Billeder

Columbia

På kant med loven i Colombia

Sådan endte jeg foran politiet i Colombia

Nogen fejl er større end andre, og de kan få store konsekvenser. Det skete for mig i Colombia, hvor en dumhed bragte mig i problemer med politiet. 

Det vigtige papirarbejde

Når man som sejler kommer til et andet land, er der visse regler, man skal følge. Til forskel fra ankomst gennem en lufthavn, er det ens eget ansvar at kontakte de korrekte myndigheder for at tjekke ind i landet. Uanset hvor langt man har sejlet, og hvor udmattet man er, skal der indklareres. Man kan selvfølgelig ankomme så sent, at kontorerne er lukkede, men så er det det første, man skal gøre næste morgen – og altså ikke noget med lige at spadsere en lille tur eller handle først.

Det kan godt tage en hel dag at indklarere, da man skal besøge forskellige kontorer i den korrekt rækkefølge. De fleste steder står vi selv for at indklarere, men i visse lande er det en fordel eller et krav at have en agent, og i Colombia brugte vi havnens agent.

Afsted mod Colombia

Det var et år siden, at båden sidst var blevet bundmalet, og Colombia var et godt sted for en sådan opgave. Aftalen med værftet var på plads og havde været det længe. Vi havde travlt med at nå vores aftale, og vi tog derfor hurtigt afsked med Aruba. Vi havde forsøgt at skaffe colombianske pesos, uden held, men med et håb om, at de ville tage imod dollars, sejlede vi mod Colombia og havnen puerto Velero.

Det var en blæsende tur. Kysten udenfor Columbia er berygtet for at være meget blæsende, og det gjaldt også for selve havnen. Puerto Velero er en nyopført havn og resort. Det var et sted med mange planer og drømme. Det var også en sandtange med kraftig vind, hvor sandet stak som nåle, og et sted hvor de ikke tog imod dollars. Ups! Vi havde ingen muligheder for at betale, men heldigvis var colombianerne gavmilde. Vi kunne bare betale i morgen.

I Colombia uden penge

For at løse vores pengeproblem måtte vi ind til den nærmeste by Barranquilla, som lå en halv times kørsel fra havnen. Vi havde stadigvæk ikke set skyggen af hverken agent eller immigration, og på dag to blev situationen mindre holdbar. Vi spiste sammen med de lokale og boede på loftet hos en lokal familie, mens båden var på land, men stadig uden at kunne betale.

Hver morgen klokken 8 kørte en bus fra Puerto Velero til Barranquilla. Jeg havde lånt nogle pesos af havnen og hoppede på bussen. Det var skønt endelig at få kontanter, men glæden var kort. Immigrationen var kommet til Puerto Velero, og de var mildest talt utilfredse. 

Det ser ikke godt ud

Lynhurtigt fik jeg fat i en taxa og tog turen tilbage til havnen. Her kom min mand løbende. Vi skulle møde på immigrationskontoret i Barranquilla, så ind i taxaen igen og tilbage til byen. 

Vi vidste, at vi havde begået en stor fejl ved at forlade havnen, men det var først siddende på plastikstolene på immigrationskontoret at alvoren gik op for os. Vi fik ingen forklaring, vores agent var stadig ikke dukket op, og en mand i håndjern med et blødende sår i panden, som var ledsaget af to bevæbnede betjente, blev placeret ved siden af os.

Endelig kom vores agent. Hendes afslappede facon fik mig til at slappe lidt af. En ro, der ellers fuldstændig forsvandt, da jeg få minutter senere blev fotograferet og fik taget fingeraftryk. Stadig uvidende om hvad der skulle ske, sad vi kort efter foran en kvindelig politibetjent. Hendes engelsk var heldigvis bedre end vores agents. Hun var hård og kontant, mens hun læste min forseelse op for mig.

Sigtet som illegal indvandrer

Jeg blev simpelthen sigtet som illegal indvandrer. Jeg havde mulighed for at kontakte den danske ambassade, men de ville køre en sag mod mig, og dommen ville blive afsagt om to uger. 

Der kunne ske en af følgende ting: 

1) Jeg ville blive udvist af Columbia. 

2) Jeg skulle betale en bøde svarende til en halv måneds løn for en colombianer. 

Det var en lang dag på kontoret, og den kvindelige politibetjent blødte heldigvis lidt op og kom med gode råd til, hvad vi skulle se, nu hvor vi var i Columbia. Vi fik lov til at gå ud i byen og spise frokost – dog ledsaget af vores agent. 

Manglende afgørelse og afrejse fra Colombia

Så længe der var en sag kørende mod mig, kunne jeg ikke indklarere, og jeg blev officielt udleveret i min mands varetægt. Han skulle skrive under på, at han tog ansvar for mig. Vores agent ville føre sagen på mine vegne. 

I mellemtiden blev båden blev malet, og vi fik fikset en del andre ting. Alt virkede normalt. Da vi nærmede os afrejse, og sagen endnu ikke var afgjort, steg nervøsiteten igen. Vi forventede, at jeg ville få en bøde, så vi efterlod 150 dollars, så havnen og agenten kunne betale bøden på mine vegne. Immigrationen stemplede endelig mine papirer, og så kunne vi forlade landet på lovlig vis.

Nyt fra Colombia

Indrømmet, jeg havde aldrig forventet at høre fra dem igen! Men her kom det. Hele 9 måneder senere. En mail med en vedhæftet fil med et fotografi af et maskinskrevet dokument. Det var en kort beskrivelse af min forbrydelse, hvor der blandt andet stod, at jeg var taget til Barranquilla for at blive klippet, men pyt nu med det…

Udfordringen var, at jeg skulle møde op i en specifik bank i Colombia og betale en bøde på 300 dollars, ellers ville jeg blive udvist af Columbia. Selvom det er svært at blive udvist fra et land, som man allerede har forladt, valgte jeg alligevel at betale bøden.

Colombia er et helt særligt og meget spændende land. Det er et land, som jeg gerne vil besøge igen. Det var ikke muligt at få fat i min agent. Gennem havnen fik vi at vide, at hun ikke længere arbejdede der. Corona var på sit højeste, og den nyanlagte havn og resort led under nedlukninger. Jeg pressede ikke på for at få dem til at betale bøden, men kontaktede i stedet Colombias immigration for at få en anden måde at betale bøden på. De sendte mig nogle bankoplysninger, som jeg fik min bank til at tjekke for mig. Da alt var godkendt, betalte jeg bøden.

Min fejl

Fejlen i Colombia var hundrede procent vores. Vi havde været på farten længe, rejst gennem mange lande og var blevet uforsigtige. Colombia er et spændende land og et sted, som jeg gerne vil besøge igen. Jeg tror dog, at jeg inden en eventuel rejse dertil lige vil kontakte den danske ambassade for at sikre mig, at der ikke ligger en arrestordre på mig efter min dumme fejltagelse.

Blog fra Venezuela

Er der pirater i farvandet?

Vi er ikke altid i sikkerhed

Det er dejligt at sejle, og særligt at nyde den frihed det er at bevæge sig frit rundt, men det er desværre ikke alle steder, som er helt trygge at være. Der findes steder, hvor sejlads kan være farligt på måder, som vi ikke er vant til, og hvor vind og god navigation ikke nødvendigvis sikrer en sikker passage.

Der er mange ting, som man bør overveje og sikre sig, før man begiver sig ud på en længere sejltur, og vi havde styr på det hele. Vi havde eksempelvis et mindre hospital med om bord. Vi kunne redde hinanden op af vandet, og vi var sikret med livliner, redningsflåde og nødraketter. Men nu skulle vi sejle i et farvand, hvor der havde været piratangreb, og hvordan forbereder man sig på det?

Plan A – hvordan undgår vi pirater, og hvad gør vi, hvis vi møder dem?

Vores næste stræk gik fra Granada til Los Roques – en lille ø ude for Venezuelas kyst. Vi havde læst beretninger om piratangreb på netop det stræk, som vi nu skulle sejle. Sikkerhed var altid en af vores højeste prioriteter – vi skulle jo gerne sejle jorden rundt.

Målet på denne tur blev derfor at undgå pirater, og for at mindske risikoen valgte vi at sejle langt fra kysten. Dog kunne vi ikke være sikre på ikke at støde ind i pirater, selvom vi tog vores forholdsregler og sejlede langt fra land, så vi var nødt til at forberede os på det værste, og det var ikke en let opgave.

Plan B – råb om hjælp

Vi havde ingen planer om at forsvare os, hvis vi skulle møde pirater undervejs. Vores vigtigste og eneste plan var at fortælle omverdenen, at vi var i problemer – og her havde vi tre vigtige våben.

Epir’en var vores vigtigste form for alarmering, da det er en sender, som, hvis den aktiveres, sender nødsignal og position.

Vores anden vigtige kanal var satellittelefonen. Inden afrejse havde vi anskaffet os telefonnummeret til søværnets operative kommando i Danmark.

Vores tredje og sidste sikkerhedsline var VHF-radioen. Via den kunne vi nemlig kontakte skibe nær os, som ville kunne sende vores nødsignal videre. 

Plan C – kryds fingre og håb på det bedste

Derefter var der ikke meget andet, som vi kunne gøre, hvis vi skulle møde pirater. Vi ville for alt i verden ikke give dem grund til at skyde os, så planen var at blive i cockpittet, hvor de kunne se os. Vi var forberedte på at give dem alt af værdi, selv båden, hvis vi kunne få redningsflåden.

På trods af alle vores forberedelser var der en ret anspændt stemning inden afrejse. Heldigvis fik vi en positiv melding fra en båd, som få dage forinden havde foretaget samme rute uden problemer. Det hjalp på nerverne.

Nerver og afgang

Forberedte og spændte forlod vi den trygge havn i Granada og bevægede os nordpå – 90 grader i den forkerte retning. Vi havde fuld navigation tændt, også AIS (AIS-senderen angiver vores position), så hvis nogle observerede bådene, der sejlede fra og til Granada, ville de tro, at vi var på vej nordpå.

Efter en tilpas lang sejlads i den forkerte retning, slukkede vi for AIS’en og skiftede kurs. Det var en mærkelig fornemmelse, lidt som at lege katten efter musen, uden at vide, om der var en modstander. Da det blev mørkt, gjorde vi noget, som vi aldrig havde gjort før; Vi undlod at tænde lyset.

Små lys i mørket, sætter pulsen i vejret

Nerverne sad uden på tøjet. Travlheden inden afrejsen havde været en fordel. Nu var der tid. Tid til at tænke planen igennem og tid til at overveje, om vi havde forberedt os godt nok.

Tidligt på aftenen steg utrygheden. På vandet forude dukkede en masse små lys op. Foran os lå en gruppe små både. Pulsen steg, idet vi nærmede os. Vi vendte situationen flere gange og var i fuldt beredskab. Ville piratbåde have lys på? Vi passerede de små både, som ikke gjorde væsen af sig.

Resten af turen var meget udramatisk. Vi fik en del vand, og tankerne om pirater blev overskygget af skiftende og hyppige vindspring. Da det igen blev lyst, lå vi midt i en storskibsrute. Vi havde igen tændt for AIS`en. Det føltes trygt at være omgivet af de store skibe.

Los Roques – det lille paradis

Los Roques endte med at blive et af mine yndlingssteder. Vi var blevet frarådet at sejle til Venezuela, og det havde heller aldrig været vores plan, men flere rådede os til at besøge Los Roques, som er en lille venezuelansk ø.

Da vi ankom klokken 7 om morgenen, var vi godt trætte. Det havde været en hård tur, hvor vejret havde budt på flere overraskelser. Flere små koncentrerede uvejr, kalde squalls, havde lagt vejen forbi. En motorbåd kom imod os inde fra øen. Da den kom tæt på, kunne vi se manden i den lille motorbåd. Han vinkede, smilede og sejlede så forbi. Det hjalp på humøret.

Fantastisk venezuelansk gæstfrihed

Jeg har sjældent mødt en sådan gæstfrihed, som vi mødte på Los Roques. Min største fortrydelse er, at jeg ikke talte spansk. 

Selve inklareringen var lang og besværlig, men den blev håndteret af de sødeste mennesker. En meget flot klædt politimand førte os rundt i byen til hele fem forskellige kontorer. Vi måtte kommunikere med tegnsprog og tegninger. De havde aldrig hørt om Danmark, og de vidste ikke, hvor det lå. Vi blev som så mange andre steder noteret i en stor tyk bog – garanteret som “tyskere fra byen Danmark”.

Torvet i midten af byen var det helt store samlingssted. Det var samtidig også det eneste sted med WiFi, og som alle andre på jagt efter internet, blev det også her, vi slog os ned, når vi skulle være asociale sammen.

Øen var smuk, og husene var charmerende. Der var ingen biler, ingen asfalt og ingen stress. Det var også det perfekte sted for windsurfere, som fløj hertil via den lille lufthavn.