderledes og truede med store bøder, hvis vi så meget som løftede ankeret. 

Da vi officielt ikke var tjekket ind i landet, turde vi ikke bevæge os, og først da alle restriktioner blev hævet, løftede vi ankeret. Det blev til tre måneder på Nuka Hiva. 

Efter den hårde nedlukning var Fransk Polynesien coronafri. Der var stadig lukket for al flytransport. Det var et hårdt slag for turistindustrien, og for mange af dem var corona nådestødet. 

Smukke Fransk Polynesien og nye sejlervenner

Endelig fik vi muligheden for at opleve Fransk Polynesien og med en uventet gave. De mange uger i den samme bugt og med de samme både havde skabt et sammenhold. Da det endnu ikke var muligt at sejle videre, sejlede vi alle rundt i Fransk Polynesien. Vi mødte derfor igen og igen sejlere, vi kendte.

At få mulighed for at opleve de smukke øer var noget, vi nu satte ekstra stor pris på. Det blev til mange måneds fantastiske oplevelser på de smukkeste øer. Vi sejlede fra de frodige Marquesas-øer, til de smukke, hvide strande og de turkisblå laguner på Tuamotu-øerne og videre til de fantastisk smukke Selskabsøer. Vi nød at ligge i havn på Tahiti efter mange måneder for anker.

Fanget i tyfonsæson

Men vi længtes også efter at komme videre. Det var ved at være sidste udkald, hvis vi skulle nå Australien eller New Zealand inden tyfonsæsonen, som starter i november og slutter i april. En sejltur på 4 uger. 

Mange sejlere bruger sommerhalvåret på at sejle mellem stillehavsøerne. Når tyfonsæsonen nærmer sig søger de sikkerhed i New Zealand og de dele af Australien, der ligger udenfor tyfonbæltet. Men i år var anderledes. Det var stadig i starten af coronapandemien, og usikkerhed og frygt herskede stadig.

Ocean Cruising Club

Til trods for, at tyfonsæsonen nærmede sig, ville Australien og New Zealand ikke åbne grænserne for os. OCC (Ocean Cruising Club) gjorde et stort arbejde for sejlerne. De kæmpede for at forklare Australien og New Zealand konsekvenserne for sejlerne, hvis de ikke kunne søge sikkerhed i tyfonsæsonen. De kom med forslag til karantæneplaner og henviste til dem, der havde været brugt i Caribien. Men lige lidt hjalp det

Det var en svær situation for sejlere og beslutningstagerne. Alle lande omkring os forblev lukkede. De få både, der i desperation sejlede mod et lukket land, blev ofte anholdt ved ankomst. 

I Fransk Polynesien på ubestemt tid

Til alt held tydede de seneste temperaturmålinger i Stillehavet på, at denne tyfonsæson ville blive en mild en af slagsen. Prognoserne og mange års statistik pegede i retning af, at Fransk Polynesien ville gå fri. 

Vi havde nu været i Fransk Polynesien i 9 måneder. Tyfonsæsonen var startet, og selv hvis landene omkring os åbnede deres grænser ville der gå yderligere 6 måneder, før vi kunne sejle videre. Vi trængte til en pause og fløj til Danmark for at holde jul. Situationen lod ikke til at ændre sig, og vi havde inden afrejse sat vores båd og hjem gennem fire år til salg.

Hvad med båden?

Det viste sig at være svært at sælge sin båd under en pandemi. Rejserestriktioner gjorde det svært (eller umuligt) for folk at bevæge sig over landegrænser. Oveni kom, at flere af de store charterfirmaer solgte ud af deres både til billige penge.

Pengene var ved at slippe op, og det er dyrt at have en båd liggende i Fransk Polynesien. 

Firmaet Seven Star transporterer både rundt i det meste af verden. Det var ombord på Seven Star, at vores båd igen sejlede gennem Panamakanalen og op til Nordsøen. Sydengland var det nærmeste stoppested. I september 2021 hentede vi vores båd i England og sejlede hende selv det sidste stykke til Vejle.

Afsked 

Vi solgte vores båd i Vejle, hvor vi 2 år tidligere var sejlet af sted fra. Prisen for at få hende hjem havde været høj, og vi havde ikke råd til at beholde hende.

Mange lande lukkede deres grænser, hvilket var helt forståeligt. Vi var bare uheldige at blive fanget på det forkerte ben. Der skete så meget det første år med Corona, så det er klart at os på havet blev lidt glemt. Vi var heldige, for vi mistede kun vores båd og ikke hverken liv eller levebrød. 

For de sejlere, der blev i Stillehavet, blev det til en ventetid på to år, før de kunne sejle videre. God vind og god tur til dem, der blev 🙂

Corona og Stillehavet

Sejlads under corona 1 – Fra Galapagos og ud i Stillehavet

Da corona overraskede og ændrede alle planer

Corona kom bag på rigtig mange af os. Til at starte med virkede det så fjernt, indtil det pludselig kom helt tæt på og fangede os på det forkerte ben.

Indhentet af corona

Da vi i august 2019 forlod Danmark, var det uden bekymringer om en pandemi. Set i bakspejlet var vi heldige, for vi sejlede væk fra corona, men ikke hurtigt nok. 

Det var først, da vi i marts 2020 lå på Galapagos, at corona indhentede os. 

Det første tilfælde af corona var netop registreret på Galapagos. Med et forsvandt den hyggelige og afslappede stemning, hvorimod utryghed og panik lynhurtigt dukkede op. Hvor vi dagen før havde drukket kaffe på en af de lokale cafeer, var det nu helt anderledes. Der blev trængsel i supermarkederne, og skulle vi i land, blev vi lyst i panden med et lasertermometer af vagter iført hvide dragter og med mundbind. 

Usikre tider og forberedelse

Adgang til og fra Galapagos blev begrænset. På fastlandet Ecuador var coronasituationen ved at eskalere. Turister på Galapagos ville hjem, inden grænserne lukkede, og køerne foran turistbureauerne var enorme.

Der var lukket for nye både, som nu kun måtte tanke, inden de sejlede videre. 

At krydse et stort hav kræver lidt ekstra planlægning. Vi var så småt ved at forberede os. Vi havde handlet det meste i Panama og suppleret med frisk frugt og grønt på Galapagos. Båden var også sejlklar. Vi havde diesel, vand og gas. 

To timers varsel og fire ugers sejlads forude

Det var kun småting, der manglede. Det var en opringning fra vores agent, der fik os op i omdrejninger: Vil I sejle, så er det nu, for alle offentlige kontorer er ved at lukke. 

Skulle vi sejle eller blive på Galapagos på ubestemt tid? 

Få minutter senere sad vi i en vandtaxa på vej til diverse kontorer for at få stemplet papirerne. Båden blev inspiceret. Nu var der ingen vej tilbage.

Vi vinkede til et militærskib, der lå uden for Galapagos og satte kursen mod Fransk Polynesien. Det var først der, det virkelig gik op for os. Det hele var gået meget stærkt, og det var det længste stræk, vi nogensinde havde taget. Foran os lå en fire uger lang tur. Med Galapagos stadig i sigte fik vi hentet en vejrmelding.

Lukket land – hvem vil lukke os ind?

De første fem dage svigtede vinden os. Det samme kunne desværre ikke siges om den konstante regn. Det var med opløste fødder og vådt tøj, at vi langsomt nåede ned til vinden. Vi jagtede den gode, stabile vind, som lå længere sydpå. 

Når man krydser et stort ocean, er hjælpen langt væk. Vi prøvede derfor at forberede os så godt, vi kunne, men intet kunne forberede os på, hvad der nu ville ske. Det var et godt stykke inde i anden uge. Vinden var bedre, og regnen havde langt om længe forladt os. Netop som alt var, som det skulle være, fik vi nyt fra Fransk Polynesien. De havde lukket grænserne. Det var noget af en mavepuster, og vi var på ingen måde forberedt på denne melding. Kunne vi vende om og sejle mod vind og strøm til Mexico eller Colombia? Det ville tage os tre uger at nå Mexico, og måske ville vi også møde en lukket grænse der. 

Den eneste form for kommunikation om bord var vores satellittelefon, som kostede 20 kr. i minuttet. Vi besluttede at holde næsen i sporet og fortsætte, indtil vi fandt ud af mere. Vi havde mad nok til 2,5 mdr. og en watermaker. Vi kunne uden problemer sejle forbi Fransk Polynesien og videre mod Australien eller New Zealand, – en sejltur på to måneder. 

Det var ikke kun corona, der skabte problemer

Informationerne fra Fransk Polynesien skiftede konstant, og det var svært at finde ud af, hvad vi havde i vente. Meldingerne gik på alt fra karantæne, til at vi skulle forlade båden og flyve hjem.

Coronasituationen kom til at fylde meget for os, men det var ikke vores eneste udfordring. Vi havde problemer med bommen og måtte i perioder sejle uden storsejl. Med kun os to ombord var vi ekstra forsigtige. Det kom til et punkt, hvor vi ikke kunne ignorere vores bom-problem. Den store og meget tunge bom måtte af og tilpasses med nye skiver, inden den igen skulle monteres. 

Én ting er at lave reparationer i en havn, hvor båden ligger stille, men når båden ruller, kan der let ske ulykker, og en klemt finger eller en brækket tå kan ikke tilses eller smertelindres af en læge. Heldigvis gik alt som planlagt. Vi tog os god tid. Vi havde ikke travlt, og det passede os fint at sænke tempoet. Måske corona ville være overstået, inden vi nåede frem. 

Vores første forsøg med Tequilavagt

Vi havde forsøgt os med forskellige vagtplaner, tre-timers, fire-timers og vores seneste seks-timers. På Galapagos mødte vi båden Tequila. De introducerede os til seks-timers vagtplanen. Vi havde derfor en vagt, der gik fra kl. 19:00 til 01:00, hvor næste mand overtog fra 01:00 til 07:00. Vi fortsatte også vagten i dagtimerne. Tequilavagtplanen passede os rigtig godt og er den vagt, vi oftest benytter den dag i dag. Vi var selvfølgelig begge på vagt, når ting skulle fikses, og når en skulle på dæk, eller som på dag tre på vores stillehavssejlads, når en skulle i vandet for at fjerne en sæk fra skruen.

Ulykker og god hjælp fra Danmark

Halvvejs inde i vores sejlads ville vores generator ikke starte. Det var et stort problem. Generatoren lavede strøm til vores watermaker, så nu kunne vi heller ikke lave vand. Vi havde tre vandtanke ombord med i alt 750 l vand. Tankene er altid fyldte, når vi sejler langt, og vi erstatter dagligt det vand, vi bruger. Så heldigvis var alle tankene fyldte. 

GPS og selvstyre bruger meget strøm, og solpanelerne var ikke tilstrækkeligt til at holde strøm på batterierne. Vi havde indtil nu kørt generatoren en time om dagen, så vi kunne lade batterierne, en opgave der nu var op til motoren. Men heldet var ikke med os. Få dage senere kunne motoren ikke starte. Det er svært helt at forklare stemningen ombord. Det var varmt, meget varmt, vi sov dårligt, og tanken om at skulle rode rundt i det varme motorrum var kvalmende, men der var ingen vej udenom. 

Efter en kort samtale med vores altid hjælpsomme mekaniker, Peer Høj, kastede vi os over dieseltilførslen. Agterkøjen blev skilt ad for at få adgang til dieseltanken i det 40 grader varme rum. Snart blev sved blandet med diesel. Problemet viste sig at være en klat i dieselen, som var suget op i slangen. Pyha, nu virkede motoren igen.

Sejlads og corona

Sejlads under corona 2 – To måneder ombord

Da vi krydsede Stillehavet

For mange er det at krydse Stillehavet en meget stor ting. At se land efter lang tid til søs er noget helt særligt. Der er mange ting, man har måttet undvære såsom søvn, andre mennesker og at komme i land. Denne gang var alt anderledes. Det var ikke, som vi havde planlagt, og slet ikke, som vi havde ventet.

Fire uger til søs

Vi kunne se land. Faktisk havde der været land i sigte i et par dage. Den seneste coronaopdatering forbød os dog at sejle ind til de øer, vi mødte. Det var sært nok ikke noget, der gik os på. Vi var bare lettede over, at dette land overhovedet var villig til at tage imod os. Vi var henvist til tre ankersteder, Nuka Hiva, Hiva Oa og Tahiti. 

Selv om vi havde accepteret situationen, var det med et stik af vemod, at vi passerede den ø, vi oprindeligt skulle sejle til; et sted, vi nu aldrig ville få oplevet. Fire uger til søs, og de mange udfordringer og ikke mindst coronasituationen havde gjort os omstillingsparate. Kursen var sat mod Nuka Hiva, en ø i øgruppen Marquesas. Vi så virkelig frem til at sove igennem og ikke mindst til at komme i land.

Flip Flops – velkomst og nyheder

Vi har en evne til altid at ankomme om aftenen, og denne gang var ingen undtagelse og ikke ideelt. VHF´en skrattede, og i den anden ende var båden Flip Flop – en båd fra vores kommende ankerplads. Vi fik en varm velkomst og de nyeste opdateringer. Vi fik også den besked, vi havde frygtet: Fransk Polynesien var i lockdown. Det betød kort sagt, at vi ikke måtte forlade båden. Omstillingsparate eller meget trætte; der blev i hvert fald helt stille ombord.

Da vi nåede ankerbugten på Nuka Hiva, var der mørkt. I bugten vuggede lysene fra de cirka 100 ankerlanterner. Vi kastede anker i mørke på dybt vand. Vi ville gerne tættere på kysten, hvor vandet ikke var så dybt, men der var for mørkt. Med 70 meter ankerkæde ude satte vi os i cockpittet. Vi havde krydset Stillehavet, og den del måtte vi fejre. Champagnen, som var købt til lejligheden, blev åbnet. Hovedparten af champagnen blev ofret til Neptun, lidt fordi vi var for trætte til at drikke den, men mest fordi den var udrikkelig.

Svømmeforbud, alkoholforbud og landforbud 

At sove en helt nat var luksus og tiltrængt. At vågne frisk og udhvilet til synet af den bugt, vi befandt os i, var ubeskrivelig. Hele vejen rundt om bugten strakte de frodige, grønne bjerge sig mod den blå himmel. 

Med kaffen i hånden sad vi og ventede ved VHF`en, som vi havde fået besked på af Flip Flop. Sejlerne i bugten havde lavet sejlerradio, og her blev alt vendt. Der var de sidste opdateringer, status for ankerbugten, nyhederne, vejret og hyggelige indslag i løbet af dagen. Der var franskundervisning, quiz, bestilling af brød, børnekanalen og meget mere. Det, vi ventede på den morgen, var information for nyankomne. Det viste sig mest at være påbud. Vi måtte ikke gå i vandet, vi kunne ikke købe alkohol, og vi måtte ikke besøge de andre både. Det var tilladt at handle ind en gang om ugen. Her måtte én fra hver båd gå i land bevæbnet med et stykke papir, som forklarede ens formål. Papiret skulle vises frem på kajen, eller hvis man blev stoppet ved en af vejafspærringerne. 

Det kan måske virke lidt strengt, men disse regler gjaldt for alle, også de lokale, som heller ikke måtte forlade deres hjem. 

Nuka Hiva – en slags nødhavn

Udfordringerne i Fransk Polynesien var afstandene. De mange tusinde øer er spredt ud over et kæmpestort område. På Nuka Hiva, hvor vi befandt os, var der et lille sygehus. Et af målene med nedlukningen var blandt andet, at ingen skulle få brug for sygehusets eneste respirator.

Planen var at samle alle bådene på en ankerplads ved Tahiti, en uges sejlads fra Nuka Hiva. Vi kunne kun blive på Nuka Hiva, hvis vi havde bådproblemer. Heldigvis havde vi problemer og mange af dem. Vores seneste problem var periodevis lugt af brændt plastik, en sejlers værste frygt. Vi havde også haft denne lugt en dag på Stillehavet, og det bekymrede os meget. Der skulle indsendes en masse dokumentation til de franske myndigheder på Tahiti. Vi kunne ikke officielt få lov til at indklarere på grund af tidspunktet, vi var ankommet på.

To måneder på båd og tynde ben

Den daglige kontakt mellem sejlerne, det stærke sammenhold og den rolige polynesiske holdning til tingene holdt humøret oppe. Vi fik lov til at slippe i land stadig oftere, hvilket var godt for bentøjet, som efterhånden var blevet tynde under fraværet af muskler. 

Marquesas-øerne er klippeøer, der stikker op af havet. Der er ingen beskyttende rev, og båden rullede derfor kraftigt. Det gav, sammen med varmen, anledning til en del frustration, særligt med alle de ting, vi skulle have repareret. Glæden var derfor stor, da vi endelig fik landtilladelse. Vi kendte nu mange af de andre både over VHF´en, men uden at have mødt dem. Det blev fejret med en fælles gåtur i de frodige bjerge. Det var skønt at komme i land, men hårdt for benene og kondien.