Vores forberedelse til Atlanterhavet

Atlanterhavet

Det at krydse Atlanten er noget helt særligt. Det er også en sejlads, der kræver ekstra forberedelse. Alle tænkelige scenarier skal vendes, for derude er der ingen, der kan hjælpe dig. Det er dit ansvar at få alle med over på den anden side.

Forberedelse til en lang sejlads

Vores forberedelse til Atlanterhavet startede allerede på de Kanariske Øer. Her blev alt gennemgået, båden skulle være forsvarlig, og skulle der ske det forfærdelige, at båden ikke levede op til dette krav, skulle vi også have en plan A, B og C. 

Plan A – Hold båden flydende og i fremdrift

Første prioritet er selvfølgelig altid at holde båden flydende og at nå sin destination i samme båd, som man satte ud i. Derfor havde vi synkeforebyggende materialer ombord. Med det mener jeg remedier, der kan lappe skader på båden, og grej, der kunne sikre, at vi fortsat kunne sejle. 

Hul i skroget kan de fleste nok sætte sig ind i er træls. Der går et utal af historier om sejlere, der har ramt flydende ting på havet. Oftest er der tale om containere, som er blevet tabt af fragtskibe. Vores hemmelige våben mod denne ulykke var noget der hedder splash zone. Det er en masse, man klemmer ned i hullet, og så hærder det, selv under vand.

Knækkede skroggennemføringer efterlader også huller i båden. Vi havde propper monteret ved alle gennemføringer og en gummihammer lige i nærheden, så proppen hurtigt kunne bankes på plads.

Nødpumper til at pumpe vand ud af båden. I kølsvinet havde vi en pumpe med flyder, som automatisk pumpede vand ud, derudover havde vi en manuel pumpe og en 220 v pumpe, som kunne pumpe meget vand, men som kun kunne køre, når generatoren kørte.

Brand er ikke til at spøge med. Mange sejlere siger, at det er det værste, der kan ske. På Jazzi havde vi flere brandslukkere, herunder også en automatisk brandslukker over motoren. Derudover havde vi et brandtæppe hængende i køkkenet.

Nødror var også noget, vi havde ombord på Jazzi. Skulle vi miste evnen til at styre med rattet, havde vi et nødror i kistebænken.

Diesel kunne både bringe os tættere på land, men det kunne også bringe os væk fra et uvejr, hvis vi var varslet på forhånd. Derfor havde vi ekstra diesel med, fortøjret under salonbordet. Alt i alt havde vi, hvis det blev nødvendigt, diesel til fem dages sejlads.

Plan B – Kald på hjælp

Det er ikke let at få hjælp så langt ude på havet. Men der kan være skibe i nærheden, der kan hjælpe, og det kan også være en fordel, at nogen i land ved, at man er i vanskeligheder, og hvor man befinder sig. Ombord på Jazzi havde vi:

VHF radio, både en fast og en håndholdt. Den kunne vi bruge til at kalde både i nærheden.

Satellittelefonen var altid opladt og kunne også bruges til at tilkalde hjælp. 

EPIR`en kunne alarmere alle de vigtige, og dem der ved, hvordan vi kunne hjælpes og hvor.

Plan C – Forlad båden

Vores vigtigste plan C var vores redningsflåde, som var nysynet og let tilgængelig bagerst på båden. Der skulle selvfølgelig være plads til alle, også til proviant, som blev opbevaret i en grab bag i kistebænken. I vores vandtætte grab bag var der: Nødraketter, førstehjælpsudstyr, håndholdt VHF, EPIR (GPS nødsender), vand, mad, lamineret kopi af bådpapirer og kopi af pas, solcreme, søsygepiller, fiskeudstyr, folietæpper, toiletpapir og spillekort. 

Alle andre ulykker

Mand over bord; bare at skrive dette giver mig kuldegysninger. Tanken om at ende i havet og ikke blive fundet, det må bare ikke ske. 

Vi havde klare regler ombord: Gå aldrig på dæk når man er alene, og brug altid livline og GPS-armbånd, hvis man er alene i cockpittet. Faldt en af os i vandet med et af armbåndene, ville der gå en alarm på båden. På badeplatformen havde vi et hejsesystem med trosser til at bjerge en tilskadekommen til platformen. 

Skader: Der er mange muligheder for at komme til skade, men ude på havet er der ingen læger. Man skal derfor kunne håndtere alt selv. Vi havde en del førstehjælpsudstyr og medicin med ombord. Selv små ting kan være farlige, når man er langt fra hjælp. Et sår kan blive betændt, og dage med søsyge eller diarre kan føre til alvorlig væskemangel. Vi havde et utal af medicinpræparater ombord, alt fra det milde som søsygepiller og middel mod forstoppelse til stærkt smertestillende, syudstyr, dropposer og adrenalin. Det bedste er dog, hvis ingen kommer til skade, så vær forsigtig derude.

Vejret er selvfølgelig også vigtigt. Udover at sejle over i den bedste periode, er det også vigtigt at holde øje med vejret. Vores gamle satellittelefon klarede denne opgave. Der findes meget smartere løsninger i dag, men for os virkede satellittelefonen fint. Vi hentede en gripfil hveranden dag og ringede hjem en gang om dagen for at videregive vores position, så der altid var en, der vidste, hvor vi befandt os.

Proviant til mange dage

Vi var fem ombord på vores Atlanterhavstur. Vi handlede ind til ekstra to uger, så vi havde til i alt fem uger. Vi krydsede Atlanten på 12 dage og havde mad til mange uger efterfølgende. Hellere for meget end for lidt. Vi henkogte kød, pakkede grønsager efter alle kunstens regler og pakkede alt ind i bøtter for at undgå insekter og større dyr ombord. Der er mange tips til, hvordan man bedst får fødevarer til at holde længst muligt. Vores bibel på det område var langturssejlerforeningens bog til mad ombord.

Dine overvejelser, hvis du skal af sted

Dette er ikke en manual til, hvordan man skal forberede sig til Atlanterhavet. Det er en fortælling om, hvordan vi forberedte os på vores tur. Din båd er anderledes end vores, og her er der sikkert andre ting at overveje. Vi er på ingen måder eksperter, vi fik viden og tips undervejs og kunne sikkert have gjort meget anderledes og bedre. Men forberedelse er vigtigt, så tænk alt igennem og forbered dig på det værste, så du kan slappe af og nyde turen.