Er der pirater i farvandet?

Blog fra Venezuela

Vi er ikke altid i sikkerhed

Det er dejligt at sejle, og særligt at nyde den frihed det er at bevæge sig frit rundt, men det er desværre ikke alle steder, som er helt trygge at være. Der findes steder, hvor sejlads kan være farligt på måder, som vi ikke er vant til, og hvor vind og god navigation ikke nødvendigvis sikrer en sikker passage.

Der er mange ting, som man bør overveje og sikre sig, før man begiver sig ud på en længere sejltur, og vi havde styr på det hele. Vi havde eksempelvis et mindre hospital med om bord. Vi kunne redde hinanden op af vandet, og vi var sikret med livliner, redningsflåde og nødraketter. Men nu skulle vi sejle i et farvand, hvor der havde været piratangreb, og hvordan forbereder man sig på det?

Plan A – hvordan undgår vi pirater, og hvad gør vi, hvis vi møder dem?

Vores næste stræk gik fra Granada til Los Roques – en lille ø ude for Venezuelas kyst. Vi havde læst beretninger om piratangreb på netop det stræk, som vi nu skulle sejle. Sikkerhed var altid en af vores højeste prioriteter – vi skulle jo gerne sejle jorden rundt.

Målet på denne tur blev derfor at undgå pirater, og for at mindske risikoen valgte vi at sejle langt fra kysten. Dog kunne vi ikke være sikre på ikke at støde ind i pirater, selvom vi tog vores forholdsregler og sejlede langt fra land, så vi var nødt til at forberede os på det værste, og det var ikke en let opgave.

Plan B – råb om hjælp

Vi havde ingen planer om at forsvare os, hvis vi skulle møde pirater undervejs. Vores vigtigste og eneste plan var at fortælle omverdenen, at vi var i problemer – og her havde vi tre vigtige våben.

Epir’en var vores vigtigste form for alarmering, da det er en sender, som, hvis den aktiveres, sender nødsignal og position.

Vores anden vigtige kanal var satellittelefonen. Inden afrejse havde vi anskaffet os telefonnummeret til søværnets operative kommando i Danmark.

Vores tredje og sidste sikkerhedsline var VHF-radioen. Via den kunne vi nemlig kontakte skibe nær os, som ville kunne sende vores nødsignal videre. 

Plan C – kryds fingre og håb på det bedste

Derefter var der ikke meget andet, som vi kunne gøre, hvis vi skulle møde pirater. Vi ville for alt i verden ikke give dem grund til at skyde os, så planen var at blive i cockpittet, hvor de kunne se os. Vi var forberedte på at give dem alt af værdi, selv båden, hvis vi kunne få redningsflåden.

På trods af alle vores forberedelser var der en ret anspændt stemning inden afrejse. Heldigvis fik vi en positiv melding fra en båd, som få dage forinden havde foretaget samme rute uden problemer. Det hjalp på nerverne.

Nerver og afgang

Forberedte og spændte forlod vi den trygge havn i Granada og bevægede os nordpå – 90 grader i den forkerte retning. Vi havde fuld navigation tændt, også AIS (AIS-senderen angiver vores position), så hvis nogle observerede bådene, der sejlede fra og til Granada, ville de tro, at vi var på vej nordpå.

Efter en tilpas lang sejlads i den forkerte retning, slukkede vi for AIS’en og skiftede kurs. Det var en mærkelig fornemmelse, lidt som at lege katten efter musen, uden at vide, om der var en modstander. Da det blev mørkt, gjorde vi noget, som vi aldrig havde gjort før; Vi undlod at tænde lyset.

Små lys i mørket, sætter pulsen i vejret

Nerverne sad uden på tøjet. Travlheden inden afrejsen havde været en fordel. Nu var der tid. Tid til at tænke planen igennem og tid til at overveje, om vi havde forberedt os godt nok.

Tidligt på aftenen steg utrygheden. På vandet forude dukkede en masse små lys op. Foran os lå en gruppe små både. Pulsen steg, idet vi nærmede os. Vi vendte situationen flere gange og var i fuldt beredskab. Ville piratbåde have lys på? Vi passerede de små både, som ikke gjorde væsen af sig.

Resten af turen var meget udramatisk. Vi fik en del vand, og tankerne om pirater blev overskygget af skiftende og hyppige vindspring. Da det igen blev lyst, lå vi midt i en storskibsrute. Vi havde igen tændt for AIS`en. Det føltes trygt at være omgivet af de store skibe.

Los Roques – det lille paradis

Los Roques endte med at blive et af mine yndlingssteder. Vi var blevet frarådet at sejle til Venezuela, og det havde heller aldrig været vores plan, men flere rådede os til at besøge Los Roques, som er en lille venezuelansk ø.

Da vi ankom klokken 7 om morgenen, var vi godt trætte. Det havde været en hård tur, hvor vejret havde budt på flere overraskelser. Flere små koncentrerede uvejr, kalde squalls, havde lagt vejen forbi. En motorbåd kom imod os inde fra øen. Da den kom tæt på, kunne vi se manden i den lille motorbåd. Han vinkede, smilede og sejlede så forbi. Det hjalp på humøret.

Fantastisk venezuelansk gæstfrihed

Jeg har sjældent mødt en sådan gæstfrihed, som vi mødte på Los Roques. Min største fortrydelse er, at jeg ikke talte spansk. 

Selve inklareringen var lang og besværlig, men den blev håndteret af de sødeste mennesker. En meget flot klædt politimand førte os rundt i byen til hele fem forskellige kontorer. Vi måtte kommunikere med tegnsprog og tegninger. De havde aldrig hørt om Danmark, og de vidste ikke, hvor det lå. Vi blev som så mange andre steder noteret i en stor tyk bog – garanteret som “tyskere fra byen Danmark”.

Torvet i midten af byen var det helt store samlingssted. Det var samtidig også det eneste sted med WiFi, og som alle andre på jagt efter internet, blev det også her, vi slog os ned, når vi skulle være asociale sammen.

Øen var smuk, og husene var charmerende. Der var ingen biler, ingen asfalt og ingen stress. Det var også det perfekte sted for windsurfere, som fløj hertil via den lille lufthavn.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.